Så er vi kommet godt fra start med PL i Rio - verdens næststørste multi-sportsbegivenhed, hvor 4.350 atleter med handicap fra 176 lande kæmper i 23 idrætsgrene om 528 medaljesæt.
Jeg har fulgt handicapidrætten siden 2002, var med til mit første PL i Athen i 2004, og jeg har siden oplevet den hastigt stigende professionalisering blandt eliteudøverne. Der er stadig ikke mange penge i dansk parasport, men de fleste danske eliteatleter træner side om side med deres kollegaer fra "raskidrætten" - med samme seriøsitet og træningsmængde.
Danmark har historisk set været bannerfører for ligestilling og lige rettigheder på en lang række områder. Derfor undrer jeg mig over, at parasporten stadig ikke oplever den samme anerkendelse som raskidrætten. Team Danmark har eksempelvis valgt, at en paralympisk medaljevinder kun skal modtage halvt så stor medaljebonus som kollegaerne til OL, og det er uheldigt signal om, at handicap-atleternes præstationer er mindre værd end raskidrættens. En privat fond har beundringsværdigt tilkendegivet, at de vil supplere de paralympiske medaljebonusser, så de kommer op på niveau med OL-atleternes – men ideelt set burde der ingen forskel være i Team Danmarks støtte.
Medierne, ministrene og Kongehuset er væk
På mediesiden er der flere af de store dagblade, som ikke sender journalister til verdens næststørste sportsbegivenhed. Til gengæld skal der lyde stor ros til DR, som er trådt i karakter og har opprioriteret sin dækning af PL massivt. Deres dedikerede team laver en flot indsats her i Rio.
Det officielle Danmark var rigt repræsenteret i Rio under OL med deltagelse fra både kongehuset og flere ministre. Under PL er det blevet til et kortere visit fra social- og inderigsminister Karen Ellemann, og kongehuset er slet ikke til stede. Jeg har stor respekt for ministeren, men igen er signalerne forkerte: PL er ikke socialpolitik – det er elitesport. Hvis man tror andet, er det udtryk for mangel på indsigt. Det er graverende at opleve en tydelig forskelsbehandling i forhold til den opmærksomhed, som de olympiske udøvere netop har fået.
Hvis den manglende prioritering skyldes en opfattelse af, at PL er mindre interessant end OL, kan man se på erfaringerne fra Londons olympiske og paralympiske lege i 2012. Byen formulerede en vision om to ligestillede sportsbegivenheder i verdensklasse. London 2012 skulle være "en milepæl i menneskehedens udvikling mod lyset, hen imod at se en enorm kapacitet og mulighed," lød det fra Lord Sebastian Coe hos arrangørerne.
London indfriede løftet og lavede de mest integrerede lege i historien: De talte konsekvent om "The Olympic and Paralympic Games" sammen, og de integrerede organisationskomiteen under ét. I al profilering op til legene optrådte olympiske og paralympiske atleter side om side.
Pinligt og beskæmmende
PL blev en langt større folkefest end OL. Det britiske PL-hold blev døbt "the Superhumans", og de blev hyldet efter en række meget succesfulde præstationer. Ved afslutningsceremonien kunne Sebastian Coe konstatere, at "i dette land vil vi aldrig mere betragte sport på samme måde, og vi vil aldrig mere betragte handicap på samme måde."
Når vi har set, hvor fremsynede andre lande kan være i deres tilgang til inklusionen, er det lidt beskæmmende og pinligt at opleve, at Danmark ikke er kommet længere. Som nation har vi altid stået for ligestilling og lige muligheder for alle. Men i forhold til synet på handicapidræt rykker vi os for langsomt.
Mit håb er, at Danmark igen må melde sig ind i kampen som et foregangsland, der går efter guld i ligestilling og anerkendelse. Det er i høj grad et spørgsmål om små, men vigtige signaler – som bakkes op af en reel prioritering. Den handicappede eliteatlet skal kunne kigge sig i spejlet og tænke: "Jeg har samme muligheder som alle andre." I sidste ende handler anerkendelsen om, at alle individer skal kunne spejle sig selv i det samfund, de er en del af.
Vi kan godt gøre det bedre end i dag. Kom ind i kampen, Danmark!
Pressalit støtter dansk handicapidræt og er derfor tilstede under Paraolympiaden.
