Middelklassens velfærdssamfund

I disse år sker en historisk omtænkning af vores velfærdssystem. Årtiers opbygning af love, regler, ydelser og rettigheder er lagt til side med relativt kort varsel for de mennesker, reformerne vedrører. “Vinderne” i middelklassen har ingen grund til at bekymre sig - før en af mange enkeltsager rammer dem selv.

I denne tid får en borger, der har en kæreste, men er kontanthjælpsmodtager, besked på at klare sig selv. Omvendt har en borger, der klarer sig selv, men bliver ledig, ret til kurser, vejledning fra jobcenter og kontanthjælp.

Det er essensen af budskabet til mindst 12.000 danskere, der er på kontanthjælp i parforhold. De vil snart opleve sidste fase af en kontanthjælpsreform, der udmønter et skifte i velfærdsmodellen.

Det velfærdssystem, de fleste af os er opdraget til at tro er indrettet for alle danskere, bliver i disse år nyindrettet til middelklassen. Men har den “middelmådige” dansker opdaget reformernes konsekvenser, som måske favoriserer denne samfundsgruppe, men hurtigt kan forvandle deres virkelighed til den udsattes?

Et nyt velfærdssystem

De fleste mennesker har det godt i Danmark - langt de fleste har det heldigvis rigtig godt. Men nogle har det skidt, og andre kan få det skidt. Lige nu drejer debatten sig om konsekvensen af kontanthjælpsreformens regler om gensidig forsørgelsespligt. Reformen har været kendt i måneder, men antallet af enkeltsager i pressen stiger efterhånden som 1. januar nærmer sig, og antallet af berørte menneskeskæbner rent faktisk vokser.

FOKUS: 30 år med moderniseringer

30 år med moderniseringer

Se vores interviewserie med centrale beslutningstagere.

Læs alle artikler her 

Reformerne stiller så høje krav til bl.a. jobcentrenes sagsbehandling, at den enkelte borger er overladt til sin egen skæbne. Her er tale om mennesker, som systemet har haft under sine velfærdsvinger i kortere eller længere tid , men også mennesker, som er arbejdsparate, men i løbet af krisen er havnet på endestationen, kontanthjælp. Mennesker, som her og nu har særlige udfordringer i livet. I morgen kan det være dig. Og så begynder timeglasset at tælle ned. Hvis du har ret til dagpenge, har du 24 måneder uanset omstændighederne.

Virkeligheden er, som den ser ud i dag, at hvis du bliver du ledig, og har optjent ret til dagpenge, har du to år til at afklare din fremtid. Derfra skal du ikke regne med det offentlige, og kan kun få kontanthjælp, hvis du bor alene eller har en partner, som er i samme - eller værre - situation som dig selv. Bliver du alvorligt syg, skal du vente på udredning i sundhedssystemet og sagsbehandling i kommunen. Det kan nemt tage længere tid end de 52 uger, det er muligt at få dagpenge. Derfra er der kontanthjælp, hvis du altså ikke er gift med en, der tjener for meget, eller i et revalideringsforløb, hvor du skal igennem afklaringsforløb, som systemet dikterer. At tjene for meget kan i nogle tilfælde alene være et spørgsmål om, at partneren er på dagpenge. Dagpengesats kan være at tjene for meget, hvis parret er under 30. Og det er ligegyldigt om den ene er på barsel.

Stilhed fra middelklassen

Lige nu er reformernes konsekvenser illustreret med den gensidige forsørgelsespligt. Nye regler opløser velfærdsmodellens beskyttelse af den enkelte borgers identitet, og flytter forsørgelse fra velfærdens solidaritetsprincip til kæresten. Samme øvelse foretages med langtidssyge. Den offentlige ydelse overdrages fra velfærdssystemet til familie, venner, arbejdsplads, naboer, kærester, børn - eller til rendestenen.

Undervejs har der ikke for alvor været en offentlig debat om systemet, hvem, det er der for, og hvad vi skal forvente af det. I stedet har reformer - som de færreste kan gennemskue - kunnet føres ind gennem Christiansborgs bagdør med salgsargumentet “stram økonomi”.

I Danmark er det relativt let for det brede flertal at gennemføre reformer, der rammer grupper uden for middelklassen. Når kontanthjælpsmodtagerne høres i denne tid, er det igennem personsager, som de fleste af os skyder bort i afmagt over for den viden, vi mangler for at forstå hele historien. Derfor siger de fleste af os, at hvis nogen har det skidt, er de nok selv ude om det. Hvis der er nogen, der har det endnu værre, har vi systemet til at hjælpe dem. Problem solved.

Derfor finder reformer af dagpengesystem, fleksjob, førtidspension og nu kontanthjælp vej gennem den politiske proces uden bekymringer eller larm i middelklassen. Idet Enhedslisten samtidig er det eneste parti, der reelt siger ændringerne imod, bliver det politisk fornuftige i reformerne bekræftet på sin helt egen absurde måde.

Flere skal arbejde

De seneste reformer skal flytte flere fra passiv forsørgelse til beskæftigelse. I sin enkelhed en sund og vindende idé.

Der tales så meget om innovation og borgerinddragelse i det offentlige. Men med netop reformerne valgte man innovation og borgerinddragelse fra. Muligvis i manglende tillid til de mennesker, som reformerne rammer. Eller måske i forventning om en gammel regel, der siger, at når først man har vænnet sig til bestemte vilkår er det svært at vænne sig af med dem igen.

Men nu rammer reformerne i høj grad de mennesker, som de fleste af os tror, velfærdsmodellen er skabt til at sikre tryghed for - minimal tryghed. I et forsøg på at behandle alle lige, bliver alle behandlet lige dårligt. Uanset fysisk eller mental tilstand.

Det er ærgerligt, for dermed har systemet, partierne og mange tusinde offentligt ansatte nu fået borgerne imod sig.

Tænk om man havde valgt en vej, hvor endemålet var vedtaget, men omstillingen til det overladt til kommuner og borgere. Hvor kommunerne kunne fokusere mere på de borgere, som reformerne vedrører end de regler og rammer, de har ført med sig. Hvor der lå belønning til de, der var kvikke og fandt gode løsninger.

 

Emneord: Velfærdssystemet, Middelklasse, Socialkrisen, Udsatte, Kontanthjælpsreform, Gensidig forsørgelsespligt, Jobcentre, Sagsbehandling, Dagpengereform, Beskæftigelse, Sygedagpenge, Enkeltsager, Chefredaktør Nick Allentoft, Samfundslederskab
Samfundssind v. Nick Allentoft på DenOffentlige.dk Tidligere stifter og chefredaktør på DenOffentlige.dk....
Aktivitet: Artikler: 88 | Kompetenceområder: 7

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 09.12.13 Judy
    Middelklasseangsten

    Jeg fik kuldegysninger af at læse kommentaren 'Middelklasseangsten', det får mig til at tænke på den tysk/jødiske filolog, der levede i Nazityskland, og skrev bogen LTI-'Lingua Tertii Imperii' om retorikken i Det Tredje Rige om, hvordan 'Sproget tænker og digter for os'. Neoliberalismens paroler minder til forveksling om nazismens. Jeg har også lagt mærke til, hvor tit politikere, journalister med flere gentager ordet 'historisk'. Denne frase var Hitler og Goebbels også storforbrugere af. Hverdagssproget og i medierne er blevet klichefyldt, det var også ret kendtegnende for nazismens sprog. Jeg kunne blive ved at drage paralleller. Det kan jeg se, at andre også har bemærket hvordan løgne bliver til sandheder med tilstrækkelig hyppige gentagelser.

  • 04.12.13 Ole Jakobsen
    Middelklassenangsten

    Der findes et psykologisk begreb der hedder ”middelklasseangsten”. Frygten for det ukendte kombineret med en omvæltning i samfundet de ikke helt forstår. Udvikling kommer meget sjældent fra middelklassen, men fra bunden. Middelklassen er meget konservativ ud fra tanken om, at vi ved hvad vi har, men ved ikke hvad vi får, derfor holder de mere fast i det de kender end at kaste sig ud i nytænkning og forandring.

    Dansk politik har været styret af frygt, frygten for de fremmede, frygten for terror, frygten for økonomisk krise og nu frygten for folk på overførselsindkomst, alt sammen opfattes som en trussel mod den velstand middelklassen har opnået.

    Den situation vi står i nu, har været undervejs længe og det er med systemer, at de når et mæthedspunkt, hvor udviklingen går i stå, netop på grund af frygten. Middelklassen har oplevet konstant fremgang siden 2. verdenskrig sluttede, men ingen kan se, hvordan den fremgang kan fastholdes, ingen kan se hvilken retning ledelsen af landet skal bevæge sig i, derfor vælger man politikere der er lige så rådvilde som vælgerne selv, politikere der mere fastholder, end gør fremskridt, tør gøre det der skal til, for at landet kan bevæge sig fremad og gøre nye landvindinger til fællesskabets bedste, i den situation kommer angsten for at miste det man har opnået.

    Det er et gammelt kendt trick, at skabe en fjende, for at skabe samling om magten, men det er også et udtryk for netop det rådvilde. For at skabe en fjende eller fjende billede, må der skabes en frygt og frygten er at miste velstand, hvem er så fjenden ja det er som nævnt de fremmede som udhuler velfærden ved at komme rendende med hele deres familie og kræve sammenføring, de fremmede der vil skabe utryghed gennem terror og trusler, spekulanter der driver forretning på et højst tvivlsomt grundlag og når de først er dømte, kan politi og anklagemyndighed i en uendelighed blive ved med at mistænkeliggøre de allerede dømte, ingen nævnt ingen glemt og det uden at sætte spørgsmålstegn ved, om nogen af disse forretningsfolk rent faktisk har fat i noget rigtigt og det måske er lovgivningen der er forkert eller som har et gammeldags tankesæt som grundlag.
    Nu er turen så kommet til de mennesker der er så uheldige, at havne i det sociale system. Folketingets politikere står i kø for at stemple os som dovne samfundsnassere med kræver mentalitet der ikke kan bidrage til samfundet, løgne der bliver til sandhed i de flestes bevidsthed, udelukkende ved at gentage dem. Liberal Alliance er de mest rabiate i deres holdninger og retorik. ”Det er i orden at se ned på folk der er på overførselsindkomst”, de taler sågar om, at folk på overførselsindkomst ikke længere skal have stemmeret, et par udtalelser der beviser, at løgnen om truslen fra folk på overførselsindkomst er blevet til en politisk sandhed, det er den politiske virkelighed.

    Lisbeth Zornig Andersen udtrykker denne bekymring i den kampagne hun har ført op til kommunalvalget ”Stemmer på kanten”. I grundlaget for sin kampagne udtrykker hun sin bekymring for demokratiet og parallelsamfundet, det hun giver udtryk for er middelklasseangsten, frygten for det som man kender og er tryg ved står for fald. Stort set ingen sætter spørgsmålstegn ved, hvem der er den reelle trussel mod demokratiet, er det nogle få kontanthjælpsmodtagere der oplever et håbløst og langt hen ad vejen brutalt system, som giver op over for magthaverne, der aldrig har lyttet til deres problemer, eller er truslen i virkeligheden den angste middelklasse der hverken tør eller formår at se fremad, som ikke tør gøre noget helt modsat og overraskende. Lisbeth Zornig Andersen taler om frygten for parallelsamfundet, igen er der ingen der spørger til, hvem har skabt det parallelsamfund, for det findes allerede, ingen taler om, hvad der skal til for inklusion af dem der befinder sig i parallellen, men fokusere kun på eksklusion igennem reformer. Politikerne mener, at de kan inkludere folk, igennem tvangsoperationer, tvangsmedicinering, tvangsindlæggelse, tvangsfjernelse, tvangsarbejde, med tvang ekskludere man mennesker ikke inkludere.

    Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sagde i sin tale til Socialchefforeningens 100 års jubilæum, at det fællesskab vi har, er et økonomisk fællesskab. Nej det har aldrig været et økonomisk fællesskab, men et menneskeligt socialt fællesskab, hvor økonomi er en del af det. Den økonomiske del af fællesskabet blev systematiseret igennem den fælles kollektive gensidige forsørgelses og forsikring der hedder skat. Hvorfor begynder ministeren pludselig at lave grundlagt for fællesskabet om? Ellers ville folketinget ikke kunne forsvare deres politik og ville ikke kunne bruge økonomi som argumentation, for hvem afgør, hvornår folk er dovne og ikke apatiske som følge af tvangspolitikken? Hvem afgør hvad et bidrag til samfundet er og hvad det bidrag skal bestå af? Alle ved der er tale om penge, for hvis det ikke var så, ville politikerne ikke kunne slippe af sted med den løgnagtige stempling af kontanthjælpsmodtagerne, som dovne med kræver mentalitet, der ikke bidrager til samfundet og dermed ville der ikke være nogen begrundelse eller retfærdiggørelse af deres reformer.
    EU startede som et økonomisk fællesskab, men for at opnå folkelig opbakning, handler EU i dag mere om borgernes rettigheder og levevilkår end noget andet, dermed viser Mette Frederiksen, at det politiske system vi har i dag er inde i en dødskamp, som kun holder sig i live ved tvang og undertrykkelse af de svageste, ved kontrol af alle i samfundet, for den der har kontrollen, har magten. Kontrollen kalder vi bare bureaukratiet for at gøre det mere spiseligt og udefineret. Kontrol skaber utryghed og mistænkeliggørelse, kontrol opfattes som en trussel mod vores integritet, bureaukrati er noget der bare er der for rodehovedernes skyld og opfattes kun som en gene.

    Reformerne er hverken innovative, opfindsomme, nyskabende eller retfærdige, men udtryk for en politisk dødskamp og manglende evne til nytænkning, et resultat af middelklasseangsten.
    Reformerne afspejler en tysk 30’er tankegang, ”arbeit macht frei” filosofi. Tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen hævede, at syge bliver raske af at arbejde, hvis det skulle være tilfældet, hvorfor er der så stadig syge i samfundet og flere der næsten på daglig basis får stress i invaliderende grad?
    På dansk kalder vi det nyttearbejde, men var det ikke lige det der var begrundelsen for koncentrationslejrene, at sørge for og systematisere nytteeffekten af de uønskede borger i samfundet, blandt andet igennem medicinske forsøg, er det ikke det politikerne taler om herhjemme, at udvide medicinske forsøg på mennesker, nu har man jo skabt en gruppe af uønskede borger på kontanthjælp, som man igennem lovgivningen tvinger til operationer og medicinering, for at kunne opnå en forsørgelse, alt sammen pakket meget fint og acceptabelt ind med begrundelsen, at mennesker skal have en nytteværdi og vide, at der er brug for dem, men de færreste sætter spørgsmålstegn ved måden. Reformerne gennemtvinger en offentlig accept af mennesker på kontanthjælp, ikke en accept af de mennesker, som de mennesker de nu er, men en gennemtvunget økonomisk nytte accept.
    Grundlaget for reformerne er de løgne politikerne selv har skabt om kontanthjælpsmodtagerne, fuldstændig som man gjorde i Tyskland i 30’erne ved at udpege grupper i befolkningen, som dem der bar skylden for Tysklands daværende økonomiske situation, men der er også løgnen om passivitet, for i virkeligheden er passiviteten lovbestemt.

    Loven er skruet sådan sammen, at du ikke må foretage dig noget, som kontanthjælpsmodtager, der kan virke konkurrenceforvridende, altså ikke udføre noget, som kunne være et betalt arbejde. Du må heller ikke lave noget i en sådan grad, at du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Du må fx ikke udføre vennetjenester, dermed er du lovmæssigt pacificeret således, at du altid står til rådighed. Det har politikerne nu vendt mod kontanthjælpsmodtagerne, at det er dem der bliver passivt forsørget, det store spørgsmål er så, om folketinget har husket, at ændre på følgelovgivningen, så folk med nyttejobs ikke pludselig kan blive anklaget for socialt bedrageri.

    For at tage mig selv som udgangspunkt forholder det sig således, at jeg er på kontanthjælp og har været det i over 20 år. Der foreligger stakkevis af rapporter, speciallægeudtalelser osv. der alle siger det samme, at jeg aldrig kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg har lært mig selv, at lave kunsthåndværk, at designe broderier og lave dem, det er ikke noget erhverv og vil aldrig kunne blive indtægtsgivende arbejde, der vil kunne gøre mig selvforsørgende. Problemet opstår når jeg har lavet noget, så kan det kun komme til at ligge i skuffen og samle støv. Jeg må gerne sælge det, men indtægten skal modregnes krone for krone i kontanthjælpen, hvilket betyder, at jeg ikke kan dække materialeomkostningerne. Opgiver jeg ikke indtægten ved salg af mit arbejde, men bruger det til at dække omkostningerne, begår jeg socialt bedrageri og risikere en fængselsstraf på op til et år, samme straf som man får, hvis man har et skarpladt skydevåben på sig.
    Folk får ikke en kinamands chance for at holde sig beskæftiget og udvikle sig selv gennem kunst og kunsthåndværk. I denne del af debatten dukker spørgsmålet om bidrag til samfundet igen op, hvem skal afgøre hvad der er et bidrag?
    Systemet har skabt den generelle dovne Robert, som slet ikke er dovn, men pacificeret. Mennesker der bliver undertrykt, underkuet og tyranniseret bliver føjelige, men også apatiske. Når systemet ikke kan rumme mig, så er det også lige meget. Politikernes og systemets ligegyldighed med det enkelte menneske og deres menneskelige bidrag til samfundet, avler kun ligegyldighed. Den passive kontanthjælpsmodtager er skabt af systemet og misbruges nu som skræmmebillede på den trussel middelklassen står overfor.
    Oveni skal lægges den konstante trussel om, at få frataget forsørgelsen, hvis du vover at gøre noget, som systemet ikke har godkendt og den absolutte kontrol over, der er ikke nogen plads til et selvstændigt initiativ.
    Der er mange som kommer med argumentet, hvorfor skal vi betale for nogle der bare leger i den tro, at de er kunstnere. Kontanthjælpen er en midlertidig forsørgelse indtil ansættelse kan opnås, hvor i består det forkerte, at folk udvikler sig, så længe de stadig er arbejdssøgende? Det det grundlæggende handler om, er retten til at forbedre sin egen situation og retten til at beholde sin integritet.

    Problemet bliver bare endnu større med de sociale reformer. Syge kan ikke længere få tilkendt førtidspension og dermed gøres kontanthjælpen til en permanent ydelse med de ekstreme restriktioner der er forbundet med det, en fastlåst gruppe, som politikerne kan bruge som den moderne tids jødiske prygelknabe, til at holde middelklassen i skak.

    Forventningerne til velfærdsstaten, hvem har skabt dem? Den oprindelige tanke var jo, at det var de fattigste og svageste, der skulle have velfærden, men skiftende regeringer med lige så skiftende motiver, har gjort velfærden tilgængelig for alle. Folkepensionen var tiltænkt dem som ikke kunne lægge til side til alderdommen, men er blevet til, at alle får folkepension helt eller delvist. Efterlønnen var tiltænkt de nedslidte for at skabe plads til de arbejdsledige, men blev også for alle. Langsomt blev velfærden udhulet og bliver i dag brugt som den politiske nøgle til magten.

    Langsomt har vi forladt kirken og religionen, som det der satte de moralske rammer for vores liv i takt med, at der var en politisk kamp der skulle kæmpes mod bl.a. social armod, men også for sundhed, ligestilling og frigørelse. I dag er målene nået, men ingen nye mål er sat og det skaber et politisk tomrum. De politiske kampe er afløst af velstand, partipolitik er blevet til et fortidslevn og politik er blevet til magt for magtens skyld og styres af politiske interesser ud fra overskrifterne i nyhedernes malstrøm. Vælgerne er ikke længere trofaste mod et bestemt parti. Politikerlede og vælgerflugt er blevet en realitet. De politiske partier styres efter ideologier og dogmer der blev udarbejdet i tiden omkring første verdenskrig for 100 år siden, noget der i dag er blevet utidssvarende og forstenet.
    Mennesket søger hele tiden efter noget nyt, nye veje, nye muligheder og større personlig frihed, der kommer partipolitik på tværs.
    Vi kan ikke længere lade os begrænse af noget så uvæsentligt, som at forholde os til et enkelt parti, men ønsker styreform der sikre os de mest personlige frie rammer, retfærdighed og en retfærdig fordeling af de fælles goder. I det tomrum kæmper dagens politiker for at skabe sig en synlig politisk profil for sig selv og sit parti og kampen om vælgerne er blevet intensiveret. Alle fra SF til DF vil gerne fremstå som ansvarlige, men hvordan, lige nu er det ved at vende tilbage til en gammelkendt politik, hvor uansvarlighed og uforsvarlighed bliver gjort til det modsatte. Politikerne har skabt fattigdommen for at vise de er økonomisk ansvarlige og at de har fuld kontrol over situationen og hoben på den anden side i parallelsamfundet. De har skabt syndebukken for at få vælgerne til stemmeurnerne, de har skabt frygten for at kunne fastholde et forældet styresystem.

    Reformerne med bl.a. forsørgelsespligten er født forældede idet samlivsformerne for længst har fundet andre og nye veje. Tiden med far, mor og 2,749 børn er for længst slut. Samfundsøkonomien blev baseret på to indtægter i takt med kvindernes indtog på arbejdspladsen.

