Politiken har ringet rundt til landets professionshøjskoler og konstateret, at antallet af studerende, der tager netbaserede uddannelser er stigende. På UCSJ blev fx 43 studerende optaget på den netbaserede sygeplejerske uddannelse i 2004, mens tallet i år er 85, skriver Politiken.
Med sætningen “Et stigende antal studerende tager deres uddannelse hjemme på sofaen” og et citat fra en it-professor om “ ville man ansætte en pædagog, der udelukkende havde taget fjernundervisning” er der også kritiske vinkler i Politikens omtale.
- “På UCSJ er det ambitionen at skabe en helt ny digital kultur i uddannelsesmiljøet. Vi har gennemført det 2-årige projekt UCSJ Læring med hele ledelsesgruppen og alle medarbejderne, for vi er overbeviste om, at vi skal omsætte den digitale udvikling fra bits and bytes til varige forandringer”, fortæller uddannelsesdirektør Hanne Fischer.
Ikke noget man bare tager fra sofaen
Projektet omfatter undervisningen på alle UCSJs uddannelser, ligesom det er en bevidst valgt del af UCSJs strategi at tilbyde flere netbaserede uddannelser.
- Men det er altså ikke noget, man bare tager fra sofaen. Som e-læringsstuderende studerer du hjemme og får opgaver fra underviseren via en internetbaseret læringsplatform. Du har en kombination af et tæt gruppesamarbejde med dine medstuderende via bl.a. Skype og af fysiske møder på selve uddannelsesstedet, ligesom du skal i praktikophold som på den almindelige uddannelse, pointerer Hanne Fischer.
Flere får mulighed for at uddanne sig
Hun fortæller også til Politiken, at modtagerne af e-lærings-uddannelser adskiller sig fra de studerende, der går på de ordinære uddannelse. Fleksibiliteten gør, at flere får mulighed for at uddanne sig:
- “Vi har fået nogle helt andre målgrupper, efter at vi er begyndt at tilbyde det her. Folk, der er udstationeret med ægtefælle, stewardesser og især ældre, som har en uddannelse og nu er i gang med en uddannelse nummer to”, udtaler Hanne Fischer til Politiken.
UCSJs omfattende digitale forandringsprojekt UCSJ Læring blev afsluttet i 2012, og der er udgivet en publikation om projektet “Det bliver aldrig det samme igen”. Men det betyder ikke, at fokus har flyttet sig:
- “Det har været et yderst ambitiøst projekt, men selvom projektet har nået sin afslutning, er vi langt fra i mål. Det tager tid at skabe så store forandringer. Ikke mindst af den simple grund at målet flytter sig. Den teknologiske udvikling går så hurtigt, at der konstant opstår nye muligheder. Derfor er det også nødvendigt at skabe kulturelle forandringer”, siger Hanne Fischer.
Studerende får større ansvar
UCSJ Læring er derfor gået fra at være et tidsafgrænset projekt til at være en proces i fortsat forandring. Ledelsen har gjort området til et fast fokusområde, underviserne skal selv udvikle undervisningen løbende - og de studerende, ja til syvende og sidst bærer de også selv ansvaret for at lære noget:
- “At den klassiske undervisningsform en gang for alle bliver brudt op og erstattet af mere fleksible former lægger selvfølgelig også et større ansvar over på de studerende”, fortæller Hanne Fischer.
Lektor i netmedier Simon B. Heilesen fra Roskilde Universitet, kalder målsætningerne for projekt UCSJ Læring for “enormt ambitiøse”:
- “Mig bekendt er der ikke andre danske uddannelsesinstitutioner, der har kastet sig ud i teknologiske forandringsprojekter i det omfang”, udtaler han i UCSJs publikation.
Yderligere oplysninger:
Læs mere om UCSJ Læring og download publikationen “Det bliver aldrig det samme igen”
Kontakt Uddannelsesdirektør, Hanne Fischer, tlf. 7248 2625, hfi(@)ucsj.dk