Udflytningskamp: Påstår en pris på 100 mio for at flytte 13 arbejdspladser

Ledelse

03/02/2016 14:38

Nick Allentoft

Kulturministeren afviser pure regnestykke fra Jagt- og Skovbrugsmuseet, der kæmper for at bevare 13 job i Hørsholm med argument om at flytning vil koste over 100 millioner kroner.

Hvad vil det koste regeringen at flytte 3900 statslige arbejdspladser til andre dele af landet? 

Det spørgsmål har regeringen fortsat ikke besvaret, mens flere af de berørte arbejdspladser selv har foretaget egne beregninger. Og det giver oppositionen skyts til kritik af regeringens planer.

Onsdag måtte kulturminister Bertel Haarder (V) svare på spørgsmål om flytningen af Jagt- og Skovbrugsmuseet fra Hørsholm i Nordsjælland til Djursland i Jylland. Her skal de 13 arbejdspladser efter planen slås sammen med Dansk Landbrugsmuseum.

Udflytning af statslige arbejdspladser

Vi har samlet alle historier om udflytningsplanerne.

Læs meget mere her

Ifølge museets egne beregninger kan flytningen løbe op i svimlende 102 millioner kroner. Flytningen bliver ifølge museet dyr, fordi den blandt andet kræver særtransporter til en række af de udstillede genstande. 

Sagen er symptomatisk for den kamp, der foregår om regeringens plan, hvor flere berørte arbejdspladser ikke ønsker at flytte, og hvor der fortsat er stor usikkerhed om den samlede pris. 

På onsdagens samråd efterlyste Socialdemokraternes Pernille Schnoor svar på, om det er fornuftigt at bruge millioner af skatteborgernes penge på at flytte 13 statslige job.

Bertel Haarder afviser dog regnestykket fra Jagt- og Skovbrugsmuseet.

- Vi kan i Kulturministeriet absolut ikke bekræfte de tal. De 100 millioner kroner må stå for museets egen regning, siger Bertel Haarder og tilføjer: 

- Der er ytringsfrihed i Danmark, og man har lov til at tale for sin egen institution. Jeg kan bare sige, at vi kan ikke bekræfte de tal. 

Han ønskede efter samrådet ikke at uddybe, hvorfor han betvivler museets beregninger.

- Skal vi ikke droppe den diskussion til om 14 dage, så har vi de rigtige tal, siger Bertel Haarder med henvisning til, at ministerierne fortsat er i gang med at skabe et sikkert talgrundlag, som ventes at blive meldt samlet ud.

Kulturministeren peger dog på en række positive gevinster ved at flytte museet, som måske er blevet overset i museets egen beregning. Blandt andet at driften af bygningerne i dag sluger 30 procent af museets budget.

De forventede store besparelser i huslejen vil over tid opveje engangsudgiften til flytningen, mener Haarder. 

Samtidig repræsenterer de nuværende bygninger i Hørsholm ifølge kulturministeren "en stor ejendomsværdi", som kan bruges til at finansiere flytningen og indretningen af det nye museum.

- Det er min og regeringens opgave at finde en løsning, som giver mere museum for pengene, og det er det, jeg mener, vi gør her.

- Jeg ønsker hverken at gøre skatteyderne eller museet til grin i denne sag, siger kulturminister Bertel Haarder.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce