Supersygehuse tilpasses fremtiden

Infrastruktur

07/11/2013 14:47

Nick Allentoft

Danske supersygehuse får international klasse, siger erfaren rådgiver efter debat om køkkener og antallet af patientsenge.

“De danske sygehusbyggerier er kendetegnet ved, at man inddrager brugerne i større grad, end vi har oplevet i udlandet. Det er med til at øge kvaliteten af projekter og byggerier også når det gælder køkkener og sengepladser.”

Det fortæller arkitekt og central rådgiver Wilhelm Berner-Nielsen efter flere medier har skrevet, at køkkener er sparet ud af flere hospitalsbyggerier. Berner-Nielsen er partner i Arkitema, som er førende arkitektfirma på hospitalsbyggeri, og har stor global erfaring fra projekter i lande som Kina og Tyskland. Han er tryg ved processen omkring hospitalsbyggerierne i Danmark.

“Jeg tror vi opnår nogle bedre og internationalt klart sammenlignelige resultater i Danmark, fordi den skandinaviske kultur gør brug af brugerinddragelse i langt højere grad end vi har set i andre lande,” fortæller Wilhelm Berner-Nielsen, der i Danmark er koblet på det igangværende DNV Gødstrup byggeri ved Herning.

Arkitektens pointe er, at regionerne som bygherrer har lagt stor vægt på at involvere såvel personalegrupper som patienter i forberedelsen af byggerierne og afdækningen af, hvordan de nye supersygehuse skal indrettes mv..

Videndeling og brugerinddragelse

Danske Regioner har etableret et videndelingprojekt, som skal sikre, at de forskellige hospitalsbyggerier har adgang til hinandens viden og erfaringer. Herfra bekræfter man, at alle projekter har fokus på brugerinddragelse.

Hospitals-stafetten

Nutidens og fremtidens hospitaler nærmes fra alle vinkler i Hospitals-stafetten. Fra velfærdsteknologi, OPI, sygehusbyggeri og politisk opbakning til effektivitet, vækst og livskvalitet. Find alle indlæg her. 

“Alle regioner arbejder på forskellig vis med brugerinddragelse af både personale og patienter i forbindelse med de nye sygehusbyggerier med henblik på at anvende de unikke erfaringer fra brugerne i indretningen af de nye sygehuse, således så de i videst muligt omfang imødekommer de fremtidige forventninger og behov,” fortæller senior konsulent Christina Carlsen fra Center for Sundhedsteknologi, Erhvervssamarbejde og Regionel Udvikling i Danske Regioner.

Netop brugerinddragelsen skal sikre, at byggeprojekterne allerede i udviklingsfasen inddrager erfaringer og ideer fra både patienter og fagpersonale på et sygehus.

“I relation til kvalitetsfondsbyggerierne og moderniseringen af sygehusstrukturen, har regionerne i meget høj grad fokus på brugerinddragelse, og udnyttelsen af den unikke viden og erfaring personalet og patienterne har i relation til elementer omkring sygehusbyggeri,“ fortæller Christina Carlsen.

Tilpasninger handler om ønsker

I forhold til eksempelvis centralkøkken så handler det alene om, hvilken løsning regionen ønsker og hvilke driftsgevinster man fokuserer på, fortæller arkitekten.

“Et centralkøkken kan jo servicere et større område end et hospital, og man skal huske på, at det alene handler om et kæmpestort køkken. Der bliver under alle omstændigheder planlagt anretter-køkkener og lignende, så det er ikke så sort-hvidt,” påpeger Wilhelm Berner-Nielsen.

Men hospitalsbyggerierne står også med andre væsentlige udfordringer i forsøget på at bygge fremtidssikrede hospitaler. I Region Syddanmark foregår der diskussioner om et samarbejde med Philips, der skal sikre hele IT-infrastrukturen.

Velfærdsteknologi og eksport

Region Syddanmark og Philips har indgået en samarbejdsaftale, hvor man i fællesskab udvikler nye og innovative løsninger til regionens sygehusbyggerier.

Samarbejdet er baseret på offentlige-private innovationsprojekter (OPI) og betyder at Philips flytter ressourcer til Syddansk Sundhedsinnovation i Forskerparken i Odense. Samarbejdet bygger desuden på såkaldt Open Innovation, som indebærer at også lokale start-ups og virksomheder inddrages på lige fod i samarbejdet.

“For Philips er Danmark interessant i innovationssammenhæng, da de store sygehusbyggerier åbner op for brugerorienteret udvikling i innovationsklynger, hvorefter løsningerne kan testes i Living labs på de eksisterende sygehuse. Det betyder effektiv, relevant og målrettet innovation,” fortæller Jens Ole Pedersen, der er Business Development Manager i Philips Healthcare.

Samarbejdet har en lige linie til politiske ambitioner om et effektivt offentligt privat samarbejde, der kan skabe nye produkter eksporteventyr.

“Udover at skabe bedre og mere bæredygtige løsninger til gavn for såvel patienter som personale, skal sundhedsinnovationen samtidig være et springbræt til at sikre øget dansk eksport af velfærdsteknologi. Kun ved at det offentlige og private går sammen om innovationen og den efterfølgende implementering, kan vi udvikle løsninger, der vil blive efterspurgt globalt,” siger Jens Ole Pedersen.

 

Mest Læste

Annonce