Velfærdsstatens svære logikker: Forskellen på en brækket arm og psykisk sygdom

Forestil dig at dit barn har brækket armen i skolen, men før du kan få en læge til at se på armen, skal du lave et opslag på forældreintra og invitere dig selv til et møde med lærerne og skolepsykologen, der ved noget om motivation, indlæring og social trivsel.

Socialkrisen er for længst trængt langt ind i ellers helt almindelige familier når almindelige børn ikke magter skolen og antallet af børn, der får en diagnose i psykiatrien, stiger og stiger.

Du er ilde stedt, hvis du er barn, har en skrøbelig personlighed, og ikke har forældre, der har kræfter og evner til at kæmpe med systemet. 

Alligevel bliver Folketingspolitikerne ved med at gøre det forkerte. Ser de familier og børn som en krævende underklasse man kan ignorere? Ingen lytter til os, der er de virkelige eksperter.

Egentlig er det enkelt at gøre noget ved:

  1. Alle børn skal have ret til psykiatrisk udredning straks der er symptomer på psykisk sygdom.
  2. Psykiatrien skal have adgang til at udskrive ”recept” på den hjælp barnet og forældrene ønsker – og som beviseligt hjælper.

 

Meningsløshed i velfærdsstaten

Hver dag kan jeg åbne min facebook og læse nye, skræmmende beretninger om helt almindelige familier. De har det til fælles at de kæmper forgæves kampe for deres børns basale trivsel. Jeg forstår forældrene i disse udsatte familier, for jeg er selv en af dem.

Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer

Anders Dinsen blogger på DenOffentlige om velfærd, inklusion og livet som bruger af offentlige services.
 
Læs mere om Dinsen og hans tankevækkende blogindlæg her.
 

Jeg har oplevet mine sønner udvikle svære psykiske lidelser, mens systemet langsomt drev mig ud i stress og ængstelighed.

Jeg har magtet at skærme mine børn fra mange negative system-vibes, og de har fået afgørende støtte. Men jeg står tilbage med konklusionen, at det har været en ensom kamp, hvor velfærdsstaten har gjort det værre for os alle - også velfærdsstaten, som jeg er sikker på har spildt mange ressourcer på at holde sig selv kørende. Meningsløshed står som en fed ramme om mine minder.

 

Hvad ville du gøre med brækket arm, der ikke er fikset?

Forestil dig at dit barn har brækket armen i skolen, men før du kan få en læge til at se på armen, skal du lave et opslag på forældreintra og invitere dig selv til et møde med lærerne og skolepsykologen, der ved noget om motivation, indlæring og social trivsel.

De skal nemlig – på møder og i udvalg – vurdere om der er grundlag for en nærmere lægeundersøgelse af barnet og problemet med armen. Undervejs er fagpersoner uenige i andre fagpersoners vurderinger. Pludselig handler det ikke længere om, at armen er brækket, men hvordan du kunne have undgået det som forælder. Armen vokset skævt sammen. Dit barn kan ikke længere skrive. Nu handler det om, at give barnet særlig støtte, så det kan lære at skrive.

Det er absurd at forestille sig, men det er virkeligheden for børn med psykisk sygdom.

Hvordan ville du håndtere det? Forestil dig så, at det står på i årevis.

Knækker det dig?

Med en brækket arm kan du søge privat udredning. Armen bliver diagnosticeret, behandlet og der bliver ordineret genoptræning. Du betaler regningen. 

Sådan kan man ikke gøre, når det er psykisk sygdom. Her har velfærdsstaten monopoler.

 

Illusionen om mennesket først

Systemet, der skal hjælpe børn med psykiske lidelser fungerer ikke. Det er umenneskeligt, og det skal ændres.

Bettina Smed har netop udgivet en vigtig bog: Menneske først. Den enkle titel dækker over det vigtige budskab at man skal møde møde mennesker, der har brug for hjælp, med en tro på at det nytter at give dem hjælp til selv-hjælp.

Min erfaring med systemet er at mennesket er et nummer. Den frihed og den demokratiske virkelighed, jeg troede, jeg levede i, har vist sig at være en illusion. En velfærdsillusion, for nu at bruge et udtryk fra chefredaktøren for dette medie.

