11,5 millioner kroner. Så mange penge forsøgte sociale bedragere at snyde Næstved Kommune for sidste år. Hovedparten af beløbet er snyd med kontanthjælp, hvilket betyder, at en række kontanthjælpsmodtagerne tjente en løn ved siden af at modtage den offentlige ydelse. En mindre del af sagerne stammer fra snyd med børnetilskud m.v.. Næstved Kommune er i øjeblikket i færd med at sagsbehandle yderligere en række sager, som omhandler sygedagpenge, og den undersøgelse vil muligvis afsløre endnu mere snyd – og dermed endnu flere penge.
Af det samlede beløb er 1,7 millioner kroner allerede løbet tilbage i kassen, mens 5 millioner kroner bliver sparet, fordi kommunen ikke udbetaler dem fremover. 6,5 millioner kroner skal stadig betales tilbage.
De fire ansatte i Næstved Kommune opdagede bedraget ved at sammenligne ydelsesmodtagernes eventuelle indtægter, mens de også undersøgte deres adresseoplysninger. 30 af de i alt 605 sager er dog kommet for en dag, fordi nogle borgere ganske enkelt anmeldte de sociale bedragere til kommunen.
Teknologien virker
I alt hver femte kontanthjælpsmodtager i Næstved har bedraget kommunen, og det overrasker Ydelsescenterchef Niels Larsen.
- Det er skræmmende. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at tallet var så højt, fortæller Niels Larsen.
Hans medarbejdere har gjort det godt, og de har haft gavn af teknologien. Siden 2008 har kommunen benyttet sig af det såkaldte e-indkomstregister, som automatisk registrerer borgernes indtægter.
- Når man får en løn, indberetter arbejdsgiveren det til e-indkomstregistret, og de oplysninger bliver sammenkørt med vores register. På den måde får vi hurtigt besked, hvis nogen snyder, forklarer Niels Larsen.
Og han forestiller sig, at det reelle antal sociale bedragere er større, end det antal kommunen har fundet.
- Dem som vi har registreret, har haft en officiel lønindtægt. Det er jo ikke engang sort arbejde, siger Ydelsescenterchefen.