Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skift tøj ofte og 6 andre gode råd, der kan hjælpe allergikere, når pollensæsonen begynder

Sundhed

04/02/2024 18:03

J. Bøgen

Hvilke tricks bruger du selv?

Hvor mange danskere byder foråret velkommen, er det en lidt anden sag for cirka 700.000 af deres landsmænd.

For godt nok er forår lig med længere dage, højere temperaturer og et hav af skæve helligdage - men det er også sæson for pollen, og lige nu sætter en af de værste syndere et solidt aftryk på mange danskere hverdag.

Luften er nemlig fuld af birkepollen, og faktisk regner eksperter med, at sæsonen i år bliver ekstra slem, fordi birken plejer at følge en toårig cyklus i forhold til intensitet - og sidste år var temmelig mild.

Men udover at have øjendråber, næsespray og allergipiller med på farten, er der faktisk også en række andre ting, allergikere kan gøre for at mindske generne i den knap halvanden måned, birk giver løbende næser og rindende øjne.

Hold dig inde

Medmindre du har et birketræ stående i stuen (hvilket undertegnede vil mene er en noget mere markant problemstilling end allergi), gør du klogt i at holde dig inden døre, når pollentallet er højest.

Følg med på lokale pollenvarsler og hent eventuelt en app, der kan give dig løbende opdateringer for dit område.

Luft ud med omhu

Man bør lufte ud i hjemmet, men med åbne døre og vinduer, vil birkepollen også gøre sin entré i stuer/værelser/soveværelser osv.

Rådet her er derfor at lufte ud i kortere, men intense, perioder, og overvej at tage en runde med støvsuger og støveklud, når du har lukket igen.

Vask hår og skæg hver aften

Pollen sætter sig i både hår og anden kropsbehåring, så gør det til en vane at tage et bad, inden du går til ro om aftenen.

Hvis du har skæg lige under næsen gør du desuden klogt i at vaske dette ekstra grundigt, da pollen her ryger direkte op i dine næsebor.

Brug (sol)briller

Selvom pollen er næsten umulige at se med det blotte øje, så er de enkelte partikler faktisk så store, at et par briller eller solbriller kan holde dem væk fra øjnene.

Hvis du ikke bruger briller, men heller ikke vil bruge solbriller (for eksempel om aftenen), kan du overveje at investere i et billigt par briller uden styrke.

Skift sengetøj oftere

Hvis du en enkelt gang eller to glemmer at vaske hår og skæg, inden du går i seng, kan du være sikker på at vågne den følgende morgen med voldsomme allergisymptomer.

Uheldigvis forsvinder pollen ikke med et trylleslag, og hvis du har haft pollen i håret, da du lagde hovedet hovedet på puden, vil der også være pollen i sengetøjet.

Overvej at skifte sengetøjet (og særligt pudebetrækket) oftere end normalt i denne periode.

Hold fingrene fra øjne og næse

Du kan gøre nok så meget for at forhindre pollen i at få adgang til dine øjne eller dine næsebor, men husker du også at vaske hænder hele tiden?

Sandsynligvis ikke, og det er et problem i forhold til pollen - for hvis dine hænder/fingre har pollen på sig, og du så lige gnider øjnene eller dine næse, ja, så kræver det ikke ligefrem en doktorgrad at regne ud, hvad der så sker.

Du kan selvfølgelig løse dette problem ved at tage nogle tynde handsker på, når du er udendørs, men det er nok nemmere og mere behageligt for de fleste at være ekstra opmærksom på, hvor fingrene bevæger sig hen i løbet af dagen.

Skift tøj ofte

Når du kommer hjem fra arbejde efter at have været udenfor, kan det være en idé at skifte tøj med det samme.

Ligesom hår, skæg og sengetøj, nærmest suger almindeligt tøj også pollen til sig, og det betyder, at du risikerer at gå rundt i en sky af pollen, selvom du faktisk er indenfor.

Overvej at gøre det til en vane at skifte tøj, når du kommer ind ad døren efter arbejde, og så kan du eventuelt bruge det samme sæt tøj igen, indtil du kommer hjem fra arbejde den følgende dag.

Mest Læste

Annonce