Studerende bruger 1350 timer om året på studiet. Det er 275 færre end en fuldtidsansat i den private sektor.

Udvalg revser studerende: De bør læse 20 procent mere

Velfærd

24/11/2014 11:00

Nick Allentoft

Danske studerende skal læse langt mere intensivt, anbefaler kvalitetsudvalget for videregående uddannelser. Studerende bruger 1350 timer om året på studiet. Det er 275 færre end en fuldtidsansat i den private sektor.

Studerende på de videregående uddannelser bruger ikke nok tid på at have næserne i bøgerne, lyder det mandag fra kvalitetsudvalget for videregående uddannelser.

I udvalgets rapport til uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) lyder det, at de studerende generelt bruger 1350 timer om året på deres studie, hvis man regner med, at de har to eksamensperioder. 

Det er 275 timer færre om året end en fuldtidsansat i den private sektor.

Læs om Kvalitetsudvalget

Læs om Kvalitetsudvalget

Se vores temaoversigt med artikler om regeringens Kvalitetsudvalg. Klik her.

Og det er langt fra nok, lyder det i udvalgets anden rapport.

Der er store forskelle mellem uddannelserne, men i gennemsnit skal de danske studerende læse omkring 20 procent mere for at nå målet.

Desuden skal universiteter og andre uddannelsesinstitutioner dokumentere, at deres elever bruger 1650 timer årligt, som det kræves for at læse på fuldtid og for at opnå de 60 ECTS-point, som udgør en fuldtidsuddannelse.

Mange studerende møder uforberedt til undervisning, men de bør i stedet bruge lige så meget tid på at læse som på et fuldtidsjob, anbefaler udvalget.

Desuden vil kvalitetsudvalget ændre optagelseskravene, så flere studerende optages første gang. Ansøgerne skal vurderes bredere end på deres karakterer som eksempelvis gennem motiverede ansøgninger, interview eller optagelsesprøver.

Ifølge anbefalingerne er det desuden ledelsen på uddannelsesinstitutionerne, der skal tage ansvar for, hvordan pengene fordeles mellem undervisning, forskning og udvikling.

Et nationalt fagligt råd skal administrere bevillinger, som der konkurreres om, og rådet skal rådgive uddannelsesministeren, lyder det videre.

Hvert universitet skal have et mindstemål af midler til forskning, men institutionerne må ikke anspores til at optage flere studerende for at få flere penge. 

Institutionerne skal udvikle deres uddannelser mere frit, så politikerne kun fastsætter de overordnede rammer, foreslår kvalitetsudvalget endeligt.

Over seks ud af 10 unge ventes at tage en videregående uddannelse, hvilket er næsten dobbelt så mange som i 1990.

FAKTA: Sådan bør studerende oppe sig ifølge udvalg Der er plads til forbedring blandt de danske studerende, lyder det fra kvalitetsudvalget for videregående uddannelser, der offentliggjorde sine anbefalinger mandag.

Her kan du læse, hvad udvalget konkluderer:

* 60 procent af danske unge tager en videregående uddannelse. Det er næsten dobbelt så mange som i 1990.

* Danske studerende bruger i gennemsnit markant færre end de 1650 timer årligt, som er normen for at gennemføre et fuldtidsstudie. Generelt set skal de bruge 20 procent mere tid for at studere på fuldtid.

* Har den studerende to eksamensperioder, hvor han bruger 300 timer om året, vil hans samlede studietidsforbrug være på 1350 timer om året. Det er 275 timer færre om året end en fuldtidsbeskæftiget i den private sektor.

* Kvindelige studerende har en markant højere samlet studietid end mandlige. Omvendt er kvindelige studerende svagt overrepræsenteret i gruppen af studerende, der bruger mest tid på deres uddannelse.

* 60 procent af uddannelseslederne på professionsbachelor-, kandidat- og erhvervsakademiuddannelserne er enige eller overvejende enige i, at der i dag er en passende studieintensitet.

* Blandt studieledere på bacheloruddannelser gælder dette kun for 44 procent.

* De uddannelsesledere, der mener, at studieintensiteten ikke er høj nok, siger, at de studerende bør bruge mere tid på forberedelse, og at de bør deltage mere aktivt i undervisningen.

* Op mod 25 procent af de studerende er samlet set ofte eller meget ofte mødt uforberedte op til undervisningen, ifølge de studerende selv.

* Hovedparten af de studerende anvender omkring 33 timer om ugen på deres studium i løbet af undervisningsåret. Korrigeres der for deltidsstuderende udgør den gennemsnitlige studietid omkring 35 timer på en uge i perioden for undervisningsåret.

* Yder de studerende en større indsats, kan de også opnå et større læringsudbytte i deres uddannelsesforløb, lyder det.

Kilde: "Høje Mål - fremragende undervisning i videregående uddannelser".

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce