Ibrugtagning af nye it-systemer og digitale platforme medfører nemlig forandringer i organisationen og kan have store konsekvenser både for den interne organisering af arbejdet, og dermed effektiviteten, og for den eksterne eksponering af, hvad det er for en organisation, der er tale om. Er det en organisation, der er med på beatet og kommunikerer direkte til omverdenen gennem de nyeste medier? Eller er det en organisation, der stiller uhåndterlige elektroniske blanketter til rådighed for brugerne af dens service? De digitale signaler bliver tolket af omverdenen, og er med til at brande organisationen. Derfor har det stor strategiske betydning, hvordan de teknologiske muligheder udnyttes.
Denne udvikling stiller nye krav til ledelse af digitalisering. Hvor de klassiske krav til it-ledelse handlede om teknisk viden og praktisk kunnen, handler ledelse af digitalisering i dag om at tænke it ind i organisationens faglige kerneområder. Kravene til it-ledernes kompetencer har således ændret sig, fra et fokus på tekniske kompetencer til et fokus på evnen til at samarbejde med de øvrige faglige ledere om udvikling af strategier for den videre digitalisering indenfor de enkelte områder.
Digital ledelse i dag er derfor ikke kun et spørgsmål om at lede en rationel implementering af et nyt it-system, men også et spørgsmål om at kunne handle agilt på den kontinuerlige strøm af nye mulighedsrum, som udviklingen af teknologierne stiller til rådighed. Digital ledelse udføres dermed ikke kun af digitaliseringschefen men også af andre faglige chefer, der skal kunne få øje på de digitale muligheder indenfor deres eget område. På den måde bliver ’fornemmelsen for digitale muligheder’ en nødvendig ledelseskompetence på linje med at kunne læse et budget og håndtere personalepolitiske konflikter. Ledelse af digitalisering er altså ikke bare rykket op til topledelsen på kvisten, men er også distribueret ud i organisationen til de enkelte faglige områder, hvor det er blevet en præmis for udviklingen at tænke nye teknologiske muligheder med.
Med denne beskrivelse af digitaliseringens strategiske betydning kunne man i politisk styrede organisationer forvente, at det var et politisk stridspunkt. Det er det imidlertid ikke – i hvert fald ikke i den offentlige sektor. Der hersker der en meget udbredt konsensus om, at digitaliseringen har et overordnet mål, nemlig effektiviseringer og dermed besvarelser – eller som det hedder på nydansk: Gevinstrealisering. Hvis det tidligere har været muligt at finde en borgmester, der så et politisk mål i at brande sin kommune ved at være foran med digitaliseringen, så er der i de fælleskommunale strategier i dag lagt op til, at kommunerne samarbejder om udvikling og indkøb af nye it-systemer, så det dermed bliver muligt at høste nogle stordriftsfordele.
Ledelse af digitalisering er blevet et fokuspunkt i både offentlige og private organisationer. Hvor digitalisering tidligere blev betragtet, som noget der foregik i it-afdelingen i kælderen af organisationen, er det i dag blevet almindeligt anerkendt, at digitaliseringen har stor strategisk betydning for organisationens udvikling, og derfor hører hjemme i topledelsens beslutningsrum på kvisten af organisationen.
Det er naturligvis nogle gode formål med digitaliseringen – at skabe besparelser og høste gevinsterne af de omfattende investeringer – men teknologien kan jo også bruges til andre formål! Af de første digitaliseringsstrategier tilbage i midten og slutningen af 1990ne fremgår det, at de politiske mål med digitaliseringen, udover at skabe effektivitet og besparelser i den offentlige sektor, også var at skabe empowerment for de svage i samfundet (fx hjælpe arbejdsløse med at finde arbejde) og styrke det lokale demokrati. Og hvor vi i dag taler om, at borgerne har en pligt til at læse deres digitale post, talte de tidligere strategier om, at borgerne skulle udstyres med nogle it-rettigheder, som skulle sikre, at de kunne indgå i et digitaliseret samfund på lige fod med andre borgere.
Disse politiske visioner med digitaliseringen er imidlertid forsvundet ud af debatten. Om det skyldes, at politikerne generelt bare er enige i, at visionen med digitaliseringen udelukkende er at skabe effektiviseringer, eller om det er fordi, politikerne har overladt det til administratorerne at styre digitaliseringen, og ikke selv har nogle visioner med processen, er ikke til at sige. Men det ville være interessant, hvis der på et tidspunkt dukker nogle politiske visioner for digitaliseringen op, som rækker længere end til effektivisering og gevinstrealisering.
Læs mere om ledelse af digitalisering i den nye bog: ”Ledelse i politisk styrede organisationer”, Hans Reitzels forlag 2017, redigeret af Peter Aagaard & Annika Agger. Bogen behandler en række ledelsesperspektiver og emner, der er relevante på tværs af alle politisk styrede organisationer: Strategi, motivation, ledelse af forandringsprocesser, ledelse af digitalisering, ledelse af politisk kommunikation, tillidsbaseret ledelse og ledelse af fagprofessionelle. Kapitlerne er skrevet af forskere fra SDU, KORA, CBS, Metropol og RUC.
