Sammenhængsreform får en kamp med "plejer"

“Gør vi som vi plejer, får vi det, vi plejer,” sagde Sophie Løhde og gennemgik fire spor for regeringens Sammenhængsreform - det længe ventede moderniseringsprogram.

De fire spor er oplagte og væsentlige, nemlig mere tid til kerneopgaven, bedre styring på tværs af sektorer, fokus på teknologi samt bedre ledelse.

Regeringen har åbenlyst lyttet til kritikken og de konstruktive forslag på bl.a. DenOffentlige.

Med ambitionen om en “klogere styring af velfærdsområderne med fokus på kvalitet og resultater” vil ministrenes oplæg til dialog, åbenhed og samarbejde i den kommende tid afsløre, om Finansministeret stadig vil sidde for bordenden. To spor tegner sig således: Enten forstærker Slotsholmen ensretningen af den offentlige velfærdsproduktion eller også formår regeringen at sende en snebold ned ad bakken med sin indirekte vildrede gennem invitation til åbenhed og dialog og afvisning af, at sætte beløb på mulige gevinster ved reformen.

Ord er uskyldige

Regeringens program for modernisering af den offentlige sektor risikerer at gå værre end det plejer, men fortjener alligevel solid anerkendelse for at signalere forsøget på et opgør med plejer. Der er lyttet til det seneste års debat og kritik. Selv fodfejlen med at overse behovet for at koble styring og ledelse i Ledelseskommissionens kommissorium retter regeringen - foreløbig - op på med sit reformoplæg.

Ja, oplægget er endda renset for konkrete målsætninger om besparelser og effektiviseringer selvom det ville ligge lige for at tage flere af anbefalingerne fra Produktivitetskommissionen.

Ambitioner i det første spor, at “medarbejderne skal have mere tid til kerneopgaven” er romantiske men rigtige. Samtidig lægger intentionen om at kulegrave velfærdsområderne for at “afdække, hvad der optager medarbejdernes tid, og om unødigt bureaukrati skyldes tværgående lovgivning, sektorlovgivning, kommunale regler eller arbejdstilrettelæggelsen lokalt” op til store slagsmål mellem interessegrupper på de to velfærdsområder, der er udpeget som første mål, nemlig dagtilbudsområdet og ældreområdet.

Men her ligger dog en åben invitation til havefest uden tidsler fra begyndelsen og personaleorganisationerne har da også straks fremhævet netop behovet for at inddrage medarbejderne.

Også beskæftigelsesområdet har i sporet om kerneopgaverne fået sin egen bullet, men oplægget hertil er behæftet med stor usikkerhed og som departementschef Sophus Garfiel sagde i interview med DenOffentlige for flere år siden, er netop beskæftigelsesområdet en lakmustest for, om Slotsholmen nogensinde vil lykkes med regelforenkling.

Regeringen er naturligvis i defensiven, når det gælder kerneopgaver og afbureaukratisering. Fagforeningerne og KL er stærke aktører, der står som forsvarere af fagprofessionerne og det lokale selvstyre, og i det lys giver det god mening, at regeringen tager synlige hensyn ved at invitere til dialog og etablere såkaldte udfordringspaneler og en referencegruppe.

Den næste tid vil vise, om de velvillige ord bliver forenelige med med Løhdes ønske om at bryde med plejer.

Ud i landet kampagnen

Sophie Løhde meddelte forleden - og gentog budskabet på pressemødet - at regeringen de kommende måneder vil besøge samtlige kommuner for at gå i dialog og søge inspiration. Det initiativ kan meget hurtigt komme til at ligne en timet og tilrettelagt valgkampagne, der skal hjælpe regeringspartierne op til kommunal- og regionsrådsvalgene i november.

Det er således en anelse risikabelt, når reform-oplægget alligevel er præget af meget at det “plejer” som lokalpolitikere, kommunale ledere og offentligt ansatte alt for mange gange har oplevet som en dyne over velfærdsmodellens udvikling.

Vil regeringen mere end en kampagne må den kommende tid vise konkrete tegn på, at regeringen er klar til at bryde med “plejer” på mere end muligheden for at møde ministrene.

Det kan regeringen eksempelvis gøre ved at etablere en stærk task force, der uafhængigt at Slotsholmens dygtige bureaukrater kan følge ministrene rundt og samle resultaterne til et konkret oplæg med forslag til afbureaukratisering, regelforenkling og ja, decentralisering.

