Kâhler-gate blev symbolet på, hvor stærk middelklassen er blevet for sig selv. Men selv vaser kan gå i stykker.      Foto venligst leveret af: Jonatan Giletowicz Beverud
Kâhler-gate blev symbolet på, hvor stærk middelklassen er blevet for sig selv. Men selv vaser kan gå i stykker. Foto venligst leveret af: Jonatan Giletowicz Beverud

Middelklassen har sejret ad helvede til

Velfærd

20/12/16 10:14

Nick Allentoft

Velfærdsstatens største succes er blevet dens største trussel, for middelklassen går på kviksand med sin sociale blindhed, selvoptagethed og stigende lukkethed.

                      (Udgivet første gang i januar 2015, genudgivet i julen 2016)

De redder lidt dårlig samvittighed ved at støtte Knæk Cancer, når TV2 i en hel uge hjernevasker vores følelsescenter. Når systemet svigter en hjemløs, bliver historien delt så samvittigheden er på plads, og når en god sag kan støttes med en spand koldt vand overtager selfie-videoer de sociale medier. Men når virkelighedens smerte kommer for tæt på overtager den sociale blindhed.

Sådan er middelklassen.  

Her er der ikke tid til at forholde sig til komplicerede udfordringer som flere fattige børn i Danmark, markante stigninger i antallet af selvmord og uhyrlige fejlprocenter i myndighedernes behandling af alt fra børnesager til sygdomsforløb.

Det har man politikerne og medierne til at tage sig af. Ligesom man har lærerne til at tage sig af børnenes læring, pædagogerne af opdragelsen, hjemmehjælperen af forældrene og lægerne af de familiemedlemmer, der får brug for helbredsmæssigt værkstedsbesøg, når motordelene står af.  

Er den gal med børnene, må pædagogerne og lærerne stramme op, og i de grelle tilfælde de andres børn. Er de gamle ensomme, må kommunen sørge for at ældrechecken går til flere hjemmehjælpstimer og går operationen galt er det en lægefejl.  

Sådan er det også med den der middelklasse. Det er lige lidt lettere at pege på problemerne andre steder end hos sig selv, og med den høje skat og presset på jobbet er det vel kun rimeligt at velfærdssystemet - servicestaten - løser problemerne.

Ok, middelklassen kan som helhed ikke gøre for det. Den unge udgave er vokset op mens Nyrup og Mimi fortalte, at familien er det vigtigste, og familieorlov nærmest en borgerpligt. Den lidt ældre udgave klarede nok sig selv, men slap gennem kreative orlovsperioder finansieret af dagpengeperioder på helt op til syv år.  

Læs også: Servicestaten salter vejen til social deroute

Der er pil i begge ender

Men flere og flere klager også over konkurrencestatens stigende pres på det enkelte menneske. Eller individ. Eller produktionsenhed. Alligevel er det svært at pege på konkrete problemer, for det er jo rigtigt nok. Vi skal hele tiden blive dygtigere. Konstant optimere vores tid og arbejde.

Selvom vi egentlig godt kan se, at der er noget galt, har vi ikke længere tid til at stoppe op og evaluere. Frustrationerne kommer ud gennem likes, tweets og brok i fritidsklubben. Hvem har tid til at fokusere på andet end overlevelse?  

Hvis nu systemet rundt omkring den her middelklasse så virkede, ville problemerne være til at overskue. Så kunne systemet, politikerne, medierne, ja samfundet, løse udfordringerne mens den arbejdende befolkning passede maskinparken.

Sådan har det måske været, men de tider er forbi. Kvalt af økonomisk krise og følgerne deraf.

Middelklassen må vågne op til handling

Velfærdsmodellen har skabt en middelklasse så stærk, at den i dag på mange måder står i vejen for Danmarks fremtid. Debat og reformer dikteres af middelklassens standarder, mens underklassen - normalt kaldet de socialt svage - optræder som underholdning i artikler, radioprogrammer og tv-serier, og overklassen - normalt kaldet de rige - stigmatiseres som grådige og åndeligt fattige.  

Lisbeth Zornig Andersen åbnede døren til en underverden, der siden har fået udvidet sin taletid så socialkrisen i dag er underholdning i tv-serier på landets nationale tv-stationer. Socialrådgiverne i Odense, Zornigs udsatte og nu også en blok på bistand i Holbæk. Disse programmer stiller fundamentale spørgsmål ved indretningen af vores samfund, men i stedet for at fremprovokere debat ender de som underholdning for middelklassen, mens presse og meningsdannere optræder i dagpengecirkus.

Klumper sammen på midten

Det er en farlig udvikling, der forstærker en - bevidst eller ubevidst - social blindhed i middelklassen mens de mennesker, der har noget at bidrage med vælger tavsheden for at opnå freden. Den offentlige debat klumper sammen på midten, og væsentlige emner bliver underholdning.

Tragedien ved denne klumpen sammen på middelklassens midte er, at store grupper i netop middelklassen kæmper med stigende frustrationer. Middelklassen rummer indre modsætninger, der i høj grad forklarer folkets faldende tillid til politikere og medier.

Middelklassen har sine kampe med det offentlige system, med stress i hverdagen, kroniske sygdomme, diagnosticerede børn eller syge familiemedlemmer. Men middelklassens normer for god opførsel tillader ingen individuel kritik. Kun fokus på egne udfordringer og ofte bag den pænest mulige facade, hvor sympati nok udtrykkes, men handlinger undertrykkes. Det er en gruppedynamik, som tilsiger den enkelte, at hjælpe sig selv og tro på, at systemet tager resten.

Nuvel. Middelklassen har tilført vort samfund megen harmoni. En væsentlig tryghed og en stor lykkefølelse. Men også det er truet, og tegnene er mange. Politikerlede, faldende tillid og senest et par trin tilbage på ratingen over verdens mest lykkelige folk. Læg hertil økonomisk krise.

Middelklassens dekadence er med andre ord blevet dens egen værste fjende. Velfærdsstatens største succes er blevet dens største trussel.

Det begynder i middeklassen

Velfærdssystemet er groft sagt skabt med to afsæt, der er forbundet som hånd og arm.

Det sociale, som handler om at bryde den sociale arv, fremme lighed og sikre trygheden for mennesker, der rammes af sygdom eller ledighed.

Det andet afsæt er målet om at skabe en stor middelklasse, hvor man kan leve et liv i social tryghed, passe sit job og gennem fælles finansiering komme fra vugge til grav uden at bekymre sig videre om finansieringen mod til gengæld at betale en høj skat.

Den nuværende indretning af velfærdsmodellen hænger ikke sammen. Det har politikere og offentlighed vidst i årtier, og flere generationer af politikere har siden halvfjerdserne forsøgt at gøre noget ved det. Uden videre held. Nu begynder virkeligheden at presse sig på.

Det er middelklassens borgere, der betjener samfundets vigtigste funktioner. Fra redderen i ambulancen, der sendes til en hjemløs på gaden, over sagsbehandleren, der skal føre samtaler med ledige til den praktiserende læge, der ser lige ind i familiers værste problemer.

Det er også middelklassen, der fylder mest i velfærdssystemet. Fra forældrene, der stiller krav til folkeskolelærerne, over bilisterne, der kræver ordentlig infrastruktur, til skatteborgerne, der peger fingre af multinationale selskaber mens håndværkerne fra Litauen laver kælderen.

Nok har velfærdsdrømmen skabt en stor middelklasse. Men middelklassen er presset, og det pres kan kun lette, hvis middelklassen selv tager et ansvar. Enkeltvis og som bindemiddel for den tryghed vores samfund hviler på.

Derfor lyder nytårets spørgsmål til eftertanke - fra os til vores læsere:

Tør du sige fra i din egen hverdag også, når det gør lidt ondt?

Tør du give lidt ekstra, selvom du skal ofre lidt mere af dig selv?

Tør du tage et medansvar, der rækker længere end et ”like” eller et smart tweet?  

 

Annonce