Venstre i Esbjerg-kreds vil genopstille Carl Holst

Politik

03/04/2017 06:40

Nick Allentoft

Efter Rigsadvokaten fredag droppede at rejse straffesag mod tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V), bliver der nu snarest indkaldt til opstillingsmøde i Venstres kredsbestyrelse for Esbjerg Omegn.

- Carl Holst har meldt sig klar, og i bestyrelsen er der fuld opbakning til, at han fortsætter som vores folketingskandidat, siger formand for kredsen Jens Vind til DR Syd.

På grund af anklagen mod Carl Holst om stillingsmisbrug, har kredsen endnu ikke valgt folketingskandidat.

Ifølge Venstres vedtægter skulle folketingskandidaterne have været valgt senest et år efter folketingsvalget, altså den 18. juni sidste år. Men Esbjerg Omegn kredsen fik dispensation, så længe der ikke var truffet afgørelse om, hvorvidt der skulle rejses straffesag mod Carl Holst.

LÆS OGSÅ: Carl Holst slipper for straffesag

Det er nu op til medlemmerne, om der kommer andre kandidater på banen. Umiddelbart mener Jens Vind ikke, at postyret omkring Carl Holst får betydning for valget.

- Det håber jeg ikke, og jeg tror det heller ikke. Jeg har talt med lokalforeningerne, og det er mit indtryk, at nu hvor sagen er afsluttet, så er der stor tillid til vores kandidat, siger han.

Bliver Carl Holst valgt som kandidat, skal han kæmpe med Ulla Tørnæs om Venstre-stemmerne i Esbjerg.

Jens Vind håber, at der kan blive plads til dem begge i Folketinget.

- Det bliver en hård kamp både for Ulla og Carl, og det er ikke sikkert, der er plads til to. Men det håber jeg. Det vil være godt for Esbjerg at have to stærke stemmer på Christiansborg, siger Jens Vind.

Opstillingsmødet i Esbjerg Omegn kredsen vil finde sted hurtigst muligt, gerne inden for et par uger, oplyser kredsformanden.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.