Syv kommuner vil sagsøge staten for fejl i udligningen

Kommuner vil have flere hundrede millioner kroner tilbage fra staten på grund af en fejl i udligningssystemet.

Syv kommuner vil forberede et sagsanlæg mod staten på grund af fejl i udligningssystemet. 12 andre kommuner overvejer at tilslutte sig søgsmålet.

Det står klart efter et møde torsdag mellem borgmestre fra 19 kommuner fra hele landet.

- Vi ønsker at gå videre med det, fordi vi føler, vi er blevet snydt, siger Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune.

Jammerbugt og seks andre kommuner - Hjørring, Svendborg, Næstved, Lolland, Guldborgsund og Stevns - har tilkendegivet, at de klart bakker op om sagsanlægget.

Læs mere om udligningsdebatten her

Udligningsordningen er jævnligt emne for uenighed og debat mellem kommunerne. Læs meget mere på temasiden her. 

De resterende 12 kommuner, der var med ved torsdagens møde, skal tilbage til deres bagland og have endeligt tilsagn.

Kommunerne mener, at de i flere år er gået glip af flere hundrede millioner kroner på grund af en fejl i udligningssystemet.

- Hvis vi går helt tilbage til 2006, så er der flere milliarder, vi taler om. Men vi har en fornemmelse af, at vi kan blive ramt af forældelse. 

- Derfor er strategien at gå efter kompensation for årene 2016, 2017 og 2018. Her taler vi om et beløb på over en halv milliard kroner, siger Mogens Gade.

Fejlen har betydet, at der ikke har været taget højde for udlændinges uddannelsesniveau.

Eksempelvis har en veluddannet udlænding i Gentofte udløst samme tilskud som en ufaglært udlænding i eksempelvis Hjørring.

Allerede i 2014 gjorde Lemvig Kommune Økonomi- og Indenrigsministeriet opmærksom på problemet.

Men fejlen er først justeret med virkning fra 2019.

Det er især kommuner i hovedstadsområdet, der har haft en økonomisk gevinst på grund af fejlen.

De vil fra 2019 miste penge, fordi systemet nu justeres. Men regeringen besluttede før sommerferien at kompensere dem økonomisk for det tab, de vil lide.

Derimod er der ikke nogen kompensation til de kommuner, der i årevis har fået for lidt. Det vækker ekstra harme hos de kommuner, der nu vil forberede et sagsanlæg.

Mogens Gade erkender, at det er et usædvanligt skridt, kommunerne nu tager.

- Det er yderst ubehageligt. Vi har ønsket, at staten har villet lytte til os, så vi kunne ordne det mand til mand. Men der er ikke rigtig nogen, der har villet lytte, og derfor føler vi, at vi er nødt til at gå videre med det.

Kammeradvokaten, der er statens advokat, har tidligere vurderet, at der ikke er noget at komme efter for de kommuner, der nu vil gå rettens vej.

/ritzau/

Emneord: Kommunal udligning, Landsudligning, Udligning, Udligningsordning, Hjørring Kommune, Lolland Kommune, Jammerbugt Kommune, Svendborg Kommune, Næstved Kommune, Guldborgsund Kommune, Stevns Kommune, Mogens Gade, 140918
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6884

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også