Foto: Shutterstock

Værelse 57

Hans Jørgen Buchberg har skrevet dette digt til Den Offentlige.

Jeg sidder alene og ser mig omkring
og drejer vemodigt min vielsesring.
Jeg er vist lidt trist og lidt ensom i dag,
for jeg savner de kære, som jeg holder af.

Jeg sidder og mindes, da jeg tog af sted
og ser på de ting, som jeg kunne få med.
Familien bragte det hele herhen,
der blev stille og tomt, da de kørte igen.

Nu bor jeg på værelse 57
og har det skam godt og er vældig tilfreds,
for alle er søde og hjælper på vej,
og de gør, hvad de kan for at hygge om mig.

Et billede står på min gamle reol
fortæller om lykke og sommer og sol.
Men brudebuketten er falmet i dag,
for de brune nuancer har solen slidt a’.

Da jeg blev alene, var livet forbi.
Jeg husker, jeg følte mig tom indeni.
Men her i min stue, der er du et sted,
for de kærlige minder om dig tog jeg med.

Mit ur på kommoden er faldet i slag,
jeg tænker, at så gik der endnu en dag.
Om lidt bli’r jeg hentet, og så er der mad,
jeg har hørt, at menuen er kylling i fad.

Nu banker det på, det er Hanne igen,
hun gi’r mig et knus og si’r :”Kom nu, min ven.”
Nu låser hun døren og retter mit dress,
mens jeg kikker på skiltet med 57.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også