Det perfekte tidspunkt at spise aftensmad på har altid været et kulturelt spørgsmål.
Danskerne spiser tidligt, italienerne sent, og spanierne starter først, når italienerne er ved desserten.
Men hvad siger videnskaben: Hvornår bør man egentlig spise for at holde kroppen sund og glad?
Ifølge Valter Longo, leder af Longevity Institute på University of Southern California, er det vigtigt at give kroppen mindst tre timers pause mellem middagen og sengetid.
”Hvis du spiser middag senere, signalerer du til kroppen, at du stadig er aktiv,” forklarer han ifølge det græske medie iefimerida. Det kan virke lige så forvirrende for din kropsrytme, som hvis du pludselig besluttede dig for at støvsuge klokken to om natten.
Det handler også om intermittent faste, som har vundet stor popularitet. Adam Collins, ernæringsekspert ved University of Surrey, peger på, at fasteperioder på mindst 12 timer mellem aftensmad og morgenmad kan sætte fut i fedtforbrændingen.
”Du lærer kroppen at gøre præcis dét, den er skabt til: at forbrænde kulhydrater, når du spiser dem, og fedt, når du holder pause,” siger ernæringseksperten.
Men der er selvfølgelig undtagelser. Hvis du stortrives med en solid middag, god søvn, og din kolesterol og dit blodtryk er i orden, så ”kør bare videre,” lyder det fra Collins. ”Men hvis du derimod sover dårligt og slås med sundhedsproblemer, bør du måske prøve at skifte rundt og spise større måltider tidligere på dagen og en lettere middag om aftenen. Det er ofte det sundeste mønster.”