Pinlige fejl i konsulentrapport om Kystbanen

Velfærd

08/01/2015 15:35

Suleman Haider

Seks kommuner fremlagde forslag til forbedringer af Kystbanen, som allerede var vedtaget i Folketinget

Seks nordsjællandske kommuner har betalt konsulentfirmaet Cowi 290.000 kroner for en rapport, som foreslår forbedringer på Kystbanen. Problemet var, at forbedringerne allerede er vedtaget i Folketinget. Det skriver Helsingør Dagblad.

Læs også: Nye motorveje og bedre Kystbane er god forretning

I rapporten om infrastruktur i Nordsjælland foreslår Cowi, at der investeres 112 millioner kroner i en opgradering af Kystbanen, der kan skære to minutter af rejsetiden mellem Helsingør og Østerport. 

Endvidere lyder et forslag at omlægge køreplanerne, så kystbanetog bliver mindre påvirket af forsinkelser på det resterende banenet i Danmark og Sverige.

Cowis rapport blev tirsdag præsenteret på et pressemøde i Hillerød.

Men både Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), og Cowi havde overset, at begge forslag allerede er vedtaget i Folketinget og igangsat som en del af forliget om Togfonden mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Ved pressemødet sagde Benedikte Kiær, at finansieringen af forbedringerne på Kystbanen meget passende kunne hentes i Togfonden.

- Togfonden er nærmest en direkte fornærmelse mod de pendlere, der dagligt må trækkes med forsinkelser og aflysninger på Kystbanen, sagde Benedikte Kiær på pressemødet ifølge Helsingør Dagblad.

Direktør Søren Vikkelsøe fra Cowi har godkendt rapportens indhold og beklager, at virksomheden ikke har været opmærksom på, at de fremsatte forslag allerede var vedtaget og finansieret.

- Det er beklageligt, at vi har overset det, og det burde vi have været opmærksomme på, siger han til avisen.

Cowis uopmærksomhed ærgrer også Benedikte Kiær.

- Det afsnit af rapporten, der omhandler Kystbanen, er ikke tilfredsstillende, siger hun.

- Hvis vi havde vidst, at de forbedringer allerede var igangsat, så havde vi prioriteret anderledes. Så ville det have været mere relevant at fokusere på en udvidelse af den nordligste strækning på Helsingørmotorvejen.

Benedikte Kiær afviser, at hun selv burde have kendt til investeringerne på Kystbanen og dermed selv bærer en del af ansvaret for fadæsen.

Mest Læste

Annonce