De fleste kan klare en varm sommerdag med en iskold drik og en tur i skyggen, men ifølge videnskaben kan kombinationen af varme og fugt faktisk være direkte livstruende.
Selvom vi mennesker har udviklet en imponerende evne til at klare hede, har kroppen sin klare grænse – især når det regner.
Det skriver mediet Index.
Selvom, at temperaturer omkring 35 grader Celsius er en 100-årshændelse herhjemme, så føles de efterhånden næsten normale i de lange og mange hedebølger, vi oplever rundt om i Europa i disse år.
Men forskerne peger på, at temperaturen alene ikke fortæller hele sandheden. Når fugtigheden stiger til 100 procent, som den gør i regnvejr, risikerer vores krops afkølingsmekanisme at bryde sammen.
Årsagen er enkel: Kroppen køler sig normalt ved at svede, men når luften allerede er mættet med fugt, kan sveden ikke fordampe.
Det betyder, at kroppens temperatur hurtigt stiger fra de normale 37 grader til farligt høje niveauer, hvor organerne begynder at tage skade, og kroppen kan gå i chok.
Ifølge videnskabelige undersøgelser behøver temperaturen ikke engang nå 35 grader, før det bliver alvorligt. Faktisk kan en vådtemperatur (målt med et fugtigt termometer) på bare 31 grader være nok til at overbelaste kroppen efter få timer.
Det lyder måske paradoksalt, når millioner af mennesker lever i områder som Sahara, Mellemøsten eller Australien, hvor temperaturer omkring 40 grader er dagligdag.
Men forklaringen er, at disse steder typisk har en meget lav luftfugtighed. Her kan kroppen nemlig effektivt afkøle sig, fordi sveden nemt fordamper.
Men i områder med høj luftfugtighed, som Indien under monsunen, bliver situationen en helt anden. Her er temperaturer omkring 30 grader kombineret med konstant regn faktisk langt farligere end tør hede på 40 grader.
Forskerne understreger, at det ikke kun er en tropisk trussel. Og netop derfor er forskernes budskab klart: Hold øje med fugtigheden, ikke kun temperaturen.