Tiltale: Bedrog børneinstitution for over to mio

Velfærd

15/09/2018 11:04

Nick Allentoft

Ifølge Nordsjællands Politi skal en kvinde fra Rungsted have stjålet mobiler og millionbeløb fra sit arbejde.

En 46-årig kvinde fra Rungsted er anklaget for at snyde sin arbejdsplads for 2,2 millioner kroner. Det fremgår af en tiltale mod kvinden, som anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi har rejst.

Købene blev ifølge anklagen foretaget, under dække af at det skulle være til den børneinstitution, som kvinden arbejdede i. Men det var ikke arbejdspladsen, der fik glæde af indkøbene, det var angiveligt kvinden selv.

I et tidsrum fra januar 2014 og november 2016 skal kvinden 295 gange have foretaget indkøb til den institution, hun var ansat i. 

Men disse køb var ifølge anklagen enten ikke foretaget eller blev foretaget for egen interesse eller vinding, hvorefter hun modtog refusion for købene. 

Politiet blev opmærksomme på sagen, da man modtog en anmeldelse fra en kommune. Det oplyser specialanklager Martin Broms fra Nordsjællands Politi. 

- På den baggrund har der været en efterforskning, der har ført frem til, at der skulle rejses tiltale, siger han.

Kvinden er tiltalt for mandatsvig for op mod 2,2 millioner kroner af særlig grov beskaffenhed. Specialanklageren er ikke bekendt med, hvordan kvinden selv forholder sig til tiltalen.

Det drejer sig om indkøb i en række forskellige tøjforretninger, hudplejeklinikker, isenkram- og brugskunstforretninger og en trælasthandel.

Derudover er kvinden også mistænkt for at have stjålet tre mobiltelefoner, der angiveligt tilhørte hendes chef. 

Sagen skal for retten i Helsingør, og anklagemyndigheden har anmodet om, at der bliver afsat 11 retsdage.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce