Lucas Andreas
Studiet peger på en markant forskel.
Flere børn og voksne får i dag en autismediagnose end tidligere, og nye resultater peger på, at tidspunktet for diagnosen hænger sammen med biologiske forskelle.
En omfattende dansk-britisk undersøgelse publiceret i Nature kortlægger genetiske mønstre hos mennesker, der får diagnosen i førskolealderen, sammenlignet med dem der først udredes senere i livet.
Forskerne kunne konkludere, at grupperne i gennemsnit bærer forskellige genvarianter, som samlet øger risikoen for autisme.
Professor Jakob Grove fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet siger ifølge norske ABCnyheter, at genetiske faktorer statistisk set har betydning for, hvornår diagnosen stilles, og hvordan tilstanden udvikler sig.
Udsagnet bygger på brede analyser af arvelige risikoscorer på tværs af store datasæt. Billedet er nuanceret, men tendensen er tydelig.
Personer der diagnosticeres sent, har i gennemsnit flere genetiske risikovarianter for ADHD, depression, posttraumatisk stress, selvskade og andre psykiatriske lidelser.
Forklaringen kan være todelt.
Mange har sandsynligvis kæmpet med uopdaget autisme, hvilket kan skabe mistrivsel og udløse nye symptomer. Samtidig peger de genetiske profiler på en ekstra sårbarhed for psykiatriske diagnoser.
Den tidlige gruppe skiller sig derimod ud ved oftere at bære højrisko genvarianter, som er mere direkte knyttet til autisme i sig selv.
Professor Michael Eriksen Benros fra Københavns Universitet og Psykiatrisk Center København vurderer, at studiet er grundigt og baseret på et solidt datagrundlag.
Ifølge Michael Eriksen Benros tyder resultaterne på, at autisme rummer forskellige udviklingsforløb med egne genetiske kendetegn. Den kliniske anvendelse kræver dog yderligere forskning.
Næste skridt kan blive langtidsopfølgning af børn med forhøjet risiko for at forstå, hvordan biologiske faktorer påvirker funktionsniveauet.
Genetik fortæller dog ikke hele historien. Forskerne anslår, at genetiske forskelle kan forklare omkring elleve procent af variationen i diagnosetidspunktet.
Socioøkonomiske og demografiske forhold som forældres uddannelse, bopæl og adgang til udredning står for cirka femten procent. Resten beror formentlig på et samspil mellem miljø, opvækst, skolesystem og alt det uforudsigelige, der følger med et menneskeliv.
Forskningen åbner for mere præcis forståelse af undergrupper. Målet er tidligere og bedre målrettet støtte. Vejen dertil går gennem store datasæt, forsigtige konklusioner og en smule tålmodighed.
