Erhvervsledere vil bygge bro mellem udsatte og virksomheder

Ledelse

14/06/2017 10:51

Nick Allentoft

Der er penge i socialt ansvar, lyder det fra Code of Care stifter Peter Nørgaard. Men der er også beskæftigelse til hundrede tusinder af udsatte borgere, erklærer han.

”Dem, der ikke kan bruges til noget i det veltrimmede, industrialiserede samfund, kan bruges til noget andet.“ 

Ordene kommer fra professor Steen Hildebrandt, der sammen med en række erhvervsledere står bag organisationen Code of Care. Den er stiftet af den succesfulde midtjyske erhvervsleder Peter Nørgaard, som med sin virksomhed Creativ Company vandt prisen som Europas Bedste Arbejdsplads for nogle år siden. 

I dag har Nørgaard givet ansvaret for sin virksomhed videre, og i stedet kastet sin tid ind i Code of Care. Visionen er, at få alle danske virksomheder til at adoptere Code of Cares værdigrundlag omkring socialt ansvar. 

”Creativ Company er en rigtig god forretning med sorte tal på bundlinjen, på trods af at vi tager et meget stort socialt ansvar, eller nærmere på grund af at vi tager et socialt ansvar” forklarer Peter Nørgaard. 

”De værdier, der ligger i en social engageret virksomhed, kan vi se på de 12 bundlinjer vi gør op i virksomheden. Ud over at vi altid har haft overskud, scorer vi højt på loyalitet, trivsel og engagement. Det gør at vi altid har rigtig mange ansøgere til de stillinger vi slår op.”

Erfaringerne fra Creativ Company fik for nogle år siden Peter Nørgaard til at starte Code of Care. Organisationen arbejder i dag for at virksomheder skal se værdierne i at tage et socialt ansvar, for det enkelte menneske, for de øvrige medarbejdere, for virksomheden og for samfundets skyld.

  Fundamentet er støbt I dag er Code of Care en nonprofit organisation, som en lang række virksomheder allerede har sluttet op omkring, fortæller bestyrelsesformand Lone Østergaard. ”I og med at vi selv er virksomhedsledere, så taler vi til virksomhederne på en anden måde, end hvis vi var offentligt ansatte. Det hører vi fra kommunerne. Når de banker på lukker virksomheden døren op på klem, når vi gør det åbner de døren helt op, og vi beder dem om at række hånden frem til samfundets udsatte”, fortæller Lone Østergaard, formand i Code of Cares bestyrelse. 

Om Code of Care

Non-profit initiativet Code of Care ønsker at erhvervslivet går foran med at tage socialt ansvar. Der er penge i det for virksomhederne, og samfundet vinder ved at udsatte borgere får et tilhørsforhold til arbejdsmarkedet - ofte med så stor succes, at det skaber nye jobs. 

Læs mere om Code of Care her.

Code of Care består af virksomhedsledere, der selv tager et socialt ansvar i deres virksomhed. Organisation blev stiftet for fem år siden af virksomhedsledere i Holstebro, og Peter Nørgaard håber den offentlige sektor og politikerne de kommende år vil inddrage Code of Care endnu mere i arbejdet med at skabe beskæftigelse til udsatte borgere.

Med erfaring som udgangspunkt

I dag står 15-20 procent af alle borgere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet, og det koster samfundet flere hundrede milliarder årligt i sociale ydelser og et social- og beskæftigelsessystem, hvor tusinder af ansatte skal hjælpe udsatte borgere.  

For Peter Nørgaard står det lige for at foreslå en alliance mellem offentlig og privat sektor, for han mener at erhvervslivet kan løfte en stor del af ansvaret.  

I Creativ Company har vi altid taget et socialt ansvar. Faktisk holder vi fast i at 15 procent af vores medarbejdere skal være fra kanten af arbejdsmarkedet. Det har vi levet op til lige fra vi var 15 ansatte til de over 200 vi er i dag,” fortæller den engagerede samfundsborger. 

Virksomheden Creativ Company, som handler med hobbyartikler i det meste af Europa, startede han for 15 år siden, og til trods for at de i dag er 200 medarbejdere, så holder de stadig fast i at ansætte mennesker med udfordringer i livet. 

"Vi har lige solgt til en kapitalfond, og her var vores værdigrundlag et vigtigt argument for at købe virksomheden, for alle kan se, at der er penge i det," fortæller Nørgaard. 

Der er stort potentiale 

I mange år har omkring 19 procent af de danske virksomheder haft en erklæret strategi på området. Der er derfor et stort potentiale for at løfte interessen endnu mere, og Code of Cares vision er, at få alle danske virksomheder til at følge værdigrundlaget for socialt ansvar. 

"Vi får et stærkere samfund ved at tage et fælles socialt ansvar. Men der er også penge i det," erklærer Peter Nørgaard.

"I dag er over 500.000 mennesker uden for arbejdsmarkedet af psykiske, fysiske eller sociale årsager. Rigtig mange, ja måske allesammen, kunne få tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis flere virksomheder fulgte værdigrundlaget i Code of Care," siger Nørgaard.

Selvom mange i dag forbinder Code of Care med stifteren af Creativ Company, så har organisationen i dag deltagelse fra en lang række stærke personligheder og aktive virksomhedsledere. En af dem er professor Steen Hildebrandt.

Et grundvilkår at vise socialt ansvar

”Hvis din virksomhed på nogen måde skal kunne klare sig på fremtidens globale marked, vil social ansvarlighed blive et grundvilkår for at drive forretning, siger Steen Hildebrandt. 

”Der burde være et fag i folkeskolen, som hjælper børn til at udvikle social intelligens. Den type intelligens som handler om at vise empati og ægte interesse for sine medmennesker”, siger han.

Manglende socialt ansvar koster hvert år samfundet 55 mia. kroner. Det påpeger Det Sociale Netværk med henvisning til en hvidbog fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Peter Nørgaard forstår godt, at mange erhvervsledere er forbeholdne over for at gå helt og fuldt ind i et værdigrundlag for socialt ansvar. Dels er der risiko for fiasko og dels kræver det engagement. 

"Men beslutningen er sværere end selve rejsen, faktisk kan man blive afhængig af at gøre noget godt for andre" påpeger Nørgaard. 

Netop for at hjælpe beslutningerne på vej giver Code of Care virksomheder og offentlige aktører mulighed for snuse til værdierne og perspektiverne gennem inspirerende arrangementer, informerende workshops og især deres innovative måde at samle virksomhedslederne omkring en konkret udfordring i deres eget område.  

Mest Læste

Annonce