Normalt regner man med, at beskeder ikke kan læses af andre.
Lige nu læser andre
Hvis du har en firmatelefon er det nu, du skal spidse ører.
En ny opdatering er landet til Android telefoner, og i den ligger en ny funktion, som du som ansat bør være opmærksom på.
Opdateringen gør det muligt for arbejdsgivere at arkivere medarbejderes RCS- og SMS-beskeder på arbejdstelefoner, selv om beskederne ellers er end-to-end-krypterede. Dermed er endnu en kommunikationskanal rykket ind i arbejdsgiverens sfære.
Det var Microsoft, der først satte sindene i kog, da virksomheden annoncerede et Teams-værktøj, som kan fortælle ledelsen, hvornår ansatte ikke er aktive.
Nu følger Google trop med deres nyeste tiltag.
Læs også
Ifølge Android Authority giver den nye funktion arbejdsgivere mulighed for at “opfange og arkivere RCS-chatbeskeder på arbejdskontrollerede Android-enheder”.
I mere jordnære termer betyder det, at medarbejdere ikke længere kan regne med, at deres beskeder i Google Messages er private, når telefonen tilhører virksomheden.
Google understreger, at funktionen ikke gælder private enheder. I brancher som finans og sundhed har man længe haft pligt til at arkivere SMS-kommunikation, og den nye løsning udvider blot dette til RCS-formatet.
Problemet er, at mange ansatte i almindelige virksomheder længe har betragtet beskeder som noget mere uformelt end mail.
Forvirringen udspringer af en udbredt misforståelse om end-to-end-kryptering. Krypteringen beskytter kun beskeden under selve transmissionen. Så snart den ligger på telefonen, er den dekrypteret og tilgængelig for den, der administrerer enheden. Med andre ord: kontrol over telefonen betyder kontrol over indholdet.
Læs også
Google forsvarer tiltaget som “en pålidelig og Android-understøttet løsning til arkivering af beskeder, som også fungerer for SMS og MMS”.
Medarbejdere vil desuden se en tydelig notifikation, når arkiveringen er aktiv. Det ændrer dog ikke ved, at arbejdstelefoner pludselig er blevet mindre attraktive, især for dem der foretrækker at holde arbejdsliv og privatliv adskilt.
Funktionen kan også få utilsigtede konsekvenser. Mange virksomheder har i årevis kæmpet med såkaldt shadow IT, hvor ansatte bruger apps som WhatsApp og Signal for at undgå intern overvågning. Den nye arkiveringsmulighed risikerer blot at skubbe flere i samme retning.
For medarbejdere med arbejdsgiveradministrerede Android-telefoner er budskabet klart. Når en besked popper op om, at arkivering er aktiveret, betyder det, at kommunikationen ikke længere er så privat, som mange gik og troede.
Det er måske værd at huske, inden næste sms til kollegaen sendes afsted i frokostpausen.