Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Så mange kalorier bruger kroppen, imens vi sover

Sundhed

14/09/2024 04:50

J. Bøgen

Der er faktisk ikke særligt stor forskel på at ligge under dynen og slænge sig på sofaen.

Du har måske hørt nogen sige, at du for guds skyld ikke må spise noget, inden du lægger dig til at sove.

Det er sådan set et meget godt råd, da det kan betyde, kvaliteten af din søvn bliver forringet, men hvis nogen prøver at fortælle dig, det er fordi, din forbrænding går i stå, bør du kaste en kage i hovedet på dem.

Myten om, at vi stort set ikke forbrænder noget, når vi ligger under dynen, lever i bedste velgående, men det betyder ikke, at den er sand - og her får du beviset.

Sådan udregner man det

Først kræver det lidt forklaring. I videnskaben bruger man såkaldte MET-værdier (Metabolic Equivalents), og de bruges til at udregne, hvor meget du forbrænder under en given aktivitet i forhold til, hvis du ikke foretager dig noget.

Man udregner sin forbrænding ved at tage MET-værdien for den aktivitet, du foretager dig, og gange den med dit basalstofskifte (BMR, Basic Metabolic Rate).

Basalstofskiftet angiver, hvor meget din krop forbrænder på overhovedet at holde sig i gang i løbet af et døgn. Det er altså den mængde energi, du bruger på at trække vejret, tænke, holde gang i organerne osv.

Der findes lidt forskellige svar på, hvad MET-værdien for søvn er, men de fleste anerkendte kilder sætter den til 0,9. For at tage højde for eventuelle faldgruber, sætter vi værdien i denne artikel til 0,8.

Hvad er BMR?

Nu har vi så den værdi, men vi skal stadig kende vores BMR. Den er langt mere vanskelig at beregne præcist, og det er vigtigt at understrege, at eksemplet i denne artikel udelukkende fungerer som en tommelfingerregel. Hvis du vil have din helt præcise BMR, skal der en større videnskabelig undersøgelse til.

Men som udgangspunkt kan du finde din BMR ved at bruge nedenstående regnestykker:

  • Mænd: BMR i kilokalorier= 88,362 + (13,397 x vægt kg) + (4,799 x højde i cm) - (5,677 x alder i år)

  • Kvinder: BMR i kilokalorier = 447,593 + (9,247 x vægt i kg) + (3,098 x højde i cm) - (4,330 x alder i år)

Selve regnestykket

Godt, så lad os prøve at lave beregningen med undertegnede som testperson. Jeg er en 33 år gammel mand, der vejer omkring 90 kilo og er 182 cm høj.

Så hvis vi sætter det ind i formlen ovenfor, ser det sådan ud: 88.362 + (13.397 x 90) + (4.799 x 182) - (5.677 x 32) = 2.349 kilokalorier.

For at finde ud af, hvad jeg så forbrænder på en time, dividerer jeg det tal med 24 (antal timer i døgnet): 2.349/24 = cirka 98 kilokalorier.

Jeg får typisk omkring otte timers søvn, og MET-værdien for søvn har vi sat til 0,8. Regnestykket ser derfor sådan ud: 8 x 0,8 x 98 = 627,2 kilokalorier.

Så jeg forbrænder altså lidt mindre end 630 kilokalorier i løbet af otte timers søvn.

Til sammenligning er MET-værdien, når vi er vågne og ligger på sofaen, 1. Så hvis vi skal udregne mit energiforbrug for otte timers tv-kigning på sofaen: 8 x 1 x 98 = 784 kilokalorier.

Det er altså ikke en stor forskel i forhold til, når jeg sover!

Denne her måde at udregne forbrændingen er, som nævnt, ret upræcis, men det beviser stadig, at vores forbrænding altså ikke går i stå, når vi tager en tur i drømmeland!

Mest Læste

Annonce