Det er egentlig en solstrålehistorie for alle, der tror på velfærdssamfundet. Borgere i tusindtal er begyndt at handle af egen kraft mens staten langsomt kvæler de sidste rester af velfærdsmodellen.
Mere af Nick Allentoft
I forbindelse med flygtningekrisen sidste år blev Venligboerne landskendte, og har siden bredt sig til flere steder i Danmark. Venligboerne har tilført debatten noget nyt og berigende, nemlig fokus på samfundet frem for staten. De har i menneske til menneske kontakten vist, hvad samfundet kan. Venligboerne har samtidig - indtil den nyligt opståede interne konflikt - formået at holde politik og venlighed afskilt, fordi ingen politikere kan tage patent på venlighed, og intet samfund har sammenhængskraft uden venlighed renset for politik. Det er væsentligt i en tid, hvor velfærdsstaten strammer grebet om sine borgere gennem reformer, respektpakker og stram styring.
Senest er Næstehjælperne kommet til. De er nyt medlem af det, som DenOffentlige for tre år siden døbte den sociale modstandsbevægelse. Næstehjælperne, der på få uger har samlet godt 5000 mennesker, sørger for hjælp mellem mennesker for at holde en næstekærlig hånd under udsatte borgere, der får stadig strammere økonomi mens staten forsøger at presse - eller hjælpe dem alt efter retorik - ind på arbejdsmarkedet. Allerede for tre år siden opstod på Facebook en lignende hjælpegruppe, men dog af mere praktisk karakter - Ting bortgives til udsatte, som i dag har godt 20.000 medlemmer på Facebook. Modsat Venligboerne har denne gruppe et politisk element i sig. De protesterer mod velfærdsstatens kurs mod udsatte borgere, men de svarer igen med velfærdssamfundets sammenhængskraft.
Med Næstehjælperne og Venligboerne som synlige bevægelser anes en ny udvikling, hvor samfundet tager over, når staten fejler.
Velfærdens paradoks
Når samfundet på denne måde leverer en modreaktion til statens linie opstår et sært paradoks. Venligboere og Næstehjælpere taler om protester og reaktion mod statens opførsel, men med deres handlinger viser de, at mennesker er bedst hjulpet af mennesker, og de færreste af os smiler over mødet med systemer.
Dermed står vi efter fire-fem årtiers forsøg på at skabe en velfungerende velfærdsmodel i en historisk konflikt mellem samfundet og staten.
I årtier har velfærdsstaten målrettet søgt at skabe tryghed og sikkerhed for den enkelte borger, men den har på mange måder fejlet. Socialpolitisk, styringsmæssigt og - nå ja - skattemæssigt. Alligevel holder staten stædigt fast i sin måde at se landet på. Det er som om staten slet ikke kan anerkende samfundets betydning og rolle, og det er naturligvis skidt.
Nu har samfundet fået nok, og en modreaktion er igang helt uafhængigt af, hvad staten måtte finde på.
Signalerne om denne gryende udvikling har været mange og længe. Udviklingen i borgernes tillid til politikerne er et. Valgresultater siden Jordskredsvalget i 1973 er andre.
Måske er endda også tonen i debatten et stærkt signal, for mens den generelle debat bliver mere og mere polariseret i en kamp om statsmagten, så står flere og flere af, og engagererer sig i ting, der gør en konkret og praktisk forskel. Nogle handler i det samfund, de tilhører, mens andre stadig tror på forandringer gennem staten.
Derfor bliver det spændende at se, om Venligboere og Næstehjælpere kan fastholde deres rod i samfundet, eller om politiske interesser langsomt overtager bevægelserne og dermed bryder den sammenhængskraft, som er samfundets styrke og statens mulighed.
