Foto: Agnete Schlichtkrull

Thorning: Regeringen vil uddanne de ledige og ufaglærte

Velfærd

30/04/2014 08:00

Freja Eriksen

Regeringen afsætter 500 millioner årligt til uddannelse i udspil til beskæftigelsesreform, der kommer onsdag.

Ufaglærte skal kunne bruge 80 procent af dagpengesatsen på at uddanne sig. Det er en del af regeringens udspil til en beskæftigelsesreform, som bliver fremlagt onsdag, og som skal markere et brud med den hidtidige indsats for at få ledige i arbejde.

Det fortæller statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til TV-Avisen på DR tirsdag aften. 

- Vi vil gøre op med bureaukrati og meningsløs aktivering. I stedet vil vi bruge pengene på uddannelse, siger statsministeren.

Reformudspillet "Vejen til varig beskæftigelse - den enkelte i centrum" indebærer også, at ufaglærte og ledige skal kunne tage to års uddannelsesorlov for at opkvalificere sig i deres dagpengeperiode.

500 millioner vil regeringen årligt sætte af til at uddanne ledige og ufaglærte.

Statsministeren oplyser desuden, at det skal være slut med de lediges seks ugers selvvalgt uddannelse.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) uddyber over for TV2 Nyhederne, hvad det vil sige, "at reformudspillet sætter den enkelte i centrum".

- Reformen skal være en kontrast til det, man oplever som ledig i dag. Den skal give frihed til at gøre det rigtige for den enkelte ledige, siger hun og antyder samtidig, at regeringen har tænkt sig at skrue bissen på over for kommunerne.

- Der er brug for, at der er pres på kommunerne i forhold til, at de skal give den enkelte ledige de bedste forudsætninger for at komme i arbejde igen, siger Vestager.

Politiken erfarer, at regeringen samlet set regner med, at 3500 flere personer kommer i arbejde som følge af reformen frem mod 2020.

Det vil bidrage med omkring en milliard kroner til statskassen, er forventningen.

Reformen præsenteres onsdag middag af statsministeren, økonomi- og indenrigsministeren og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), dagen inden Thorning og hendes socialdemokratiske partifæller drager ud i landet for at holde 1. maj-taler.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce