”De seneste beregninger fra AE-rådet viser eksempelvis, at der til næste år skal fyres 17.000 i stat, regioner og kommuner – så det med, at man som offentligt ansat er tryg i sin ansættelse, holder ikke.”
Og usikkerheden i ansættelsen er også slået igennem blandt FOAs medlemmer. En rundspørge foretaget af FOA i november måned viser, at 51 procent af de adspurgte i meget høj grad, høj grad eller delvis frygter at blive fyret. I marts måned svarede blot 17 procent ja til de samme spørgsmål.
I FOA forstår man medlemmernes bekymring.
”De aktuelle prikkerunder på hospitalerne har især ramt basispersonalet. I Hørsholm har vi set et eksempel hvor 11 ud af 12 sosu-assistenter blev fyret – og det er den samme melding vi modtager andre steder i landet – det er FOAs faggrupper, der bliver fyret.”
Dennis Kristensen fortæller i dag på FOA's kongres i Odense, at der inden for det seneste år er blevet 956 færre af FOAs social- og sundhedspersonale i regionerne, herunder social- og sundhedsassistenter. Antallet af akademikere er til gengæld steget med seks procent eller 284 personer i samme periode.
” Det er helt uacceptabelt, at regionerne tillader, at deres økonomiske problemer udnyttes som et skalkeskjul for at forsøge at gøre kål på en velkvalificeret plejegruppe, som hospitalerne har et oplagt behov for at råde over.”