Tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte er død

Politik

08/11/2016 23:18

Nick Allentoft

Retsopgøret om nu afdøde Peter Brixtoftes tid som borgmester i Farum tog hårdt på ham, oplyser familien.

Peter Brixtofte, tidligere skatteminister og borgmester i Farum, er død i en alder af 66 år.

Det oplyser hans døtre, Vibeke Brixtofte, Signe Brixtofte og Marie Magne Larsen, i en pressemeddelelse. 

Den ene af døtrene fandt den tidligere borgmester alene i hans lejlighed i Farum tirsdag eftermiddag, skriver Ekstra Bladet.

Det var i samme by, at Peter Brixtofte for alvor blev kendt i offentligheden, da han i 1986 for første gang overtog posten som borgmester.

Den politiske karriere begyndte dog allerede i 1973. Her blev han valgt til Folketinget for Venstre, hvor han sad som medlem i tre perioder over 30 år.

Men dyre middage på skatteborgernes regning, tvivlsomme sponsoraftaler og forsøg på at skjule kommunens dårlige økonomi for byrådet satte en alvorlig dæmper på den politiske karriere i 2002, hvor han måtte forlade sin borgmesterpost.

Peter Brixtofte fortsatte dog som løsgænger i Folketinget frem til 2005.

Senere blev han dømt for groft mandatsvig og embedsmisbrug for sin tid som borgmester i Farum.

Og i 2008 besluttede Valgbarhedsnævnet, at Brixtofte ikke var værdig til at være folkevalgt politiker.

- Retsopgøret om Peter Brixtoftes tid som borgmester i Farum og det efterfølgende fængselsophold tog hårdt på ham og førte til et omfattende alkoholmisbrug, som han kæmpede med i flere år, oplyser døtrene.

Få måneder før sin død kaldte Brixtofte Farum-sagen "et politisk attentat".

- Jeg har en kolossalt god samvittighed. Jeg ved, at jeg har gjort mit bedste, og jeg ved, at det er en flot by, jeg har efterladt, sagde han i interviewet, som blev sendt på DK4.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykker i en pressemeddelelse stor sorg over Peter Brixtoftes død.

- På det personlige plan var det smertefuldt, at jeg som indenrigsminister måtte sætte foden ned for de uregelmæssigheder i Farum, der fulgte i kølvandet på Peters utålmodighed med at skabe den – i hans øjne – perfekte kommune, og dermed i realiteten sætte en stopper for hans politiske karriere. 

- Det siger meget om mennesket Peter Brixtofte, at han aldrig lod dette komme imellem os som mennesker. Jeg vil husker Peter som den ven, han var, skriver statsministeren.

Venstres næstformand, udenrigsminister Kristian Jensen, kalder Peter Brixtoftes dødsfald "trist".

- Han bør huskes for mere end lovbruddene. Der var også nyskabende forslag og gode ideer, skriver han på Twitter.

Ud over sine døtre efterlader Peter Brixtofte sig syv børnebørn, en mor og en kæreste.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce