Sundheds­styrelsen gør status i forbindelse med epidemiens første bølge

Sundhed

24/03/2020 08:20

Kristian V. Jensen

Danmark er på vej ind i tredje uge af COVID-19-epidemien. I de kommende uger vil vi forvente yderligere smittespredning med flere alvorligt syge, der skal indlægges og behandles på sygehusene. Spidsbelastningen kan komme i ugerne efter påske.

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde mandag d. 23. marts en status på COVID-19 og to nye rapporter. Den ene rapport giver status på epidemiens først bølge, opdaterer risikovurderingen og beskriver de fremadrettede tiltag. Denne statusrapport om COVID-19 i Danmark vil blive opdateret ugentligt. Den anden rapport er den første analyse af behovet for kapacitet på de intensive afdelinger på sygehusene, med særligt fokus på hvordan vi løser spidsbelastning når epidemien topper. Det sidste dokument er et notat, der beskrives den aktuelle status ved indgangen til tredje epidemiuge. 

Ved indgang til den danske epidemis tredje uge d. 23 marts vurderer vi, at der er høj risiko for udbredt samfundsmitte med coronavirus over de kommende uger. Vi forventer derfor at se en fortsat stigning i antallet af syge og svært syge, som må indlægges til sygehusbehandling, herunder også flere med behov for indlæggelse og behandling på intensivafdelinger.

"Det er for tidligt at vurdere effekten af de mange iværksatte tiltag, der skal mindske smittespredningen i det danske samfund, men vi håber og tror, at de kan medvirke til at vi får en mere flad og udtrukket epidemikurve i Danmark. Vi vil fortsætte og målrette vores omfattende informationsindsats med konkrete handlingsanvisninger til både den generelle befolkning og til særlige målgrupper, som sårbare og udsatte grupper, samt til personale på sundheds- og ældreområdet. Det er ekstremt vigtigt, at vi alle efterlever anbefalinger og krav fra myndighederne, så vi kan begrænse smittespredningen”, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet den første vurdering af behovet for intensiv kapacitet og respiratorbehandling. Det forventede behov er vurderet ud fra data fra epidemierne i Kina og Italien, som er forsøgt "oversat" til danske forhold. Statens Serum Institut har bidraget til udarbejdelse af begge rapporter, og desuden har en bred gruppe af faglige og ledelsesmæssige repræsentanter fra regionerne været med til at udarbejde analysen af behovet for intensiv kapacitet.

"Vi må forvente en række udfordringer, som ikke kun handler om senge- eller respiratorkapacitet samt lagre af lægemidler og medicinsk udstyr, men i meget høj grad vil handle om, at der er tilstrækkeligt med personaleressourcer og -kompetencer. Vi har derfor nedsat en særlig ’COVID-19 Intensiv Task Force’, som sammen med regionerne løbende skal vurdere behov og kapaciteter på tværs af landet”, siger Søren Brostrøm, der understreger, at som epidemien udvikler sig, kan der godt vise sig store forskelle i smittemønster og kapacitetsbehov på tværs af Danmark.

Samlet set er det således utroligt vigtigt at fastholde et stort fokus på forebyggende tiltag, der kan reducere smittespredningen i det danske samfund, særligt med fokus på sårbare grupper, og tiltag som kan forventes at have en positiv effekt på den forventede belastning af sygehusene.

Læs Sunhedsstyrelsens status ved indgangen til tredje uge af epidimiens første bølge.

Læs Sundhedsstyrelsens rapport over epidemiens første bølge her. 

Læs Sundhedsstyrelsens rapport om behovet for kapacitet på de intensive afdelinge her. 

Mest Læste

Annonce