Middelklassens velfærdssamfund

Politik

03/12/13 12:55

Freja Eriksen

I disse år sker en historisk omtænkning af vores velfærdssystem. Årtiers opbygning af love, regler, ydelser og rettigheder er lagt til side med relativt kort varsel for de mennesker, reformerne vedrører. “Vinderne” i middelklassen har ingen grund til at bekymre sig - før en af mange enkeltsager rammer dem selv.

I denne tid får en borger, der har en kæreste, men er kontanthjælpsmodtager, besked på at klare sig selv. Omvendt har en borger, der klarer sig selv, men bliver ledig, ret til kurser, vejledning fra jobcenter og kontanthjælp.

Det er essensen af budskabet til mindst 12.000 danskere, der er på kontanthjælp i parforhold. De vil snart opleve sidste fase af en kontanthjælpsreform, der udmønter et skifte i velfærdsmodellen.

Det velfærdssystem, de fleste af os er opdraget til at tro er indrettet for alle danskere, bliver i disse år nyindrettet til middelklassen. Men har den “middelmådige” dansker opdaget reformernes konsekvenser, som måske favoriserer denne samfundsgruppe, men hurtigt kan forvandle deres virkelighed til den udsattes?

Et nyt velfærdssystem

De fleste mennesker har det godt i Danmark - langt de fleste har det heldigvis rigtig godt. Men nogle har det skidt, og andre kan få det skidt. Lige nu drejer debatten sig om konsekvensen af kontanthjælpsreformens regler om gensidig forsørgelsespligt. Reformen har været kendt i måneder, men antallet af enkeltsager i pressen stiger efterhånden som 1. januar nærmer sig, og antallet af berørte menneskeskæbner rent faktisk vokser.

Reformerne stiller så høje krav til bl.a. jobcentrenes sagsbehandling, at den enkelte borger er overladt til sin egen skæbne. Her er tale om mennesker, som systemet har haft under sine velfærdsvinger i kortere eller længere tid , men også mennesker, som er arbejdsparate, men i løbet af krisen er havnet på endestationen, kontanthjælp. Mennesker, som her og nu har særlige udfordringer i livet. I morgen kan det være dig. Og så begynder timeglasset at tælle ned. Hvis du har ret til dagpenge, har du 24 måneder uanset omstændighederne.

Virkeligheden er, som den ser ud i dag, at hvis du bliver du ledig, og har optjent ret til dagpenge, har du to år til at afklare din fremtid. Derfra skal du ikke regne med det offentlige, og kan kun få kontanthjælp, hvis du bor alene eller har en partner, som er i samme - eller værre - situation som dig selv. Bliver du alvorligt syg, skal du vente på udredning i sundhedssystemet og sagsbehandling i kommunen. Det kan nemt tage længere tid end de 52 uger, det er muligt at få dagpenge. Derfra er der kontanthjælp, hvis du altså ikke er gift med en, der tjener for meget, eller i et revalideringsforløb, hvor du skal igennem afklaringsforløb, som systemet dikterer. At tjene for meget kan i nogle tilfælde alene være et spørgsmål om, at partneren er på dagpenge. Dagpengesats kan være at tjene for meget, hvis parret er under 30. Og det er ligegyldigt om den ene er på barsel.

Stilhed fra middelklassen

Lige nu er reformernes konsekvenser illustreret med den gensidige forsørgelsespligt. Nye regler opløser velfærdsmodellens beskyttelse af den enkelte borgers identitet, og flytter forsørgelse fra velfærdens solidaritetsprincip til kæresten. Samme øvelse foretages med langtidssyge. Den offentlige ydelse overdrages fra velfærdssystemet til familie, venner, arbejdsplads, naboer, kærester, børn - eller til rendestenen.

Undervejs har der ikke for alvor været en offentlig debat om systemet, hvem, det er der for, og hvad vi skal forvente af det. I stedet har reformer - som de færreste kan gennemskue - kunnet føres ind gennem Christiansborgs bagdør med salgsargumentet “stram økonomi”.

Moderniseringsprogrammet addon

30 år med moderniseringer

Se vores interviewserie med centrale beslutningstagere.

Læs alle artikler her 

 

I Danmark er det relativt let for det brede flertal at gennemføre reformer, der rammer grupper uden for middelklassen. Når kontanthjælpsmodtagerne høres i denne tid, er det igennem personsager, som de fleste af os skyder bort i afmagt over for den viden, vi mangler for at forstå hele historien. Derfor siger de fleste af os, at hvis nogen har det skidt, er de nok selv ude om det. Hvis der er nogen, der har det endnu værre, har vi systemet til at hjælpe dem. Problem solved.

Derfor finder reformer af dagpengesystem, fleksjob, førtidspension og nu kontanthjælp vej gennem den politiske proces uden bekymringer eller larm i middelklassen. Idet Enhedslisten samtidig er det eneste parti, der reelt siger ændringerne imod, bliver det politisk fornuftige i reformerne bekræftet på sin helt egen absurde måde.

Flere skal arbejde

De seneste reformer skal flytte flere fra passiv forsørgelse til beskæftigelse. I sin enkelhed en sund og vindende idé.

Der tales så meget om innovation og borgerinddragelse i det offentlige. Men med netop reformerne valgte man innovation og borgerinddragelse fra. Muligvis i manglende tillid til de mennesker, som reformerne rammer. Eller måske i forventning om en gammel regel, der siger, at når først man har vænnet sig til bestemte vilkår er det svært at vænne sig af med dem igen.

Men nu rammer reformerne i høj grad de mennesker, som de fleste af os tror, velfærdsmodellen er skabt til at sikre tryghed for - minimal tryghed. I et forsøg på at behandle alle lige, bliver alle behandlet lige dårligt. Uanset fysisk eller mental tilstand.

Det er ærgerligt, for dermed har systemet, partierne og mange tusinde offentligt ansatte nu fået borgerne imod sig.

Tænk om man havde valgt en vej, hvor endemålet var vedtaget, men omstillingen til det overladt til kommuner og borgere. Hvor kommunerne kunne fokusere mere på de borgere, som reformerne vedrører end de regler og rammer, de har ført med sig. Hvor der lå belønning til de, der var kvikke og fandt gode løsninger.