Nogle navne har bare det hele. De lyder smukt, betyder noget klogt, og så emmer de af elegance, styrke og tidløshed.
Et studie fra University of Birmingham kårede i 2022 de mest harmoniske navne i verden, og her var det et populært dansk pigenavn, der landede på førstepladsen.
Det skriver Tf1info.
Sophia – eller Sofia, alt efter om man er til ph eller f – rendte nemlig med sejren.
Navnet er alt andet end en døgnflue. Takket være blandt andre den ikoniske skuespiller Sophia Loren fra Italien har det fået stjernestøv i blodet og holdt sig relevant i over hundrede år på over 20 sprog.
I dag hedder 11.624 danskere ifølge Danmarks Statistik enten Sofia eller Sophia.
Men hvorfor vælger så mange forældre netop Sophia? Svaret kan meget vel ligge i, hvordan navnet føles – og lyder.
Bag studiet stod lingvisten Dr. Bodo Winter, der sammen med sit hold undersøgte 100 forskellige fornavnes klang, rytme og følelsesmæssige indvirkning.
Sophia løb med førstepladsen – og det med rette. Navnet ruller af tungen som blød musik, og ifølge forskerne vækker det ganske enkelt de mest positive følelser, når det bliver udtalt.
Men skøn lyd er kun halvdelen af charmen. På oldgræsk betyder Sophia nemlig “visdom” – og hvem vil ikke gerne give sit barn et navn, der emmer af intelligens og refleksion?
Navnet kom til Europa i 1500-tallet og har siden krydset både landegrænser og sproglige barrierer. Det bruges i alt fra germanske til romanske og slaviske sprog – og har den klare fordel, at det både er internationalt og let at udtale, uanset om du er i København, Paris eller Palermo.
Sophia er kort sagt et navn, der lyder godt, føles godt – og betyder noget godt. Ikke underligt, at det bliver ved med at vinde hjerter.