Eller ved for alvor at anerkende en lang række kommuner for reelt at overhale staten indenom og allerede være langt med at reformere velfærdsmodellen uden hensyn til det statslige bureaukrati.

Frikommuner og fri-institutioner

Den anerkendelse kan man ane konturerne af flere steder i regeringens reformoplæg. Eksempelvis ved at lancere ideen om fri-institutioner i sporet om kerneopgaver. Samme sted er både frikommuner og udfordringsret fremhævet, og måske er der her tale om en ny form for incitamentbaseret decentralisering, hvor kun de enheder, der gør det godt, får mulighed for at gøre mere godt.

Hovedudfordringen bliver dog - som med frikommunerne, hvor succesfulde forsøg var ved at løbe ud inden regeringen havde besluttet om resultaterne kunne skaleres til hele landet - at forankre disse fri-forsøg på en måde, så erfaringer, evalueringer og skaleringer fremover kan ske effektivt.

En velfærdsmodel for de 80 procent

Med Kora-rapporten sidste år om såkaldt resultatbaseret styring sendte forskere en kniv gennem årtiers styringsregime, det efterhånden kendte New Public Management (NPM). Debatten siden har i særlig grad udstillet den stigende og snævrende overstyring, der både drives i staten selv men også løber herfra og videre ud i hele samfundet.

Der rammer regeringen skiven, når den nedsætter en ledelseskommission, og den fortjener anerkendelse for at imødekomme kritikken af, at styringen helt er forsvundet i kommissionens kommissorium. Med oplægget til sammenhængsreformen trækkes styring frem igen.

Læren af Kora-rapporten og med den en lang række andre analyser og undersøgelser af den offentlige sektor viser, at vi har en effektiv offentlig sektor med dygtige medarbejdere på de forskellige fagområder eller sektorer om man vil.

Men effektiviteten gælder kun for de 80 procent, og her savner regeringens oplæg indhold.

Borgere, der falder ved siden af standarder og normer kommer i tusindtal i klemme i det offentlige system. Det er en ubehagelig følge af tre årtiers styringsregime, hvor resultat- og rammemål har motiveret et fokus på de såkaldt “lette borgere” og lette løsninger.

På den måde er det en anelse svært at se sammenhængen i sammenhængsreformen.

Danskerne vil velfærden

Ingen kritik uden at være konstruktiv, så derfor også et bud på, hvordan regeringen kunne have brudt med “plejer” og skabt fornyet debat om fremtidens velfærdsmodel og driften af den offentlige sektor.

For det første er der bred erkendelse af, at Danmark efterhånden er overstyret med et offentligt bureaukrati af regler og bekendtgørelser, som ingen længere rigtig kan finde rundt i. Beskæftigelsesområdets snart 30.000 sider er det stærkeste billede herpå. Hvis regeringen vil gøre op med denne overstyring skal der sættes massivt ind. Bureaukrater kan ikke afbureaukratisere, men hvem skal så? Det mangler vi et svar på i oplægget til sammenhængsreformen.

For det andet er der med føromtalte Kora-rapport og den efterfølgende erkendelse brug for at debattere 80-20 problemet, for det har lagt et spindelvæv af bøvl over hele den offentlige sektor. Fra Folkeskolen, hvor inklusionsbølgen er kørt galt, over beskæftigelsesområdet, hvor ressourcestærke borgere klarer sig mens andre klemmes af systemets rigide krav eller socialområdet, hvor det går alt for langsomt med at løfte udsatte borgere ud af dårlige liv og til ældreområdet, hvor plejecentre indrettes efter standarder for byggerier frem for ældres frihed og den daglige pleje mange steder stadig plages af registeringshysteri. Eller sundhedsområdet, hvor hospitalerne er blevet effektive fabrikker for kræftpakker og operationer mens komplicerede patienter falder igennem systemet.

Danskerne bakker massivt op om en bred velfærdsmodel men er også bekymrede og lever i en forestilling om, at Danmark er et velfærdssamfund mens de senere års mange reformer har forstærket velfærdsstaten.

Med regeringens reformoplæg har mange års vildrede over udviklingen i den offentlige sektor fundet vej ind i selve oplægget. Det kan vise sig, at være en genistreg.

Men det forudsætter, at regering, centraladministration og Folketinget sammen med organisationer, kommuner og øvrige aktører formår at gøre op med “plejer”. Her ligger en kæmpe opgave for innovationsminister Sophie Løhde.