Eksperter: Udsatte børn svigtes af stive systemer

”Endelig et menneske, der ikke vil lave en handlingsplan for mig, men som bare lytter og vil støtte op.”    Sådan lyder en typisk kommentar, når Stine Welent Andersen fra foreningen Homestart møder op hos en familie, der gennem hendes forening søger støtte til at klare den pressede hverdag som børnefamilie.

Tirsdag den 30. oktober mødte hun op til et stort debatarrangement på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde med det formål at debattere indsatsen for de mindste udsatte børn og finde nye løsninger. Selv om Stine Welent ikke har forsket på området, satte hendes indlæg på mange måder scenen for en problematik, som såvel forskere som professionelle fra Professionshøjskolen Absalon godt kunne genkende: De offentlige systemer er for dårlige til at lytte til det enkelte menneskes behov, og udsatte familier marginaliseres ofte i systemer, som opleves som meningsløse og uden forbindelse til borgerens reelle udfordringer og ressourcer.    Flygtninge opfattes som svage Til mødet deltog flere forskere fra Professionshøjskolen Absalon, der kunne bekræfte, at hjælpen til udsatte familier ikke er god nok. Tania Dræbel, Ph.d. og lektor på sygeplejerskeuddannelsen har i flere år forsket i indsatser til familier med flygtningebaggrund, og ved debatmødet kunne hun berette om meget frustrerede flygtninge, der konfronteres med et system, der er ude af stand til at identificere deres ressourcer og kompetencer, og imødekomme de reelle behov, som der også er.    ”Man gør ofte den antagelse, at der er tale om en ensartet traumatiseret gruppe, som man skal lave en behandlingsplan for. I stedet burde man tale om at gøre noget sammen med den enkelte flygtning og fokusere på, at vedkommende har ressourcer, som man kan understøtte og bygge videre på. For man er jo ikke ressourcesvag, hvis man som enlig mor er flygtet fra krig tværs gennem en lang række lande – oven i købet sammen med børn, som man alene har ansvaret for,” siger Tania Dræbel, der mener, at man ikke kan hjælpe børn uden at se på hele familien. Samtidig er der dog for lidt viden om, hvordan man hjælper en hel familie bedst muligt.   Familieforskning mangler ”I forskningen er familieperspektivet desværre stort set fraværende, og man ved meget lidt om, hvordan man kan gøre det rigtige. Lige nu taler alle om, at tværprofessionelt arbejde er løsningen, men ingen ved, om det så reelt gør en forskel for familierne. Ofte ender de udsatte familier i en indsats, som de opfatter som ukoordineret og usammenhængende uden nogen, der specifikt tager ansvar for dem”, siger forskeren, der mener, at konsekvensen bliver, at målgruppen resignerer og marginaliseres i rollen som en person eller familie, der ikke har andre handlemuligheder end dem, som systemet påbyder.

”Man kunne godt få den tanke, at den type strukturer er med til at reproducere den udsathed, som systemet er sat i Verden for at bekæmpe”, siger Tania Dræbel, der opfordrer til, at velfærdsuddannelserne tager udfordringen op med mere forskning og endnu bedre uddannelser.

