Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Debatindlæg: Alle har ret til tandpleje

Sundhed

25/09/2024 08:45

J. Bøgen

Han mener, en fælles forsikringsløsning kan være svaret.

Af Denis Lewinsky, stifter og direktør i Dansk Tandforsikring

Selvom tandplejen er blevet forbedret siden dengang, hvor et gebis var en normal konfirmationsgave, står mange danskere stadig over for betydelige økonomiske udfordringer i forbindelse med tandlægeregninger.

I Danmark lever mange mennesker med manglen af den rigtige tandbehandling, fordi deres økonomi ikke rækker til at få denne udført. Det er ikke blot et spørgsmål om individuel sundhed, men om retfærdighed og social lighed i samfundet.

Ordentlig tandpleje er en grundlæggende forudsætning for vores sundhed og livskvalitet. Desværre bliver tandpleje ofte nedprioriteret hos dem, der ikke har økonomien til det, da egenbetalingen træder i kraft efter 22-års fødselsdagen.

Det bliver betragtet som et grundlæggende personligt ansvar at sørge for sunde tænder – selvom genetik også spiller en væsentlig rolle. Mange danskere har derfor ikke råd til den nødvendige behandling på det rigtige tidspunkt hos tandlægen.

Det er på tide, at vi som samfund handler for at sikre, at tandpleje bliver en rettighed, som alle har adgang til, uanset økonomi.

Der skal være fokus på forebyggelse

I dag bruger vi milliarder på at behandle konsekvenserne af dårlig tandpleje – penge, som i stedet kunne være brugt på en mere effektiv, forebyggende tilgang. Fælles tandforsikring kan være nøglen til at sikre, at alle danskere har råd til nødvendig tandpleje.

Støttet af landsdækkende arbejdsmarkedsorganisationer kunne en forsikring skabe stordriftsfordele, som ville gøre den økonomisk overkommelig for arbejdsgivere såvel som arbejdstagere.

Vi ser allerede, at navnlig små til mellemstore virksomheder i stigende grad inkluderer tandforsikringer som en del af lønpakker, ligesom man gør med pensionsopsparinger. Hos Dansk Tandforsikring er salget af forsikringspolicer i første halvår af 2024 mere end fordoblet sammenlignet med fem år tidligere.

Selvom tandforsikringer kun udgør en lille del af lønsummen, anerkender virksomheder tandforsikringernes langsigtede økonomiske værdi for medarbejdere og deres familier og inddrager dem strategisk i lønsamtaler.

Fælles tandforsikring er ikke blot en ønskværdig løsning, men en konstruktiv vej til at sikre en retfærdig sundhedspleje også for de kommende generationer. Ordentlig tandpleje bør være en grundlæggende rettighed for alle, og det kræver fælles indsats og vilje til at handle nu.

Mest Læste

Annonce