Politikerne mangler lederskab

                                             (Udgivet første gang 12. nov. 2013) I disse uger er det 30 år siden moderen bag årtiers offentlige moderniseringsforsøg blev præsenteret for Folketinget. Dengang lød det, at “Det er sjældent viljen hos de enkelte offentligt ansatte til at yde en god service, der mangler. Det karakteristiske er et stærkt menneskeligt og professionelt engagement. Problemerne ligger som oftest i de rammer i form af regler, procedurer og administrative systemer, som vi har bygget op. Moderniseringsprogrammet skal medvirke til at skabe bedre muligheder for, at ledere og medarbejdere kan komme til at gøre en indsats og bidrage med nye initiativer og ideer.” I dag er sektoren en af verdens største og dyreste, og modernisering fylder mere end nogensinde før den offentlige dagsorden. Men ifølge daværende finansminister Henning Christophersen er det Moderniseringsprogram, han stod som arkitekten bag, mislykkedes, når det gælder kampen mod bureaukratiet. 

“Det er ikke lykkedes, og det er et resultat af mangel på strategisk tænkning i skiftende regeringer siden. Man har ikke været tvunget til at gøre noget,” mener Christophersen. 

 

DenOffentlige.dk har talt med den tidligere fianansminister i anledning af 30 års fødselsdagen for Moderniseringsprogrammet. I dag står netop det program som en milepæl for indførelsen af New Public Management, men også det hidtil stærkeste forsøg på at præge den offentlige sektors konstante vækst og udvikling. Christophersen mener i dag, at væsentlige, konkrete dele i Moderniseringsprogrammet lykkedes, men på et centralt område erkender han i dag, at udfordringerne var større end han anede dengang. Opgøret med tiltagende bureaukratisering mislykkes.

“Vi lavede regelforenklingen, hvor vi hver uge afskaffede to sæt regler. Det må man nok sige er sandet til igen. Når jeg kigger tilbage i dag, så må jeg sige, det var en god ide, men vi skulle have taget flere regler med. Det skulle ikke have været to men fem eller ti om ugen,” siger Christophersen i dag.    Havde brug for et fælles projekt Dengang for 30 år siden - ligesom i dag - stod den offentlige sektor i en eksistenskrise, og dengang, som i dag, var det global krise, der tvang politikerne til handling. 

“Vi var nødt til at ændre principperne for den økonomiske politik, fjerne underskud og overforbrug i finanspolitikken, ændre valutakurspolitikken og fjerne dyrtidsreguleringerne. Men det var alene justeringer af maskinrummet, og dermed slet ikke nok til at skabe en identitet. Derfor valgte vi at pakke det ind i et moderniseringsprogram, hvor der kunne skabes identitet og gives plads til selvstændige politiske initiativer,” mindes Christophersen. 

 

Han fortæller, at det i høj grad handlede om at skabe en identitet og historie for en ny fireparti-regering, der var tvunget til at iværksætte reformer og forandringer. 

“Jeg følte, at der var brug for et projekt, som en lang række ministre kunne blive involveret i, og dermed skabe deres egne politiske mål. Formålet var at skabe medejerskab og involvering. Med Moderniseringsprogrammet kunne finansministeriet skabe afsættet, og indgå alliancer med øvrige ministerier om en ny dagsorden. Derfor skabte vi plads til at de enkelte ministre kunne positionere sig, udvikle egne ideer og så videre,” fortæller den tidligere minister, der også var vicestatsminister og havde været meget tæt på at blive statsminister.  Magtpositionen i den daværende Schlüter-regering var derfor stærk, og med Moderniseringsprogrammet skabte Christophersen et omdrejningspunkt for efterfølgende årtiers forsøg på at omstille den offentlige sektor.  I dag er billedet det samme, og politikerne debatterer konstant effektiviseringer, modernisering og tillidsreform i den offentlige sektor. Men ifølge Christophersen mangler der noget.  “Vores politikere er ikke fokuserede nok til at tage det politiske lederskab på sig, selvom det er det, de skal og bør. Jeg har svært ved at se et arbejdsdygtigt flertal for en klar strategi, og endnu sværere ved at se, hvem der skal stå fadder til strategien,” mener den tidligere minister.    Danmark stod ved afgrunden Men en strategi er vigtig, mener Christophersen, fordi Danmark er presset fra alle sider og globaliseringen påvirker Danmark i langt højere grad i dag end for 30 år siden.  Alligevel går det den forkerte vej. Danmark er de seneste ti år rutschet ned på ranglisterne over nationernes konkurrenceevne både ifølge World Economic Forums ”Global Competitiveness Report” og ledelsesskolen International Management Forums ”World Competitiveness Yearbook”. Danmark har et produktivitets efterslæb på 20 procent i forhold til USA og 10 procent i forhold til Tyskland og Sverige, hvilket – hvis det fortsætter – betyder et velstandstab på 100 milliarder kr. frem til 2020.  Henning Christophersen rejste i 1985 til Bruxelles, hvor han var EU-kommissær i ti år, og som næstformand for Europa-Kommissionen sammen med formanden Jacques Delors en af arkitekterne i udviklingen af Det Indre Marked. Det er på den baggrund, han nu advarer de danske politikere.  

“Man kan faktisk lave ret vidtrækkende ting i Danmark, uden at det nødvendigvis er afhængigt af, hvad der sker uden for Danmarks grænser. Men jeg tror ikke vi vinder noget på den nuværende retning. Det kan være, vi ikke taber på det. Men hvis du vil vinde, og blive forholdsmæssigt bedre stillet end de andre, så er du nødt til selv at finde på noget,” siger Christophersen.  Dengang i 1983 var Regeringen tvunget til at finde på noget. Danmark stod ved afgrunden, som en finansminister før Christophersen havde udtrykt det, og politisk kaos havde mere eller mindre domineret Christiansborg siden jordskredsvalget i 1973. Regeringens Moderniseringsprogram blev på den måde et vendepunkt.  “Vi stod med en række alvorlige økonomiske udfordringer, som vi var nødt til at gøre noget ved,” mindes den daværende finansminister. 

Sammen med nære medarbejdere i ministeriet satte Henning Christophersen sig i spidsen for et udviklingsarbejde, der blev præsenteret for Folketinget den 28. november 1983. Programmet handlede dog om langt mere end reformer og reguleringer i den offentlige sektor. Den rimelig nye firkløver-regering, under den konservative partileder Poul Schlüters ledelse, stod på en brændende platform med en enorm udfordring. Fire forskellige politiske partier - CD, Kristeligt Folkeparti, Venstre og Konservative - skulle forenes og dernæst søge Fremskridtspartiets støtte til deres initiativer. Radikale stod, indtil de i 1988 trådte ind i en KVR-regering, på sidelinjen.

Christophersen havde en klar strategi med sit politiske projekt.  “Vi etablerede indledningsvis Regeringens Moderniseringsudvalg, hvor vi samlede otte ministre, herunder blandt andre Palle Simonsen, Britta Schal Holberg, Mimi Jakobsen og Bertel Haarder. Det var i det forum vi formede indholdet i Moderniseringsprogrammet, men forinden havde vi i Finansministeriets arbejdsgruppe tilført nogle interne politiske dimensioner, som handlede om at involvere en lang række ministerier og politikere aktivt i et fælles projekt,” fortæller Christophersen.  Intentionen var at skabe medejerskab og involvering på tværs af ministerierne, så der kunne vokse et fælles projekt frem for Regeringen og derigennem skabes en identitet, som de fire partier kunne være sammen om. På den måde blev Moderniseringsprogrammet på een gang et arbejdsprogram for store dele af Regeringen og et politisk projekt, der drev en konstant debat i det offentlige rum.  For Christophersen handlede det om at politisk lederskab. “Finansministeren er een mod alle de andre, som Bertel Haarder engang har sagt. Det ønskede jeg ikke, så jeg havde behov for at opbygge nogle alliancer med de øvrige ministre. Derfor gjorde vi det til et projekt, som flere ministerier blev en del af. Det var meget vigtigt, for det betød, at ministerierne kunne udvikle deres egne ideer, og på den måde positionere sig. Det var ikke altid vi var enige, men det lykkedes grundlæggende at bygge en ordentlig strategi op,” mindes han.  Men den første tid med Moderniseringsprogrammet måtte Regeringen læne sig op af parlamentarisk støtte ude til højre. Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen var regeringens støtteparti i firkløverregeringens første halvandet år. “Fremskridtspartiet var nøglen til at gennemføre delene i Moderniseringsprogrammet, men efter valget i januar 1984 fik vi jo et flertal uden om Fremskridtspartiet, og så kunne vi handle mere målrettet,“ fortæller Christophersen.    Konkrete initiativer Med Moderniseringsprogrammet satte regeringen således gang i en ambitiøs modernisering af den offentlige sektor. Alt fra såkaldt EDB (i dag ville det hedde IT) over arbejds- og ansættelsesforhold til indførelse af nye syn på servicering af borgerne var dele af programmet. Men med tiden fulgte konkrete initiativer, der siden har forandret den offentlige sektors indretning på en række områder.  “Der var også mindre, meget konkrete dele i programmet, hvor de enkelte statslige institutioner fik mere frihed. Vi gav eksempelvis Det Kongelige Teater mulighed for at beholde de penge, de tjente, hvor de før bare havnede i statskassen, og vi gav de statslige museer lov til at tjene penge, så de kunne beholde indtjening på salget af for eksempel is og bøger,“ mindes Christophersen, der i dag også peger på, at de første skridt til privatisering af den nationalt ejede infrastruktur blev taget allerede dengang. “Vi lagde også grunden til at DSB og Posten senere kunne blive selvstændige. Længere nede af den vej lå den privatisering, som senere kom med teleområdet og for få år siden med DONG.“  Det helt centrale opgør, blev dog ifølge den tidligere finansminister og Venstre-formand kun indledt, men aldrig afsluttet.  “Vi afskaffede dyrtidsreguleringen (automatiske lønstigninger, red), og det medførte, at der rent faktisk blev noget at forhandle om på lønnen. Men det førte også mere decentralisering med sig. Så den centrale rolle, som LO og DA spillede dengang er jo slet ikke så dominerende i dag. Vi fik på den måde en mere alsidig og fleksibel lønstruktur,” fortæller Christophersen. Han mener, at disse første skridt til en friere løndannelse trods modstand fra nogle af arbejdsmarkedets parter siden er accepteret. Men det var ifølge Christophersen kun et skridt på vejen. Han giver Produktivitetskommissionen ret i, at der skal gøres endnu mere ved lønsystemerne i den offentlige sektor.  

 

“Dele af fagbevægelsen var meget bekymret dengang vi fjernede dyrtidsreguleringen, men i dag er en stor del af lønnen baseret på lokale forhandlinger, og jeg tror alle er tilfreds med den udvikling. Vi kom et stykke af vejen, men man godt kan gå længere endnu, som også Produktivitetskommissionen foreslår. De initiativer vi tog dengang bidrog meget stærkt til modernisering og decentralisering af løndannelser, som igen er forudsætningen for bedre produktivitet,” påpeger Henning Christophersen.   Gentage 70’erne  Regeringens Moderniseringsprogram i 1983 kom således efter ti års krise, hvor den politiske kampplads på Christiansborg var præget af jordskredsvalget i 1973 med to nye partier i form af CD og Fremskridtspartiet og dertil en politisk beskidt atmosfære på Christiansborg, hvor partierne og politikerne hellere sloges end søgte løsninger. 

På den måde kan den nuværende debat og udvikling på mange måder minde om tiden op til Regeringens Moderniseringsprogram fra 1983. Den nuværende politiske debat om reform af den offentlige sektor er måske snarere et billede af ti-året før Moderniseringsprogrammet fra 1983 end det er et skridt videre fra 1983. Dermed sender Christophersen en kraftig advarsel til nutidens beslutningstagere fra organisationerne over Christiansborg til lederne. 

“Jeg bliver engang imellem spurgt om man kan tænke sig, at det, der skete i halvfjerdserne kan gentage sig, og jeg siger altid, at selvfølgelig kan man det. Man kan ikke være sikker på, at der altid er et arbejdsdygtigt flertal i Folketinget, og så går tingene i stå. Men det er i meget høj grad noget, de politiske partier selv sidder med ansvaret for,” siger Christophersen, og bemærker stilfærdigt, at der trods globalisering og EU-samarbejde stadig er gode muligheder for forandringer i Danmark.

“Man kan faktisk lave ret vidtrækkende ting i Danmark, uden at det nødvendigvis er afhængigt af, hvad der sker uden for Danmarks grænser.”