Udspil til energiunion: EU skal være uafhængig af Rusland

Et fælles europæisk indre marked er et af hovedelementerne i udspil til en energiunion, som præsenteres onsdag

Energi på tværs af Europas grænser. Alternativer til Rusland som gasleverandør. Samt en bedre udnyttelse af energien.

Det er blot nogle af elementerne i EU-Kommissionens udspil eller strategi til en fælles energiunion, som bliver præsenteret onsdag på et pressemøde i Bruxelles.

Kommissionens næstformand med ansvar for energiunionen, Maros Sefcovic, siger, at det er en "meget vigtig dag". 

- Vi vil integrere de 28 energimarkeder til et, siger Sefcovic.

- Vi har brug for at få det til at ske. Først skal vi opbygge solidaritet og tillid, siger han og fortsætter:

- Medlemslandene skal kunne regne med hinanden.

Overordnet er målet med energiunionen, at europæiske borgere og virksomheder skal sikres "sikker, bæredygtig og konkurrencedygtig energi til en overkommelig pris", står der i udspillet.


Selve strategien er en blanding af lovgivning, strategier og mål og har fem hovedelementer.

Deres fokus er etableringen af et indre energimarked, energieffektivitet, mindske klimapåvirkning ved produktion af energi, forskning og udvikling samt energisikkerhed eller -uafhængighed.

Her tager energiunionen et udenrigspolitisk aspekt. I energisikkerhed ligger nemlig, at EU ikke skal være afhængig af eksempelvis en gasleverandør - som seks medlemslande er i øjeblikket.

Med krisen i Ukraine og konflikten mellem Rusland og EU er behovet for, at EU ikke er afhængig af Ruslands og den russiske præsident Vladimir Putins gas blevet endnu tydeligere.

I udspillet er ordlyden, at EU, når omstændighederne er de rette, "vil overveje at omfortolke energiforholdet til Rusland".

Klima- og energikommissær Miguel Arias Cañet, der præsenterer udspillet sammen med Sefcovic, understreger, at forsyningssikkerhed er en topprioritet.

EU importerer 53 procent af sin energi, hvilket koster 400 milliarder euro.

FAKTA: Læs om forslaget til EU's energiunion

Et indre energimarked og fokus på energieffektivitet er nogle af hovedelementerne i en fælles energiunion.

EU-Kommissionen præsenterer onsdag sit udspil eller strategi til en fælles europæisk energiunion.

Her er et udpluk af elementerne i udspillet:

* En hovedprioritet er, at den allerede eksisterende lovgivning på energiområdet skal håndhæves og iværksættes.

* Overordnet bygger strategien på fem hovedelementer, som er energisikkerhed, etableringen af et indre energimarked, energieffektivitet, mindske klimapåvirkning ved produktion af energi samt forskning og udvikling.

* Energisikkerhed går blandt andet ud på, at medlemslandene skal mindske afhængigheden af en leverandør af eksempelvis gas og i stedet kunne læne sig op ad sine nabolande.

* Et indre energimarked skal blandt andet indebære, at energi kan flyde frit på tværs af landegrænser, som om det var en "femte frihed".

* EU-landene skal være eksempelvis forbundet og i stand til at overføre mindst 10 procent af dens elektricitet til eller fra sine naboer. Det mål skal være opfyldt i 2020.

* EU importerer 53 procent af sin energi og er den største importør af energi i verden. Det koster årligt omkring 400 milliarder euro, hvilket svarer til omkring 2,9 billioner danske kroner.

Kilder: EU-Kommissionen.

 

Emneord: EU's Økonomi, EU-Kommissionen, Energi- og klimapolitik, Energipolitik
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også