Troels Christensen fra V til LA i Slagelse

Politik

16/01/2013 09:49

Nick Allentoft

Venstres tidligere kulturordfører i Folketinget og nuværende byrådsmedlem i Slagelse skifter parti. På Facebook meddeler Troels Christensen, at han endegyldigt forlader Venstre og har meldt sig ind i Liberal Alliance.

Troels Christensen, der var borgmester i Hashøj Kommune fra 2002 til kommunesammenlægningen i 2006, kommer dermed i samme parti som sin tvillingebror Villum Christensen, der sidder i Folketinget for LA. Beslutningen kommer efter flere ugers uro omkring en tillidspost under byrådets kulturudvalg.

”Jeg har været med i Venstre i 35 år, og det er selvfølgelig ikke noget, man beslutter fra den ene dag til den anden, at man skifter parti. Derfor har det været en beslutning, der har været længe undervejs. Jeg har ikke længere følt, at mine liberale grundholdninger - især lokalt - blev repræsenteret bedst af Venstre – og balladen i byrådet var sådan set det, der slog hovedet på sømmet,” skriver Troels Christensen på Facebook.

Troels Christensen var medlem af Folketinget fra 2005 og indtil valget i september 2011, hvorefter han har koncentereret sit politiske arbejde i Slagelse Byråd. I december blev han smidt ud af Venstre i Slagelse, og har siden overvejet sin politiske fremtid. Med skiftet til LA bakker han fortsat op om et borgerligt projekt, skriver han på Facebook, hvor han også indikerer, at han genopstiller til kommunalvalget i november.

”Målsætningen er at sikre et borgerligt styre i Slagelse kommune. Et skifte som borgerne i Slagelse har ønsket længe, men som på grund af manglende evne og vilje til samarbejde ikke har ladet sig gøre,” skriver han, og sender en hilsen til sine tidligere partikolleger:

”Jeg er naturligvis ked af, at den lokalforening og byrådsgruppe jeg har arbejdet tæt sammen med og repræsenteret i så mange år, er ude i lidt af et stormvejr. Men som jeg tidligere har sagt, ønsker jeg ikke at indgå i det person-fnidder der har foregået, men appellerer nu til at se fremad,” skriver Troels Christensen.

/NTA/

Mest Læste

Annonce