Forskning peger på en alder: På dette tidspunkt i livet er man mest lykkelig

Alle har nok deres egen forestilling om, hvornår i deres liv de er mest lykkelige.

Nogle mener, at det er i barndommen, mens andre mener, at det er i 20’erne, hvor man fysisk er på sit bedste.

Ny forskning afslører dog, at tilfredsheden for mange mennesker ikke falder, men tværtimod stiger med alderen.

Det skriver O Globo.

Ifølge den argentinske neuroforsker Fabricio Ballarini viser internationale data, at en særlig lykke ofte indtræffer omkring 60-årsalderen.

Ballarini henviser til analyser, hvor forskere over årtier har målt trivselsindikatorer i mere end hundrede velstående lande. 

Resultatet, som blandt andet er publiceret i regi af National Bureau of Economic Research, peger på, at utilfredshed typisk aftager med alderen. 

Forklaringen lægger vægt på,  at mange bliver bedre til at prioritere og sortere i deres krav til omverdenen. Med tiden lærer man, hvad der fortjener energi, og hvad der kan få lov til at passere.

Diskussionen om lykke og alder er ikke ny. Allerede i slutningen af 00’erne blev en såkaldt U-kurve et fast referencepunkt i forskningen. I den model ligger tilfredsheden højt i barndom og ungdom, falder fra de sene teenageår og ned gennem voksenlivet, for derpå at ramme et lavpunkt omkring 40 og derefter stige igen. 

Den midterste del af livet bliver i den fortolkning en periode, hvor arbejdspres, økonomiske bekymringer og familieliv ofte topper samtidig, og hvor mange oplever en fase med tvivl om mål og retning.

Ballarini peger på, at nyere studier nu nuancerer billedet yderligere. I stedet for en tydelig U-form tegnes et mere jævnt stigende forløb, hvor tilfredsheden over tid bevæger sig opad. 

Han argumenterer samtidig for, at yngre generationer i dag rapporterer højere grad af mistrivsel end tidligere, og at mental sundhed blandt unge er blevet et mere alvorligt tema.

Hvis 60-årsalderen hos mange bliver et højdepunkt på glædesskalaen, skyldes det ifølge Ballarini, at livets struktur ændrer sig. Arbejdslivets pres mindskes for en del, børn er ofte blevet større, og tiden bliver i højere grad en ressource, man selv disponerer over. Samtidig bliver beslutninger typisk mindre drevet af forventninger udefra og mere af personlige værdier.