Sundhedsministeriet er lodret uenig i centrale påstande i stævningen. Foto: Shutterstock
Sundhedsministeriet er lodret uenig i centrale påstande i stævningen. Foto: Shutterstock

Nu svarer Sundhedsministeriet igen på tobaksindustriens stævning

Sundhed

27/09/2022 12:50

J. Bøgen

Sundhedsministeren giver ikke meget for stævningens indhold.

Sundhedsministeriet har sendt et svarskrift til den stævning, som ministeriet modtog fra en række tobaks- og nikotinfirmaer den 22. december 2021.

Ministeriet er uenig med sagsøgerne på de helt centrale punkter. Blandt andet er det ifølge ministeriet helt klart, at e-cigaretter, opvarmede tobaksprodukter og tobaksfrie nikotinposer i sig selv er skadelige.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Sundhedsministeriet blev d. 22. december 2021 stævnet af den internationale tobaks- og nikotinindustri ved House of Prince A/S, Nicoventures Holdings Limited og British American Tobacco (Brands) Limited.

Sagsøgernes hovedargument var, at flere tiltag, som ministeriet havde sat i værk med den nationale handleplan mod børn og unges rygning, ikke kunne retfærdiggøres med henvisning til beskyttelse af folkesundheden. Sundhedsministeriet har udarbejdet et svarskrift til stævningen, som nu også offentliggøres på Folketingets hjemmeside.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger:

"Vi står på sikker sundhedsfaglig grund. Det er helt åbenlyst, at vi forbedrer folkesundheden ved at forhindre børn og unge i at bruge tobaks- og nikotinprodukter – uanset i hvilken form produkterne indtages. Vores mål er at beskytte vores børn og unge fra et livslangt afhængighedsforhold til et skadeligt produkt."

Skadelige produkter

Firmaerne bag stævningen påstår, at e-cigaretter, opvarmede tobaksprodukter og tobaksfrie nikotinposer er mindre skadelige end cigaretter. De mener derfor, at flere af tiltagene i handleplanen ikke vil medføre, at folkesundheden forbedres, men at den tværtimod vil blive forværret.

Det afviser Sundhedsministeriet og landets øverste sundhedsfaglige myndighed Sundhedsstyrelsen. Produkterne er i sig selv skadelige, da de kan medføre en række skadevirkninger, som børn og unge er særligt sårbare over for.

Barndommen og ungdommen er både en periode med øget risiko for at blive afhængig af nikotin og er en særligt sensitiv periode for varige skadeeffekter af nikotin, navnlig på hjernens udvikling.

Endvidere er der moderat til stærk evidens for, at nikotin øger sandsynligheden for at blive afhængig af både cigaretter og af rusmidler i almindelighed. Nikotin ser derfor ud til at have en ‘gateway’-effekt.

Således er det også berettiget at sætte ind med tiltag, der reducerer brugen af produkterne navnlig blandt børn og unge.

Læs svarskriftet her.

Mest Læste

Annonce