"Inklusion virker i nogle kommuner, men der er brug for at give det et servicetjek, for det er vigtigt, at de børn, der har specielle behov, får nogle tilbud, der virker", siger Venstres partiformand, Lars Løkke Rasmussen.

Venstre: Inklusion er gået for vidt i folkeskolen

Børn med særlige behov skal have større frihed i deres valg af skole, mener Venstre.

Inklusionen er gået for vidt.

Sådan lyder et centralt budskab i det ungeudspil, som Venstre præsenterer mandag formiddag på et pressemøde.


Her kalder partiformand Lars Løkke Rasmussen grundtanken om, at flest mulige elever skal rummes i den almindelige klasseundervisning, for "fin".

- Men vi må stilfærdigt konstatere, at det er drevet for vidt, siger statsministerkandidaten.

Oppositionspartiet vil derfor gennemføre et "servicetjek" af inklusionsindsatsen, meddeler partiet.

- Det er en fin tanke, at alle børn skal være i det samme klasselokale. Men når fire ud af ti børn ikke får den støtte, de har brug for, så bliver de svigtet, siger Lars Løkke Rasmussen.

                 Læs blogindlæg fra relevante aktører i og omkring den danske folkeskole her

Aftalen om øget inklusion i de danske folkeskoler blev vedtaget i 2012 af et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen og alle øvrige partier undtagen Enhedslisten.

Planen er, at antallet af elever, der skal modtage normal undervisning, skal hæves fra 94,4 procent til 96,0 procent i 2015.

- Inklusion virker i nogle kommuner, men der er brug for at give det et servicetjek, for det er vigtigt, at de børn, der har specielle behov, får nogle tilbud, der virker.

Venstre vil blandt andet gøre det lettere for børn med særlige behov at få adgang til de frie grundskoler.


Ifølge partiet oplever eleverne i dag at blive afvist, fordi omkostningerne til barnet overskrider tilskuddet, som skolerne modtager.

- Derfor bør det fulde tilskud til børn med særlige behov følge barnet, hvis et barn med særlige behov vælger en af de frie skoler.

Lars Løkke Rasmussen svarer ikke direkte på, hvor mange børn han mener, der skal flyttes til specialklasser, og hvor mange penge det skal koste.

- Politik handler ikke kun om, hvor mange penge man bruger, men om hvordan man bruger dem. Vi lancerer et udspil, hvor vi strammer bardunerne hele vejen rundt. 

- Og elementer af det her koster penge, men andre elementer kommer til at give penge, siger han.

Ifølge Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo, trænger folkeskolen til det helt store serviceeftersyn.

Derfor synes han godt om dele af Venstres nye udspil "Alle unge godt fra start", hvor partiet blandt andet skriver, at inklusionen i folkeskolen er gået for vidt, og at folkeskolen derfor trænger til et serviceeftersyn. 

- Idéen om et servicetjek, det lyder som en rigtig god idé. Både inklusion og i det hele taget hvordan står det til med den samlede skolereform, siger Anders Bondo til Ritzau

Det er dog ikke alle dele af det nye udspil, som Anders Bondo umiddelbart forstår. 

En del af udspillet går på mere holddeling for de ældste elever i folkeskolen, og det finder Anders Bondo en smule selvmodsigende, hvis Venstre stadig står ved den overordnede idé om inklusion.

- Jeg tror i hvert fald, man skal passe på med, at hvis man vil inklusion, så skal man ikke begynde at dele eleverne op på hold.

- For så er det ikke inklusion, så er det bare en anden form for eksklusion. Men det er sådan nogle ting, man kunne prøve at få et ordentligt billede af, hvis man fik lavet sådan et serviceeftersyn, siger Anders Bondo.

Inklusionsindsatsen er blandt andet blevet kritiseret for ikke at være ordentligt finansieret, og flere kommuner er blevet kritiseret for ikke at lade pengene følge børnene. 

FAKTA: Her er hovedpunkter i Venstre ungeudspil
 
Venstre vil bruge i alt én milliard kroner over fire år på at forbedre unges vilkår i blandt andet folkeskolen

Venstre præsenterede mandag partiets ungeudspil "Alle unge godt fra start", der både fokusere på unges vilkår i og uden for uddannelsessystemet.

Her er nogle af hovedpunkterne:

* Venstre vil i alt bruge én milliard kroner i årene 2016-2020 på ungeudspillet. Pengene skal ifølge udspillet "dels finansieres via satspuljen, dels via Venstres samlede økonomiske råderum i de kommende år, som blandt andet kommer ved at prioritere de offentlige udgifter til blandt andet udlændingepolitik og udviklingsbistand".

* Det vil Venstre blandt andet med folkeskolen:

- Inklusionen af børn med specielle behov skal begrænses. Venstre foreslår i første omgang et serviceeftersyn af inklusionen i folkeskolen. Partiet vil dog ikke sætte tal på, hvor mange elever der bør flyttes til special- og friskoler. Eller hvad man forventer, det vil koste.

* Mobning skal stoppes ved "rimelige sanktioner". Det kan i yderste konsekvens være, at forældrene kan blive trukket i børnechecken, hvis de ikke kan får deres barn til at stoppe mobningen.

- Turboforløb skal hjælpe fagligt udfordrede elever, som i 8. klasse vurderes til at være "ikke-uddannelsesparate". På turboforløbene skal eleverne styrke deres faglige evner i folkeskolens kernefag, så de kan indhente noget af det, de ikke har lært i skolen.

* Det vil Venstre blandt andet med ungdomsuddannelserne:

- Venstre vil afsætte i alt 100 millioner kroner til flere praktikpladser, så flere unge kan gennemføre en erhvervsuddannelse i en virksomhed.

- Højere adgangskrav på gymnasierne. Venstre vil skabe et fagligt stærkere gymnasium ved blandt andet at indføre et adgangskrav på 4 i dansk og matematik og rydde kraftigt op i studieretningerne på gymnasierne.

* Det vil Venstre for udsatte unge:

- Der skal oprettes en ny ungdomsdomstol, der skal tage sig af kriminalitet begået af 12-17-årige. Desuden vil Venstre oprette en ny ungdomskriminalforsorg, som skal sikre, at ingen mindreårige sættes i fængsel.

- Danmark skal blive bedre til at bryde den negative sociale arv. Det skal ifølge Venstre ske ved at prioritere at anvende metoder, som virker, og som kan måles.

Kilder: "Alle unge godt fra start"

 

Emneord: FV2015, Venstre, Alle unge godt fra start, Lars Løkke Rasmussen, Skoletilbud, Trivsel i folkeskolen, Den nye folkeskole, Specialklasse, Anders Bondo Christensen, Danmarks Lærerforening
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også