Hiort Lorenzen Plejecenter i Haderslev Kommune bliver konkurrenceudsat.

Udbud skal udvikle ældreplejen i Haderslev

Velfærd

26/03/2015 11:18

Nick Allentoft

Det kan blive driften af Hiort Lorenzen Plejecenter og plejedistrikterne Fjorden og Braine, der i 2016 kan komme i private hænder. Voksenudvalget har besluttet, hvilket plejecenter og plejedistrikt, de peger på. Byrådet træffer endelig beslutning den 28. april. Det er Haderslev Kommunes første udbud på ældreplejeområdet.

Der er nu sat navn på, hvilket plejecenter og hvilke plejedistrikter, der kan blive sendt i udbud i Haderslev Kommune. Voksenudvalget besluttede på sit møde i aftes at pege på, at det bliver Hiort Lorenzen Plejecenter og plejedistrikterne Braine og Fjorden.

”Det har vi valgt ud fra grundige overvejelser, og vi har valgt et plejecenter, som i forvejen er godt drevet, hvilket også er en forudsætning for, at vi kan gennemføre udbud, og hvor der er plads til udvikling. Samtidig er det vigtigt at slå fast, at det først er efter byrådsmødet i slutningen af april, at vi kan sætte endeligt navn på plejecenter og plejedistrikterne”, siger Holger Mikkelsen, formand for Voksenudvalget.

Efter byrådsmødet i april venter et større arbejde med at finde og vælge den bedste leverandør, og driften vil derfor forventeligt kunne overtages fra første kvartal i 2016.

En eventuelt ny leverandør skal leve op til en række krav fra Haderslev Kommune, så borgerne vil også i fremtiden være sikker på at få en høj service og en god kvalitet i den daglige pleje og omsorg. Såfremt valget falder på en privat leverandør, vil det nuværende personale blive tilbudt at følge med over til den nye leverandør.

En arbejdsgruppe har forud for udvalgsmødet opstillet en række kriterier, som de har fundet vigtige i udvælgelsen. Blandt andet på baggrund af disse kriterier har Voksenudvalget valgt sin anbefaling. Kriterierne er, at plejecentret skal ligge på én matrikel og ikke have en høj grad af faglig specialisering. Der skal ikke være mange akutstuer eller en stor demensafdeling. Derudover skal det også være et plejecenter, hvor borgerne har mulighed for at vælge et andet kommunalt plejecenter i samme centerbyområde, såfremt de ønsker det. Derudover må det udvalgte område ikke geografisk adskille den øvrige hjemmepleje.

Det er Haderslev Kommunes første udbud på ældreplejeområdet.

”Jeg vil nødig være den, der sætter kroner og øre på sådan et udbud, for det kan nemt komme til kun at lyde som en spareøvelse, og det er det bestemt ikke. Vi ved fra andre kommuner, at der er mulighed for at opnå en besparelse på op til 5-15 procent, men om det også gælder i Haderslev Kommune, vil tiden vise. Jeg ser det som en proces, hvor vi også får mulighed for at udvikle og lære og dermed får en pejling på, i hvilken retning fremtidens plejecentre udvikler sig”, siger Holger Mikkelsen.

Dialog er vigtig

Alle medarbejdere i Voksen og Sundhedsservice er her til morgen blevet orienteret om Voksenudvalgets beslutning. Medarbejderne på Hiort Lorenzen Plejecenter og i plejedistrikterne Braine og Fjorden har desuden haft et møde med deres leder.

                  Læs mere om konkurrenceudsættelse

”Det er helt naturligt, at der dukker en masse spørgsmål op hos medarbejderne, og vi vil forsøge at svare løbende på alle spørgsmål. Vi skal naturligvis også huske de pårørende og de berørte borgere, så vi får skabt tryghed og holdt fokus på, at et udbud ikke vender op og ned på hverdagen, og at det fortsat kan forventes at være de kendte medarbejdere, man møder”, siger direktør for Voksen og Sundhedsservice, Charlotte Scheppan. Sammen med med konstitueret leder af Pleje og Træning Mette Møller Rauch tager hun senere i dag ud på plejecentret og i hjemmeplejen for at tale med medarbejderne.

”At lave sådan et udbud tager tid, og vi er opsatte på at gøre det rigtige, og heldigvis giver processen mulighed for god inddragelse og dialog, og så skal vi selvfølgelig have lavet det rigtige udbudsmateriale, som vi har et eksternt firma til at stå for”, siger Charlotte Scheppan.

Voksenudvalget har på et tidligere møde besluttet, at Haderslev Kommune også selv har mulighed for at byde på opgaven.

Det samlede budget for plejecentrene og hjemmehjælp i Haderslev Kommune er på 295 millioner kroner i 2016. Budgettet for opgaverne omfattet af det konkrete udbud er på cirka 50 millioner kroner.

Mest Læste

Annonce