I velfærdsstaten er barnet er en ressource, der så effektivt og hastigt som muligt skal bringes til at producere værdi.

Børn, der falder udenfor, må som udgangspunkt klare sig selv. Kun vi, der demonstrerer overmenneskelige evner til overlevelse og tilpasning til systemets mindset, får adgang til afgørende hjælp.

 

Intet om vores børn uden os.

Selvfølgelig har vi som forældre det overordnede ansvar for vores børns trivsel. Det er basalt.

"Intet om os uden os," siger man i recoverybevægelsen, der står for en udvikling, som langsomt revolutionerer voksenpsykiatrien. På samme måde skal vi forældre insistere og forlange det basale:

Alle forældre skal have ret til at få deres børn undersøgt og udredt psykiatrisk når der er klare symptomer på psykisk sygdom. Vi ved jo bedst, vi har jo forældreansvaret.

Mødekulturen, der kun får forældre til at føle sig forkerte og stressede, skal elimineres og erstattes af fornuftige undersøgelser.

Og så skal psykiatrien kunne udskrive recept på den hjælp som der er viden og erfaring for faktisk virker, og som barnet og forældrene ønsker.

Det skal styres, og det kan det også. Der kan sættes rammer for hjælp afhængig af problemernes omfang, og midlerne til hjælpen kan følge barnet eller den unge rundt i systemet: Skolen, socialforvaltningen, ja hvor det nu er.

Vi har alle krav på - og ret til - at føle os som herrer i eget liv.

 

Emneord: Anders Dinsen, Børn med særlige behov, Udsatte børn og unge, Inklusion af børn, Inklusion, Unge og psykisk sygdom, Psykisk sygdom i familien, Psykisk syge, Unge med psykiske lidelser, 290818
Anders Dinsen på DenOffentlige.dk Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin...
Aktivitet: Artikler: 44 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 30.08.18 Anders Dinsen
    Kære Gitte, jeg kan ikke se sammenhængen

    Vi er derfor nødt til at skille tingene ad her. Det jeg oplever, er at helt almindelige omsorgsfulde forældre igen og igen oplever at blive stemplet som problemforældre, hvorefter intet sker, selvom deres børn har objektive og behandlingskrævende problemer.

    Du taler om omsorgssvigt. Men det er ikke det samme som psykisk sårbarhed, det er jeg sikker på du er enig i. Men en brækket arm, såvel som symptomer på angst, ADHD, depression og meget andet kan være tegn på omsorgssvigt. Ikke sandt?

    Pligten (den medmenneskelige, men også den professionelle) til at handle til barnets bedste, også når forældrene ikke vil, magter eller evner forældreansvaret er fundamentalt. Også i psykiatrien.

    kh
    Anders

  • 30.08.18 Gitte Samsøe
    Forældrenes ansvar, og villighed i behandlingen

    Ja ja det fungerer ikke i psykiatrien.
    Men at skrive at behandlingen skal ske alene på familiens præmisser, mener jeg er forkert.
    Mange børn og unges psykiske sygdomme/problemer har netop rod i en dårlig fungerende familie (dysfuntionelle familie). Her bliver barnet behandlet, men ikke forældrene; for det vil de ikke. Mon barnet får det bedre af det. Nej, tværtimod.
    Forstil Jer at Peter får diagnosen ADHD, fordi han mangler opmærksomhed fra hans forældre, der i øvrigt er skilt, og den ene gang efter den anden er nyforelsket og flytter sammen med en for barnet ny sted-forælder.
    Eller at forældrene er så travlt optaget af deres job, div. netværk, bestyrelser, sociale medier mv. så barnet gang på gang bliver afvist.
    Er det så barnet eller forældrene, der er syge??????? Ja det er barnet, for det mistrives i skollen, i fritidsordningen osv.
    Vil forældrene acceptere at de skal gøre noget anderledes, hvis de i det hele taget bliver bedt om det ! NEJ. Barnets symptomer på mistrivsel behandles, forældrene går fri.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også