”Du kan se det på sygehusene, hvor de gamle sygeplejersker interesserer sig for årsagen til sygdommen og måske ringer til pårørende, mens de nye sygeplejersker typisk  symptombehandler på et problem, som de burde tage ansvar for at undersøge årsagen til”, siger Tania Dræbel, der i sit indlæg pegede på, at evnen til at lytte til borgeren er helt centralt.   ”I England lavede man et forsøg, hvor man lod borgeren selv vælge sin ressourceperson, og til alles overraskelse valgte mange en politibetjent, der intet vidste om eksempelvis pædagogik, sociologi og psykologi, som man ellers ville mene kunne hjælpe. Men han kunne lytte, og han var villig til at hjælpe med de problemer, som borgeren oplevede som væsentlige”.   Stress er afgørende God hjælp er altså hjælp baseret på en forståelse af helheden – uanset faglig baggrund. Det var også en pointe i indlægget fra ph.d.og docent i Center for Pædagogik Pia Thomsen, der har gennemgået en stor mængde forskning fra blandt andet USA, England og Australien, hvor man har forsøgt at hjælpe udsatte børn efter forskellige former for ekspertmodeller, som umiddelbart virkede fornuftige. Men i alle tilfælde uden det store gennembrud. Pia Thomsen peger på, at det er utroligt vigtigt at forstå, at mange familier er stressede af individuelle årsager, der ikke lader sig beskrive i en bestemt løsningsmodel. Derfor skal man formå at spørge ind til, hvad familiens udfordring er, og så hjælpe med at løse netop dette og dermed reducere den stress, der i sidste ende går ud over børnene.   Og stress kan også komme fra et offentligt system, der –  som Tania Dræbel eksemplificerede – kræver at du skal indkøre dit barn ind i vuggestuen, samtidig med, at du ikke må have fravær på sprogskolen for at beholde din kontanthjælp. Stress kan naturligvis også komme af økonomiske årsager, hvis man ikke kan betale huslejen eller helt basalt ikke kan finde pengene til at indkøbe det fodboldtøj, der er nødvendigt, hvis familiens søn skal inkluderes i lokalsamfundet, som sagsbehandleren anbefaler som vigtigt.   Livsduelighed arves Pia Thomsen understregede dog samtidig at mange familier er ramt af nogle mere komplicerede problemstillinger, som det kan tage lang tid at løse.   ”Nogle forældre måske psykiske udfordringer, der forhindrer dem i at indgå i meningsfulde relationer, vise empati og tilpasse sig forandringer. Det påvirker naturligvis deres børn, der får svært ved at skabe et sundt liv for sig selv. Livsduelighed er ikke bare noget, der kan tillæres på en enkel måde. Det nedarves, og derfor handler indsatsen over for udsatte børn også i høj grad om at gøre forældrene så dygtige, at de kan give det videre til andre”, siger hun.   Brug værktøjerne Flere af debattørerne opfordrede i løbet af aftenen til, at professionshøjskolerne bliver dygtigere til at tage ansvar for at ændre situationen, der er kritisk i en tid, hvor den sociale mobilitet er i tilbagegang og hvor familieindkomsten stadig er helt afgørende for sandsynligheden for at få sig en uddannelse.   Pia Thomsen pegede i den sammenhæng på, at der – udover fokus på dialog i øjenhøjde – også findes mange gode værktøjer, som man ved er nyttige.   ”Kan vi styrke forældrekompetencerne, så vil de positive livsegenskaber også vandre videre over til børnene. Det handler både om at nedsætte stressniveauet og om at give rum for ny viden og udvikling, siger forskeren, der også mener, at værktøjer som familiestuer i institutionerne eller hjemmepædagoger kan hjælpe forældrene til at komme tættere på dem, der besidder den viden, som forældrene skal tilegne sig.    Nærvær i øjenhøjde En helt central konklusion på aftenen var dog, at flere politiske tiltag og nye regler måske ikke vil hjælper børnene lige så godt som ægte nærvær og indføling kan gøre det. Som Stine Welent Andersen fra Homestart siger:   ”Det er vildt vigtigt, at vise, at man støtte op om forældrene og viser dem, at man ser, at de gør et enormt stykke arbejde og elsker deres børn. Jeg kom eksempelvis en gang ud til et meget rodet hjem med en kollega engang, hvor kollegaen straks får øje på nogle børnetegninger på væggen og udbryder ”Sikke nogle flotte tegninger. Det er da skønt, at du hænger dem op, så alle kan se, hvor dygtige de er.” Når det er sagt, så er man allerede i gang med et godt samarbejde”.   Aftenens konklusioner - Sæt ind tidligt. - Tag ansvar for helheden. - Hjælp familien - ikke individet. - Se ressourcerne. - Sørg for en sammenhængende støtte. - Skab meningsfuldhed. - Accepter at det kræver et langt træk. - Professionshøjskolerne bør tage større ansvar for at skabe sammenhæng. - Politikere og institutioner skal guides. - Evidens og forskning skal tættere på den enkelte families nærmiljø.   Debatarrangementet var arrangeret af Egmont Fonden, Tænketanken DEA og Professionshøjskolen Absalon.   Foto: Stine Welent Andersen satte scenen i sit indlæg.