Professor: Det er ikke indvandreres kultur, der er skyld i høje smittetal

Sundhed

17/08/2020 13:08

På lørdagens pressemøde gav statsminister Mette Frederiksen en bredside til de indvandrer-miljøer, der har oplevet stor smittestigning de seneste uger. Professor Morten Sodemann mener dog, at kritikken er forfejlet.

"Når vi ser nøgternt på smittetallene, så er der ganske enkelt for mange med ikke-vestlig baggrund, som er smittet," udtalte statsministeren på lørdagens pressemøde. Udtalelsen har fået flere til at rynke på panden, for hvad var det egentlig for et signal, Statsministeren sendte til indvandrermiljøerne. 

BT var hurtigt ude med en applaus til Mette Frederiksen for endelig at indse og italesætte problemet. Det er dog ikke alle, der mener, at den store smitteandel blandt indvandrere skyldes en anderledes kultur. 

Professor Morten Sodemann har i Ræson forsøgt at komme med en anden forklaring på, hvorfor visse indvandrermiljøer oplever en større smittespredning and resten af Danmark, og her peges der ingenlunde på kulturen. 

Morten Sodemanns konklusioner kommer som en modvægt mod bl.a. Lars Aslan Rasmussens og seneste Statsministerens udtalelser.

"Kultur forklarer intet, men Lars Aslan lader det alligevel tjene som en eksotisk forklaring, der er forbundet med en særlig fremmed adfærd, der spreder corona-virus," skriver Morten Sodemann i sit indlæg, og lader det forstå, at smitten spreder sig på samme vilkår steder, hvor der ikke er forskellige indvandrerkulturer, man kan skyde skylden på. "Silkeborg er i dag ved at udvikle sig til et nyt smittecentrum – en by der oser af ærkedansk idyl og midtjysk vellevned. Nej, det er ikke let at være symbolpolitiker i en coronatid. Dét, man mener om morgenen, er gjort til grin om aftenen."

Minoriteter, kortuddannede og mindre velstillede rammes hårdt

Morten Sodemanns pointe er, at smittespredningen ikke handler om kultur, men at det handler om en kombination af erhverv, bolig, økonomi, familiestørrelse og adgang til sundhedsvæsnet. Det er altså ikke deres kultur, men deres socioøkonomiske status, der placerer dem midt i corona-orkanens øje. F.eks. er der en stor andel af indvandrere, der arbejder i frontlinjen og dermed hele tiden opererer i smittefyldt farvand. Det kan være arbejde i hjemmeplejen, taxabranchen, butiksbranchen, restauranter og på plejehjem, hvor smitterisikoen er høj, og når de samtidig med af økonomiske årsager bor flere i hver lejlighed og ofte med flere generationer under samme tag, så udvikles der en potentiel smittebombe. 

For Morten Sodemann er det vigtigt, at politikerne skal undgå at bilde vælgerne ind, at det er minoriteters dumhed eller ligegyldighed, der er årsagen til, at de har en højere smitterisiko, da det ikke er tilfældet. 

Mest Læste

Annonce