Modernisering af den offentlige sektor har været på forskellige regeringers program under forskellige navne. Allerede i 1983 lancerede den daværende regering sit Moderniseringsprogram. Der er imidlertid fortsat behov for en større modernisering af den offentlige sektor. Ikke fordi alt er stået stille. Men der er brug for en mere radikal innovation. Der er brug for et større tiltag, som sikrer at organiseringen i den offentlige sektor gennemløber et gennemgribende eftersyn med henblik på en større samlet forandringsproces. Der er behov for et stærkt fokus på at sikre en offentlig økonomi i balance, hvor den offentlige sektor fylder mindre og yder mere.
Den nuværende regerings moderniseringsprogram skal frigøre 12 mia. kroner. Regeringens egen Produktivitetskommission har imidlertid konservativt skønnet, at potentialet er væsentligt større. DI mener, at et realistisk mål er, at moderniseringer og effektiviseringer i den offentlige sektor frem mod 2020 kan frigøre 36 mia. kroner.
Der er flere væsentlige tiltag, der skal tages samtidig. For det første gennem en skarp prioritering og en stram styring af de offentlige udgifter. Et centralt element i at genoprette balancen mellem den offentlige og den private sektor – er en afdæmpet vækst i det offentlige forbrug. Konkret foreslår DI, at der som udgangspunkt planlægges efter real nulvækst idet offentlige forbrug i 2014–20.
For det andet bør der være en gennemgang af den offentlige sektor med henblik på at prioritere, hvad sektoren reelt skal beskæftige sig med. Er der aktiviteter, der er sat i søen, men som tiden er løbet fra? Den offentlige sektor er en vigtig ramme for at drive virksomhed, og er dermed udgangspunkt for dansk vækst og velstand. De opgaver, som den offentlige sektor varetager, skal afspejle dette. Dette er imidlertid lettere at sige end at gøre. Der er brug for, at politik og manglende viden ikke kommer til at stå i vejen for den proces. Derfor foreslår DI, at regeringen nedsætter en udgiftskommission, der kan gå i dybden med dette.
Henning Christophersen: Politikerne mangler lederskab
Moderniseringen af den offentlige sektor er delvist mislykkedes, mener tidl. finansminister og formand for Venstre, Henning Christophersen. Han var arkitekten bag Moderniseringsprogrammet fra 1983, der i dag ses som moderen for de sidste 30 års forsøg på at skabe en effektiv offentlig sektor.
Modernisering er imidlertid ikke alene at få styr på de offentlige finanser. Der er for det tredje brug for en gennemgang af, hvordan der arbejdes i den offentlige sektor, og hvordan arbejdet er organiseret. At den offentlige sektor har ansvaret for, at nogle opgaver udføres, er ikke det samme som, at opgaverne skal udføres af offentligt ansatte. Af de opgaver, der kan udsættes for konkurrence, er det kun omkring 25 procent, der bliver det. Den samlede volumen af konkurrenceudsatte opgaver svarer således til 96,8 mia. kroner i 2012, ud af de 385,4 mia. kroner, der kan konkurrenceudsættes for. Det efterlader et samlet potentiale for mere konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver på i alt 289 mia. kroner.
Når beregninger viser, at der er en gennemsnitlig besparelse på 15 procent, hvis man fastholder samme kvalitetsniveau, så er det svært at forstå, at der ikke gøres mere for at inddrage de private leverandører. For at skubbe på den udvikling bør der fastsættes konkrete og ambitiøse mål for graden af konkurrenceudsættelse i hhv. kommuner, regioner og stat. Målet for den offentlige sektors gennemsnitlige konkurrenceudsættelse i 2020 bør være 41,6 procent, fordelt således: Kommunerne: 45 procent, regionerne 38 procent og staten 36 procent.
Produktiviteten og effektiviteten skal for det fjerde øges ved brug af eksempelvis velfærdsteknologiske løsninger og udnyttelse af mulighederne i digitaliseringen. Ny teknologi i form af digitalisering, selvbetjeningsløsninger og velfærdsteknologi kan give borgerne større frihed samtidig med, at det letter arbejdet i den offentlige sektor. Ligesom der bør stilles mål til konkurrenceudsættelse, bør der derfor opstilles mål til produktivitetsvækst. Dette er allerede kendt fra regionerne i dag.
For det femte bør målstyring generelt forfølges yderligere. Der bør arbejdes systematisk med forbedrede offentlige data og benchmarking på tværs, sådan at valide mål kan danne udgangspunkt for en effektiv styring, hvor man samtidig tager ved lære af de bedste inden for ens felt.
Dette kan til gengæld med fordel kobles til en afbureaukratisering af den offentlige sektor. I takt med at der etableres styringsredskaber baseret på resultater og effekter, så bør der for det sjette fokus på forenklinger af procedurer og proceskrav. Som Produktivitetskommissionen skriver, så har alle skiftende regeringer de sidste 30 år løbende annonceret, at man vil bureaukratiet til livs. Alligevel er antallet af nye regler steget eksplosivt. Det må der gøres op med, og denne gang må det ikke blive ved snakken.
Endelig bør modernisering for det syvende ske ved en ny tilgang til organiseringen af arbejdet internt. Moderniseringsprogrammet fra 1983 anerkender, at det ikke er viljen hos de enkelte offentligt ansatte til at yde en god service, der mangler. Ofte skal problemer i sektoren findes i rammerne i sektoren. Denne læresætning er lige så gyldig i dag som dengang, og Produktivitetskommission er inde på meget af det samme. Der skal løsnes op for de ledelsesmæssige rammer i den offentlige sektor, blandt andet ved at sikre større ledelsesrum gennem incitamentsskabende lønsystemer og arbejdstidsaftaler.
Der er hele tiden brug for løbende tilpasning, så den offentlige sektor udvikler sig sammen med det omkringværende samfund. Men der er også behov for, at vi stopper op og sætter en større proces i gang, der sikrer en mere gennemgribende modernisering af de syv spor, som er skitseret ovenfor.
