Udviklingen af Danmark begynder med de små

Unge menneskers engagement i velfærdssamfundets kerneinstitutioner har det godt.
I hvert tilfælde, når man ser på ansøgertallet til de store velfærdsuddannelser ved ansøgningsfristen for kvote 2 i midten af marts måned. I Region Sjælland var der flere ansøgere end året før til pædagoguddannelsen, læreruddannelsen og socialrådgiveruddannelsen, og ikke mindst uddannelsesstederne i regionens syd- og vestlige del oplevede markant flere ansøgere. Det er meget lovende, for skal der ske en positiv udvikling i en region, begynder det med dygtige og engagerede unge, der vil tage medansvar for at give børn en rigtig god start i livet. Ikke mindst de børn, der ikke fik de allerbedste livsvilkår i fødselsgave. 
 

Som medlem af den nystiftede ”Småbørnsalliancen” (på initiativ fra Egmontfonden og Tænketanken DEA) – en bred sammenslutning af beslutningstagere, der arbejder for styrke de 0-6 åriges livsduelighed, udvikling og læring – er jeg dybt optaget af, hvordan vi os i region Sjælland kan blive endnu bedre til at arbejde sammen om de mindste børn. Det er ofte skolen, der fylder i den offentlige debat, ligesom den fylder langt mere i de fleste politikeres bevidsthed end dagtilbuddene gør. Og det på trods af, at forskning har vist, at investeringer i gode dagtilbud har en større effekt for børns videre liv og muligheder end investeringer senere i deres liv. I samme tråd har forskning vist, at de første 1000 dage i et barns liv afgør, hvordan barnet klarer sig videre hen. Fx at de børn, som er sprogligt bagud i tre-årsalderen har adfærdsproblemer i 11-årsalderen og klarer sig dårligere end andre børn ved folkeskolens afgangsprøve. Der hviler derfor et meget stort fagligt ansvar på de fagprofessionelle, der er involveret i de små børns og deres familiers liv, lige fra jordemødre og sygeplejersker til pædagoger og socialrådgivere. Et ansvar, som kræver stor dygtighed og en større prioritering og anerkendelse end tilfældet er i dag. 

Dagtilbud der gør en forskel 

Heldigvis er der flere og flere kommuner der er bevidste om betydningen af barnets første leveår, og som arbejder målrettet med at skabe gode dagtilbud. Det oplevede jeg fx på et studiebesøg med Småbørnsalliancen for nylig i institutionen Mejemarken i Ørslev i Vordingborg Kommune. 

Jeg var kun lige trådt ind over dørtærsklen, før den høje pædagogiske faglighed var tydelig. Indretningen var gennemtænkt i forhold til at understøtte børnenes leg, udforskning og læring, medarbejderne befandt sig i gulvhøjde sammen med børnene, der blev talt og lyttet børn og voksne imellem, der var ro, og der var en klar og tydelig struktur for dagens gang mv.

LÆS OGSÅ: Folkeskolen er ved at miste selve livet

Der var tænkt over hver eneste detalje såvel indendørs som på legepladsen med børnenes behov som udgangspunkt. Institutionens arbejde er rammesat af en pædagogisk grundplan fælles for alle kommunens dagtilbud, så der sikres sammenhæng fra toppen i kommunalbestyrelsen og helt ud til de ansatte i den enkelte institution. Hvis hvert og ét af regionens dagtilbud havde en pædagogisk kvalitet på det niveau, så ville mange flere børn end i dag være bedre hjulpet. 

Vi skal rykke tættere sammen

Men det gode børneliv er ikke gjort med de fagprofessionelles indsats alene, hvor dygtige de end er. Det handler også om politisk og økonomisk prioriteringer af de rammer, der er for arbejdet med barnet, fra det ligger i maven og til første skoledag. Og så handler det om, at de fagprofessionelle skal arbejde bedre sammen på kryds og tværs.

Fx har en ny ung familie, der har det svært, brug for alt det, som en sundhedsplejerske, en pædagog, en socialrådgiver og en jobkonsulent kan, men de har ikke brug for at skulle løbe rundt i mellem kommunens mange forskellige tilbud og selv finde ud af at koordinere flere komplekse indsatser. Den opgave skal kommunen og de professionelle løse. 

Vi skal også være langt bedre til at brede ansvaret for det gode børneliv ud, ikke mindst når det gælder de udsatte børn. På trods af ambitioner og masser af indsatser for at sikre børn lige vilkår for at udvikle sig og lære, er vi som samfund endnu ikke lykkedes med at give alle børn den bedst tænkelige start. 

Meget tyder på, at et endnu flere gode børneliv forudsætter, at myndighederne, de etablerede institutioner og de fagprofessionelle også begynder at arbejde tættere sammen med civilsamfundet – både i lokalsamfundet og med de store frivilligorganisationer. 

For et barns liv leves ikke kun på hverdage fra 8 – 16, når kommunen holder åbent, men i alle døgnets timer året rundt. Og her er det os alle sammen – alle de mennesker der på forskellige måder er i omkredsen af et barns liv – der kan være med til at gøre forskellen.