Jens Asbjørn Bøgen
Lavrov påstår, at Rusland ikke har nogen allierede på slagmarken – men passer det?
Lavrov påstår, at Rusland ikke har nogen allierede på slagmarken – men passer det?
Hvad sker der?
Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov har udtalt, at Rusland “ikke har nogen allierede på slagmarken” — en markant kontrast til de alliancer landet havde under verdenskrigene.
Men det narrativ overser den afgørende støtte, Rusland i dag modtager fra Nordkorea, Iran og Kina, hvilket sår tvivl om Lavrovs fremstilling af isolation.
Nordkorea sender våben — og soldater?
Trods Lavrovs påstande har Nordkorea udviklet sig til en central aktør i støtten til Ruslands krig i Ukraine.
Pyongyang har angiveligt leveret ballistiske missiler, artillerigranater – og muligvis endda soldater.
Samarbejdet mellem de to nationer styrkes både økonomisk og politisk og peger på et dybere, langsigtet partnerskab.
Iranske droner ændrer luftkrigen
De iranske Shahed-droner har spillet en væsentlig rolle i Ruslands bombardementer af ukrainske byer.
Teheran har ikke blot leveret dronerne, men også bistået Moskva i at etablere en indenlandsk produktion af lignende våbensystemer.
Dronerne anvendes nu i stigende grad på frontlinjen, hvilket gør Iran til en nøglespiller militært.
Kina er nøglen til at omgå sanktioner
Selvom Kina ikke deltager direkte i krigen, er landets rolle afgørende for Ruslands evne til at omgå vestlige sanktioner.
Kinesiske virksomheder leverer komponenter med både civil og militær anvendelse samt mikroelektronik, som holder Ruslands militærmaskine kørende.
En gryende anti-vestlig alliance?
Ifølge Institute for the Study of War (ISW) kan de tætte bånd mellem Rusland, Iran, Nordkorea og Kina udvikle sig til en bredere, anti-vestlig akse.
En sådan konstellation udgør en mulig langsigtet trussel mod global sikkerhed – særligt for USA og dets allierede.
Moskvas nye ideologiske front
Lavrovs seneste udtalelser skal også ses i en indenrigspolitisk sammenhæng.
Analytikere vurderer, at Kreml forsøger at udbrede en uformel statsdoktrin, hvor Rusland fremstilles som værende i en eksistentiel kamp mod Vesten.
Gammel retorik til at retfærdiggøre krigen
Lavrov gentog en velkendt begrundelse for invasionen af Ukraine: beskyttelse af russisktalende befolkninger.
Det er en retorik, der har været gennemgående i russisk officiel kommunikation siden 2014 og bruges til at fremstille krigen som defensiv frem for aggressiv eller imperialistisk.
Røde linjer om NATO og territorier
Lavrov fastholdt også Kremls velkendte krav: Ukraine må aldrig blive medlem af NATO, og Vesten skal anerkende Ruslands ulovlige annektering af ukrainske områder – herunder Krim.
Disse krav står som ufravigelige betingelser for Moskva.
Kampen om den folkelige opbakning
Kreml intensiverer nu bestræbelserne på at sikre folkelig opbakning til krigen – især blandt de unge.
Via medier, uddannelsessystemet og statsstyret propaganda fremstilles krigen som retfærdig og nødvendig for nationens overlevelse.
Hjemlig opbakning spænder ben for fred
Selv hvis en fredsaftale kunne komme på tale, ville det være politisk risikabelt for Putin at acceptere andet end total sejr.
Årevis med statslig påvirkning har gjort store dele af den russiske befolkning dybt investeret i krigens mål – og ethvert kompromis kan opfattes som et nederlag.