    Dronningen har ofte talt om, at vi befinder os i en brydningstid, jeg er fuldstændig enig. Samfundets styresystem skal fornyes, hvordan kommer vi videre uden de kendte politiske kampe? I hvilken retning skal vi overhovedet bevæge os, hvad er det naturlige? Efter ligestillingen og ligeberettigelse er det vel nulstillingen der kommer som det næste, intet kønnet, der hvor vi er mennesker og ikke mænd eller kvinder, heteroseksuel eller homoseksuel, men der hvor vi er det vi er, mennesker. Det er ikke underligt, at der politisk fokuseres så meget på værdipolitik, en måde at fastholde det vi har i frygten for det som kommer, at fastholde det trygge, det kendte.
    Midt i denne forvirring om, hvor vi skal bevæge os hen som samfund og som mennesker, vælger vi nogle politikere der er lige så rådvilde som vi selv er, for dem kan vi afspejle os i, men den politik der kommer ud af det, er en politik der går baglæns med besparelser, nedskæringer og stramninger. Vi vælger politikere der forsøger af al kraft, at skrue tiden tilbage for at undgå det uundgåelige og fastholde fortiden. Vi befinder os i brydningen mellem det døende og det kommende, men kampen for at fastholde historien som nutid, ja den betaler de svageste for.

    Kampen, uretfærdighederne og armoden bliver nok engang smeltedigel for omvæltningerne, som det var det i årtierne op til grundlovens indførsel. Vi har nået mætningspunktet for fremskridt med det system der er.

    Derfor er reformerne stereotype og konforme, derfor bliver løgnen til sandhed, samfundet skal have sin klasseinddeling, for hvem kan i sin vildeste politiske fantasi forestille sig, det klasse og kønsløse samfund, kun befolket af mennesker?

  • 04.12.13 lis ottsen
    GENSIDIGT FORSØRGELSE.

    Denne regel , har været gældende for ftp. i mange år. og har også været med til at, at nogle på ftp. har valgt at have 2 boliger ved selv nogen der valgte dette, et sted i hver ende af landet . så det blev lige som at være på ferie , at rejse frem og til bage, ferier og weekendter et sted , og hver dage et andet. Men det er det er jo ikke dette man ønsker når man er et par . og selt ikke når der er børn, men det er dette de svage bliver drevet ud i, og det er let for de som laver lovene, at ændre på alle love ,især når det ikke kommer til at berøre dem selv eller deres egne. DE siger at der arbejde nok til dem der vil arbejde, MEN, MEN er der nu også det, de kalgulerer jo selv med at der skal være så og så mange uden for arbejdes markedet , for så er der jo arbejde til dem selv og deres, med at amistrer love og regler , som de dårligt nok selv kan hitte rede i. og er der ikke nok at lave til dem de selv vil hjælpe så op retter de da bare nogle jobs , i form af kontrolør der skal kontreler ,og attar kontrelør der skal kontroler .eller der oprettes forskellige råd og hvad de elleres kaldes, Men i samme mundfuld så hjælper de med at fjerne arbejdes pladser og andet arbejde fra , lands dele hvor de også ned lægger muligheden for transport ,til og fra arbejde og uddandelser som flytte til ØST i mere end en forstand, , ..... og så vil de have at alle der bor under samme tag skal forsørge hinanden, , Ja men med hvad , de skulle selv prøve at leve bare et halvt år under de vilkår de byder, unge, de syge gamle og svage så kom nok andet brød på bordet. men det er så let at trampe på dem der ligger ned , og siden tvære dem ud med love , regler og paregraffer o flosker om der er arbejde nok , nor de selv er forgyldt i hoved og r.. .de kunne starte med at afskaffe deresbørne pensioner, og så se om ikke de selv kunne leve uden alle de frynser de selv har raget til sig.. af med menisterbilen, andre må selv komme på arbejde , lige meget hvor eller hvor langt, og så skal der lægges loft over hvad deres repensions middage må koste, og andre af deres overflods poster, der kunne sikkert også spares på udlandshjæpen, det kunne gøres ved at trække debeløb der bruges her i landet fra inden der sendes noget ud, SIDST MEN IKKE MINDST , MAN BLIVER IKKE TIL ET MENNESKE BARE FORDI MAN GIFTER SIG ELLER FLYTTER SAMMEN, OG TIGGERI ER FORBUDT HER I LANDET . SÅ SER DET MERKILIGT UD AF REGERINGEN OP FORDRE TIL TIGGERI. OEH, KÆRE ELSKEDE SAMLEVER ,ÆGTEFÆLDE, JEG HAR FÅET DET MÅNEDLIG . KAN JEG FÅ TIL EN PAKKE BIND , ELLER KAN JEG FÅ TIL ET PAR NYE SKO , DER ER INGEN BUND I DE GAMLE. TIG, TIG, TIG ,, stop jeres hets mod dem der ligger ned ,og se lidt mere på hvad i kan ændre så alle dem i har smidt på gulvet kan hjælpes med atkomme op igen , skab noget arbejde, istedet for at fjerne dem, nedlæg alle tilskuds ordninger til arbejdsgiverer, og lad dem lav reelle arbejdspladser ,i stedet for alle de gennengangs pladser der kun lever af tilskudsordningerne, en ud en ny end , det er ikke at skabe arbejde, og så giv en reel løn for det arbejde folk sættes til så de kan mærke får noget for at lave noget, og dem der er syge og svag giv dem lov at tjene noget de kan mærke de får løn for arbejdet , det kan motivere dem til at komme igang igen,. og dem der ikke evner eller kan arbejde må så hav en anstendigt leve løn. så de ikke skal ligge på knæ og tigge om altmuligt. ja, jeg kunne blive ved og ved ,men jeg stopper her ,og lader jer selv , tænke videre hvis i da kan tænke på andet end jere selv og jeres behov.

  • 03.12.13 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Ja, Anders

    Det giver fint mening.

  • 03.12.13 Anders Dinsen
    Nogle kommuner gør det bedre end andre...

    Selvtak, Nick. Hvordan jeg mener at reformerne kan være gode? Jeg ser enkelte kommuner gøre det godt. Ja, de er begravet i bureaukrati, men de begraver også sig selv i bureaukrati, organiserer sig dumt og fokuserer selv på middelklassens behov.

    Jeg ved ikke, hvorfor Christiansborg ikke endnu har vedtaget en kommunereform, der fjerner kontrolforanstaltningerne og reducerer bureaukratiet, det burde de vel.

    Men resten af problemet kan i mine øjne kun løses ad demokratisk vej: Kommunalpolitikere, der er klar til at kravle rundt blandt de udsatte borgere, er klar til at interessere sig for dem, og som tænker over, hvordan man indretter systemerne efter dem. (Og fortæller det til kollegerne på Borgen.)

    JEG synes der er en stigende interesse for det. Bredt over det politiske spektrum, i øvrigt. Jeg ser at reformerne er med til at skubbe til den interesse: Region Hovedstaden er f.eks. i gang med at finde ud af, hvad der kræves af dem ifht kontanthjælpsreformen. Og de snakker med os i foreningerne.

    Kald det en bivirkning, jeg er ligeglad. For tankerne bag f.eks. kontanthjælpsreformen (minus nedsættelsen af beløbet, den er usmart) er gode: At mennesker ikke skal gå til spilde, bare fordi det er det nemmeste for den, der sidder med sagen.

    Gir' det mening?

    Kh

  • 03.12.13 David Wedege Petersen
    Velfærd for de velstillede - eller næsten.

    Velfærden er blevet middelklassens valuta for skattekroner, så den er dermed blevet for de velstillede.

    Jeg havde en samfundslærer midt i 90'erne, da jeg læste et HF-fag, som forklarede os, hvordan det var politisk selvmord for Schlüter- og Nyrup-regeringerne at skære i en velfærdsydelse, fordi det ramte alt for mange vælgere. Det var nemlig velfærdsmodtagerne, der afgjorde valgene, mente han. For de udgjorde helt enkelt majoriteten.

    Hvis min knøwe gamle lærer havde ret, så har brudfladen flyttet sig. Nu er der er de arbejdsaktive og dem, der ikke er arbejdsaktive, men som forsørges helt af det offentlige.

    Nogle har råbt op om, at sidstnævnte gruppe var alt for stor og i helt ustyrlig vækst (hvilket er rent vås: http://www.information.dk/311043).
    Men meget belejligt for de, der hader de arbejdsløse, så kan man indkredse gruppen af det offentliges fuldtidsforsørgede, så gruppen udgør en tilpas lille gruppe.

    Et kæmpe stort flertal udgør så alle de andre, og det er alle de andre, som så har indgået en alliance mod minoritetsgruppen, som udgøres af alle arbejdsløse.

    Næsten da. Jeg er selv en overskudsgivende skatteyder fra den overskudsgivende del af det private næringsliv. Og jeg er nu blevet velsignet med den fulde regning for kontanthjælpsreformen og princippet om forsørgelsespligt.

    Selv om jeg aldrig nogensinde har lovet at betale noget som helst for det voksne menneske, jeg lever sammen med, så har staten nu givet mig pligt til at betale alt for hende. Eller jeg kan slippe for den pligt ved at smide hende ud af vores hjem, fordi hun ikke længere kan betale for halvdelen af huslejen. De skattelettelser, jeg har fået for regeringens reformkompleks, er forlængst blevet spist op af den nye samleverskat, som der reelt er tale om for mig.

    Faktisk gør den nye, pålagte kæmpeafgift, at det egentlig ikke kan betale sig at arbejde. Jeg får næsten intet ud af det. Jeg har ikke råd til en hårdt tiltrængt tandreparation. Det kan jeg få, hvis jeg selv ryger på kontanthjælp, for åbner også muligheden for ekstraydelser. Mon det er løsningen?

  • 03.12.13 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Hvilken reform taler du om Anders?

    Tak for god kommentar, Anders. Vi taler heller ikke om middelklassens reform, men reformer, der med præcision undgår at genere netop middelklassen.
    Hvordan mener du, at reformerne kan være gode for udsatte borgere?
    Kommunerne er dybt begravet i bureaukrati, og kun få tager konkrete handlingsorienterede opgør, der sætter netop deres borgere i centrum, men de kommuner har til gengæld succes på forskellige nicheområder. Imens vokser utilfredsheden, og sprogene bliver mere og mere forskellige mellem Christiansborgdanmark og kommunedanmark.

  • 03.12.13 Anders Dinsen
    Men kan vi vente på at kommunerne gør noget?

    Tak for dit brøl, Nick. Men er det virkelig "middelklassens" reform? Jeg tror faktisk middelklassen er ret ligeglad med den reform. Midt i al vores NLP-tillærte tro på fremtiden kan vi jo slet ikke forestille os at vi en dag selv står der og får brug for noget.

    Og især kan vi ikke forestille os - såfremt det skulle ske -, hvordan vi middelklassemennesker så skulle kunne overvinde det traumatiske tab af selvforsørgelsesevnen og nogensinde vende tilbage til et liv, hvor vi selv kan sidde bag rattet.

    Middelklassedanskeren aner jo intet om, hvad det vil sige at være fortabt. På kanten.

    Middelklassen er optaget af success i livet. Success starter med troen på success. Hvor svært kan det være? Den fortabte sjæl, der ikke KAN tro, findes ikke. Jeg nægter at tro det. Jeg ser jo på mig selv, og mærker hver dag at jeg kan tro. Hvorfor kan alle andre så ikke? De har jo også to ben, to arme og et hoved. Vi er ens. Come on!

    ....

    Nej, jeg tror faktisk der er en mulighed for at det kan vise sig at være de udsattes reform. For ovennævnte tankegang har gennemsyret alt i vores samfund, også kommunerne og jobcentrene, der ser på den udsatte med foragt, og blot siger: Kom ind i kampen! til den enlige mor med de tvangsfjernede børn og den unge hjemløse med ADHD, der skiftevis virker helt normal og fuld af ideer, og truer med at rasere jobkonsulentens kontor.

    Reformen siger: Kom ind i kampen, kommune. Det er jer, der er de professionelle. Det er jer, der er de ressourcestærke. Det er jer, der skal tippe underlaget og spænde sikkerhedsnettet ud under dem, der ikke selv kan.

    Og med "sikkerhedsnettet" mener jeg det menneskelige engagement. Ikke det økonomiske sikkerhedsnet, der jo ikke kræver noget særligt af sagsbehandleren. Bortset fra et pennestrøg.

    Bortset fra det fjollede i at skære i kontanthjælpen, hvilket dybest set var et udtryk for en bølge af misundelse, der hærgede for små to år siden (husker vi ikke stadig Carina?), så tror jeg faktisk at vi kan have fat i noget fornuftigt med den reform. Noget, der tager udgangspunkt i de udsattes virkelighed. Ikke middelklassens. Måske.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også