Udgifter til integration kan eksplodere

Politik

10/02/2016 09:46

Nick Allentoft

Den dårlige integration af flygtninge på det danske arbejdsmarked er en dyr omgang for det danske samfund – og regningen kan vokse betydeligt i de kommende år, hvis ikke integrationen bliver bedre, skriver Berlingske onsdag.

Nogenlunde sådan er konklusionen i en ny beregning, som er en del af det materiale, regeringen vil bruge som udgangspunkt for de forhandlinger med kommunerne og arbejdsmarkedets parter, der begynder torsdag. 

Ifølge beregningen, som er udarbejdet af Udlændingeministeriet og Finansministeriet, var udgifterne alene til integrationsindsatsen to milliarder kr. i 2013, men det tal vurderes allerede i år at blive mere end tredoblet til 6,5 milliarder kr. Og når vi når 2020, kan regningen ende på 10,4 milliarder kr. om året, viser regeringens tal.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

Forudsætningen for beregningen er, at tilstrømningen bliver, som regeringen forventer – nemlig 25.000 asylansøgere i år og 15.000 i de efterfølgende år – og at flygtninges integration vil være på det nuværende, lave niveau, hvor under en tredjedel er i job efter tre år i Danmark. 

Læs også interview med Margrethe Vestager

Regeringens beregning omfatter kun udgifterne til integrationsindsatsen – herunder primært offentlig forsørgelse og kommunernes integrationsprogram – og derfor vil der oveni komme udgifter til blandt andet skolegang, børnehaver og sundhedspleje. 

Ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) viser tallene, at »det danske samfund er under et gigantisk pres både økonomisk og værdimæssigt«. 

»Hvis ikke, vi formår at begrænse tilstrømningen og løfte integrationen, vil flygtningestrømmene meget hastigt udhule vores økonomi, og vi vil stå med en milliardregning, som vi slet ikke kan forestille os, om ganske få år,« siger hun til Berlingske.

»Det vil betyde, at vi hverken har råd til de skattelettelser, vi gerne vil give, eller de investeringer i velfærd, vi gerne vil lave, og det vil i givet fald få betydning for alt fra vores skoler til ældreplejen og sygehusene,« siger Inger Støjberg. 

Betyder det, at de bebudede skattelettelser er i fare, hvis ikke integrationen bliver bedre?

»Det hele er truet, hvis ikke det bliver bedre, ja,« siger Støjberg. 

Jeres beregning forudsætter, at ingenting bliver bedre i de kommende år. Er det ikke at opstille et skræmmebillede?

»Vi har i årtier forsøgt at gøre integrationen bedre, men det er ikke lykkedes. Derfor er det her slet ikke et skræmmebillede. Det er realiteterne, og derfor er det tvingende nødvendigt, at vi får ændret ganske markant på det her,« lyder det. 

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

Adspurgt om, hvad regeringen agter at gøre for at forbedre integrationen og dermed bringe udgifterne ned, peger Inger Støjberg på flere ting, blandt andet at tage højde for jobmulighederne, når flygtninge fordeles rundt om i landets kommuner, samt at tage som det »klare udgangspunkt«, at flygtninge er i stand til at arbejde fra første dag – også selv om de ikke kan tale dansk. 

Derudover lægger hun op til at forkorte det nuværende, treårige integrationsprogram »ganske væsentligt«. Hun åbner nu for, at det skal skæres helt ned til et år:

»Jeg kan sagtens se for mig, at vi vil afkorte det til et år,« siger Støjberg.

Overvismand: Kæmpe opgave at forbedre integration

I dag er dansk økonomi holdbar og sund på langt sigt, men det kan flygtningesituationen potentielt set ændre på, vurderer økonomisk overvismand Michael Svarer. Han understreger dog, at vismændene endnu ikke har lavet nogle beregninger på det:

»Det vil give et øget pres på de offentlige kasser. Og det kan også komme til at betyde noget for, om vores samfundsmodel så at sige er holdbar med den nuværende indretning, når man pludselig får så stor en udgiftspost, som skal finansieres,« siger Michael Svarer.

Han tror, det vil blive svært at gøre integrationen grundlæggende bedre og dermed bringe den økonomiske regning ned.

»Det er selvfølgelig ikke umuligt, og selvfølgelig kan man gøre det bedre. Men det er klart, at når man ser på erfaringerne og statistikkerne, så er det ikke, fordi den store optimisme breder sig i forhold til at få de nyankomne flygtninge engageret i stor grad på arbejdsmarkedet,« siger Michael Svarer til Berlingske.

Næstformanden i Kommunernes Landsforening (KL), Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), gør det klart, at den samlede udgift vil blive endnu højere, hvis man medregner nogle af de kommunale serviceudgifter såsom skolegang og børnehaver, som er udeladt i regeringens regnestykke, fordi de udgifter er af et »kæmpe omfang«.

KL er åbne for at diskutere at afkorte integrationsprogram fra tre til ét år, men Jacob Bundsgaard understreger, at det afhænger af, hvordan man konkret gør det:

»Det må ikke blive en løsning, hvor man med et enkelt fix tror, at så kan staten spare en helt masse penge, og så står kommunerne reelt med en opgave efter et år, der ikke er finansieret,« siger han til Berlingske.

LA: Glem alt om at aflyse skattelettelser 
Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, »anerkender fuldt ud«, at flygtningesituationen er en »alvorlig udfordring«. 

»Men jeg vil godt opfordre regeringen til med det samme at droppe de slet skjulte trusler om at lægge skattelettelser i skuffen. Det gider jeg simpelthen ikke at høre på. Skattelettelser er en del af løsningen og ikke en del af problemet, og det ændrer den her ekstraregning ikke på,« siger Anders Samuelsen til Berlingske. 

Hos et andet af regeringens blå støttepartier, Dansk Folkeparti, siger gruppeformand Peter Skaarup om regeringens tal, at »det viser, at integrationen vil være en mega omkostning for vores samfund«, og at regeringen derfor helt bør droppe integrationen og i stedet indkvartere flygtninge i statscentre, til de skal hjem igen. 

»Hvis ikke det er umuligt, er det næsten umuligt at integrere dem,« siger Peter Skaarup til Berlingske. 

Ifølge den radikale udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen, viser regeringens tal, at vi risikerer en »enorm regning«. Hun mener derfor, at det er den hæderkronede trepartsinstitution som sådan, der er til den afgørende eksamen under forhandlingerne.

Hun kritiserer dog også regeringen for at »have siddet på hænderne i forhold til integrationsindsatsen:

»Der er blevet spildt enormt meget tid på at forsøge at skræmme folk væk fremfor at fokusere på integrationen, som burde være opgave nummer et,« siger Sofie Carsten Nielsen til Berlingske. 

Regeringen har bebudet, at der i den kommende tid skal føres trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter og såkaldte topartsforhandlingerne med kommunerne for at forbedre integrationen. Det forløb indledes torsdag med et møde mellem alle parterne kl. 13.30 i Statsministeriets Spejlsal. 

 

Mest Læste

Annonce