”Privatisering af Odenses skolerengøring droppet”, ”Sælg 45 procent af de offentlige opgaver”, ”Privatisering af velfærd er dømt til fiasko”, ”Privatisering er et effektivt redskab”, ”Privatisering er et tveægget sværd”, ”Forslag om stop for privatisering af ældrepleje”…
I debatten om offentlig-privat samarbejde er der en udbredt begrebsforvirring, hvor en række begreber som konkurrenceudsættelse, privatisering og udlicitering bruges i flæng. Og desværre også ofte forkert.
Der er nemlig væsentlige forskelle på begreberne, som det er vigtigt at være opmærksom på, hvis ikke debatten skal forstyrres.
Ideologiske blokeringer
Når konkurrenceudsættelse og frit valg fejlagtigt betegnes som privatisering, forplumres debatten, og der bidrages til at tegne et urigtigt billede af, hvad der egentlig er tale om.
Det får den konsekvens, at misforståelser, misinformation og ideologiske blokereringer dominerer debatten om offentlig-privat samarbejde, og at vi som samfund derfor ikke får udnyttet de fordele og potentialer, der er ved et samarbejde mellem den offentlige sektor og private virksomheder.
Udbud og konkurrenceudsættelse
Helt grundlæggende er offentlig-privat samarbejde (OPS) en fællesbetegnelse for en række forskellige typer af samarbejder mellem offentlige myndigheder og private virksomheder om løsningen af opgaver finansieret af skatter og afgifter.
Den mest anvendte og klassiske form for offentlig-privat samarbejde er udbud- eller konkurrenceudsættelse af en given opgave.
Det kan eksempelvis være vedligeholdelsen af grønne områder, vinduespolering eller driften af et plejecenter. Grundlæggende skaber en offentlig myndighed (eksempelvis en kommune) konkurrence om en opgave ved at bede virksomheder om at afgive et tilbud på at løse den konkrete opgave for kommunen.
I udbudsmaterialet beskriver den offentlige myndighed opgaven, samt hvordan konkurrencen skal foregå: Kan der kun konkurreres på prisen, eller vægtes eksempelvis kvalitet, funktionalitet, miljø også?
På baggrund af de opstillede kriterier udvælges det bedste tilbud, og den pågældende leverandør (offentlig eller privat) skal derefter varetage opgaven.
Den offentlige myndighed har mulighed for selv at deltage i konkurrencen om opgaven, hvis der udarbejdes et kontrolbud. Kontrolbuddet er den offentlige leverandørs eget bud på at løse opgaven i overensstemmelse med udbudsmaterialet og dermed på helt samme vilkår som de private leverandører.
Hvis en privat virksomhed vinder en udbudt opgave, bliver den pågældende opgave udliciteret. Udlicitering finder med andre ord kun sted, når en privat virksomhed kan varetage en given opgave mere fordelagtigt – i overensstemmelse med udbudsmaterialet – end den offentlige myndighed selv, eller hvis den offentlige myndighed ikke selv byder på opgaven.
Den private virksomhed skal derefter – på vegne af den offentlige myndighed – udføre en given skattefinansieret opgave eksempelvis rengøring eller logistikopgaver.
Ikke tale om privatisering
Selvom opgaven løses af en privat virksomhed, er der ikke tale om en privatisering af opgaven, selvom man godt kan få det indtryk i medierne.
Ved privatisering er der modsat udlicitering tale om en permanent overdragelse af produktionsapparatet som for eksempel ejendomme, maskiner eller tjenesteydelser til en privat virksomhed, som selv opkræver betaling hos borgerne/kunderne.
Et eksempel på en privatisering er statens salg af TDC. Udlicitering er derimod kun en midlertidig overdragelse af et opgaveansvar på vegne af en offentlig myndighed finansieret af skatteborgerne, efter opgaven har været i konkurrence.
Efter kontraktudløbet kan den offentlige myndighed hjemtage opgaven, eller den kan konkurrenceudsættes på ny for at sikre den mest effektive opgavevaretagelse.
Privatisering har dermed ikke noget med konkurrenceudsættelse at gøre, selvom man ellers let kan få det indtryk, hvis man følger den offentlige debat.
Tilsvarende er der heller ikke tale om privatisering, når de ældre vælger en privat leverandør af hjemmehjælp. Frit valg, hvilket indebærer, at borgerne har mulighed for selv at vælge den leverandør, som skal levere en helt eller delvist skattefinansieret service.
Uanset om borgerne vælger en kommunal eller privat leverandør, er kravene de samme, og den visiterede service er helt eller delvist skattefinansieret afhængigt af, om der er tale om hjemmehjælp, dagpasning eller lignende.
Bevidst strategi fra OPS-modstandere?
Afsporingen af debatten kan være en bevidst strategi fra modstandere af offentlig-privat samarbejde, men det kan også være ubevidst på grund af manglende viden. Uanset hvad, håber vi i DI dog på en konstruktiv og saglig debat på det rette grundlag.
DI foreslår, at 45 procent af de udbudsegnede opgaver i den offentlige sektor konkurrenceudsættes i 2025. Ikke privatiseres. Ikke udliciteres. Men konkurrenceudsættes.
For DI er det nemlig ikke i sig selv vigtigt, om det er en offentlig eller privat leverandør, der vinder en given opgave. Det afgørende er, at der skabes konkurrence om opgaven, og at konkurrence er på fair vilkår.
Erfaringerne viser, at offentlige myndigheder kan opnå betydelige gevinster ved at skabe en effektiv konkurrence om opgaverne. Disse gevinster kan alt efter politisk ønske bruges til at reducere omkostningerne ved en given opgave, øge kvaliteten eller begge dele samtidigt.
DI ønsker konstruktiv debat
I DI ønsker vi en konstruktiv debat om, hvordan konkurrenceudsættelse bedst bruges som redskab til at sikre en effektiv offentlig sektor og borgerne den bedst mulige service og kvalitet for skattekronerne.
