Socialkrisen og den gode tone

Mange i socialkrisen er rasende og følgelig bliver debatten derefter. Det gavner hverken kampen for at genoprette den sociale kontrakt eller de mennesker, der er klemt i systemet.

Ansvaret for den situation ligger hos os alle. Hos mennesker med magt og i magtpositioner kan man med rette sige, at ansvaret er lige en tand større. Magt og ansvar følges ad.

Her på DenOffentlige har vi gennem nu mere end fem år skrevet om socialkrisen. I bogen Velfærdsillusionen (Forlaget Samfundslitteratur), udpeges socialkrisen som en af tre væsentlige kriser i vores samfund. DenOffentlige har iøvrigt introduceret begreberne socialkrisen og den sociale modstandsbevægelse. I dag er de med til at definere debatten.

Nok optræder der virkelig grove udtryk hos de sociale bevægelser. Udtryk, der ikke fortjener gentagelse. Selvfølgelig har Kim Madsen fra Jobcentrets Ofre, Linda Villadsen og Carsten Larsen fra Næstehjælperne og de mange andre aktive et ansvar for at holde den gode tone. Til tider føder de tilmed det modsatte, men hvorfor mon? Svaret er, at også hos magthavere er tonen til tider grov, angstprovokerende og direkte fræk.

Mindst en ting er værd at huske i dette spændingsfelt mellem mennesker og magt: Egen oplevelse er ingen undskyldning for at tale til eller behandle andre på en måde, som man gerne frabeder sig selv at blive talt til eller behandlet. (Ja, det er ganske vanskeligt at følge dette princip).

Samfundet bryder kollektivt den sociale kontrakt

Dannede mennesker må på den ene side have stor forståelse for de, der kæmper, og stor forståelse for at temperamentet er vanskeligt at håndtere, når man er presset. Det er rædselsfuldt svært for de fleste at holde facaden, når man møder uvidenhed, manglende interesse, statsmagtens fuldkommenhed eller forsvaret for tåbelige systemkrav.

På samme måde må man på den anden side også udvise stor forståelse for de sagsbehandlere og politikere, der gør deres bedste for at håndtere den situation, at samfundet kollektivt har valgt at bryde den sociale kontrakt - altså det forhold, at vi betaler en høj skat af vores løn til gengæld for at nogen og noget holder hånden under mennesker, der falder i livet. 

Ingen er personligt ansvarlige for en udvikling, hvor samfundet kollektivt vender ryggen til den sociale kontrakt, og fokuserer stadig mere på at være en servicestat for mennesker i beskæftigelse. Til gengæld er der rigtig mange, der forsøger på hver deres måde at ændre udviklingen. Det hedder vist nok demokrati.

Den beskidte tone hos det dannede segment

Lige nu sker der en ret skræmmende udvikling, hvor mennesker tvinges til at underkaste sig ikke bare systemet men også systemets repræsentanter. Der er hos nogle sagsbehandlere, politikere og medier en tone, som er direkte sammenlignelig med de hårde og ord udtryk som rasende borgere i sociale bevægelser gør brug af.

Når Laura Lindahl (LA) som folkevalgt politiker deltager i et tv-program repræsenterer hun det demokratiske system. Her er afgørelser, lægens ord, domme fra retssystemet og lign forhold altså dokumentation, som burde stå over påstande. Derfor undergraver Lindahl direkte tilliden til folkestyret og tilliden til systemer, når hun afviser den lægelige tilstand Kim Madsen har, og i stedet angriber det indtryk han giver. 

Det er grov tone, så selvfølgelig reagerer mennesker på det.

Det samme gælder når en sagsbehandler møder uforberedt op til et møde med en borger, og ej heller kender til de evt. sygdomme borgeren har. Det kan opleves direkte nedværdigende når repræsentanter for magten over vores liv virker ligeglade og uoplyste. Det er ubærligt ensomt når familie og netværk tager systemerne i forsvar i autoritær tro på, at de virker.

Det er sådan samfundet kollektivt møder udsatte og syge borgere i disse år. Jeg ved ikke, hvad du tænker, men hvis tanken er "grov tone" rammer du ånden i den sociale kontrakt.

Nu til det centrale

Med vores dækning af socialkrisen her på DenOffentlige har vi vist, hvordan magtbalancen tipper mere og mere over til fordel for systemet, staten og de mennesker, der er på systemernes trygge magtfulde side. 

Borgerne skal i stigende grad underkaste sig sig staten. Mennesker som oplever dramatiske forandringer i det liv, de troede de havde, bliver tvunget til at underkaste sig systemernes repræsentanter, hvis de vil have hjælp.

Bliver afmagten og frustrationerne for store, ja, så har sagsbehandlere og professionelle debattører lært, hvordan man kaster følelser tilbage til afsenderen. Eksempelvis: “Nu er det jo ikke min skyld, at systemet er sådan” eller “jeg er her jo for at hjælpe dig” eller politikernes “nu har vi lige ændret loven, så vent og se” og “nu har ministeren jo skrevet til kommunerne.”

For selv mindre oplyste mennesker burde det være fuldt forståeligt, at det er pænt hårdt at opleve denne udvikling, hvis man står lige midt i den som syg, udsat eller på anden måde med behov for den hjælp, som vi alle er opdraget til at tilbyde hinanden.

Når samfundet ikke længere hjælper, må borgere søge hjælp på anden vis.

Sociale bevægelser bør hyldes

De finder sammen for at overleve og udholde det liv, der ikke længere er. For at få hjælp til at tænde et lys for en fremtid, der ofte er helt sort.

Det er det, de sociale bevægelser kan og gør. De burde hyldes frem for at blive udskammet eller mistænkeliggjort. I mangel af bedre formår de at levere det fællesskab og den tryghed som alle mennesker har brug for, men særligt udsatte og syge mangler i vores nuværende samfundsudvikling. 

Meget ville være anderledes i debatten om velfærdssamfundet, hvis flere anerkendte den betydning og det arbejde, der udføres i de sociale bevægelser. Det begynder med den gode tone. På begge sider. Hos alle parter. Tal til og behandl andre som du gerne vil behandles og tales til.

Argumentet om, at den tilgang er prøvet uden held bekræfter sådan set kun det modsatte argument - at også velfærdsstaten har forsøgt alt.

Derfor: Hvis du vil velfærdssamfundet, tror på den sociale kontrakt, og mener vi skal behandle hinanden ordentligt, så kom ind i kampen.

Hjælp med at mobilisere ressourcer og kræfter til at skabe en ny kollektiv bevidsthed om det svigt socialkrisen er udtryk for. DenOffentlige faciliterer gerne den kamp.

Lad os gentegne den sociale kontrakt.