Valgt blandt 79 ansøgere: Faxe henter ny direktør i Helsingør

Ledelse

17/12/2017 06:42

Nick Allentoft

Henter ny direktør i Helsingør. Dermed består direktionen i Faxe af to kvinder og en mand.

For Marianne Hoff Andersen er det lidt som at vende hjem igen, når hun begynder som direktør i Faxe Kommune den 2. januar 2018.

 

Tilbage i 1990'erne boede hun i Haslev med sin familie, og hun var medforstander på den daværende Haslev Udvidede Højskole. Hun fortsatte derefter som timelærer i samfundsfag, mens hun blandt andet arbejdede som planlægger i Haslev Kommune.

- Mine børn har gået i daginstitution og skole i Haslev, og jeg kan kun sige, at vi havde nogle virkelig gode år her i området. Jeg kan også helhjertet sige til virksomheder - og ikke mindst børnefamilier i København - at de skal flytte til Faxe Kommune. I forhold til erhvervslivet ligger vi godt, og kommunens økonomi er sund. Med hensyn til bosætning, så er det en kommune med skøn natur, smukke godser, et unikt kalkbrud og en spændende kyst, siger Marianne Hoff Andersen.

 

Efter tiden som planlægger i daværende Haslev Kommune tog Marianne Hoff Andersens karriere inden for kommunal ledelse fart. I dag har hun samlet 14 års topledererfaring fra flere kommuner i rygsækken. Først som kulturchef i Roskilde Kommune, hvor hun var med til at starte hele Musicon-området op - senere som direktør for Social og Sundhed i samme kommune. Derefter var hun direktør for Børn, Kultur og Borgerservice i Vallensbæk Kommune og senest har hun været direktør i Helsingør Kommune; med ansvar for tre centre: Dagtilbud og Skoler, Børn, Unge og Familier samt Kultur og Turisme.

 

- Det giver mig stor arbejdsglæde at arbejde tæt sammen med byrådet og forvandle deres visioner til konkrete resultater, så borgerne kan mærke, at vi arbejder for og med dem. Jeg glæder mig også til samarbejdet med medarbejderne, borgerne og virksomhederne, og jeg glæder mig meget til at blive en del af direktionsholdet, der skal være med til at føre Faxe Kommune godt ind i fremtiden, siger Marianne Hoff Andersen.

 

Marianne Hoff Andersen bliver en del af Faxe Kommunes direktion sammen med direktør Kirsten Jacobsen og kommunaldirektør Thomas Eriksen.

 

- Vi glæder os meget over, at Marianne Hoff Andersen har valgt Faxe Kommune til. Hun har kvalifikationer og konkrete erfaringer, som passer fremragende til at understøtte den udvikling, vi allerede er i gang med i Faxe Kommune. Vi glæder os til det kommende, spændende samarbejde med Faxe Kommunes nye byråd, siger Thomas Eriksen.

 

Marianne Hoff Andersen er gift med Jørgen Kvist Jensen, generalsekretær i KFUM og KFUK. Parret har to voksne børn på 20 og 25 år.

Mest Læste

Annonce