Venstre kræver erhvervsskattelettelse fremrykket

Politik

09/10/2013 10:50

Regeringen skal fremrykke Vækstpakkens skattelettelser på én milliard kroner, kræver Lars Løkke Rasmussen.

Hvis regeringen vil lave en finanslovaftale med Venstre, skal den fremrykke Vækstpakkens lettelser af skatter på virksomheder med én milliard kroner.

Men det signal fik Venstres formand Lars Løkke Rasmussen ikke, da han onsdag var til sættemøde om finansloven med finansminister Bjarne Corydon.

- Vi har ikke fået noget signal fra regeringen om, at man er villig til at fremrykke den vækstpakke, som regeringen selv har aftalt med os. Det signal skal der til, for at vi kan komme i gang med seriøse forhandlinger, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han kan ikke se andre emner, som Bjarne Corydon kan tilbyde Venstre i stedet for at fremrykke skattelettelsen i Vækstpakken.

Dermed stiller Lars Løkke Rasmussen reelt et ultimativt krav til regeringen, som kan føre til, at Venstre snart er ude af forhandlingerne.

- Får vi ikke det signal, så er det også et signal i sig selv.

- Så får vi den situation, vi har set, hvor regeringen i foråret laver reformer med de borgerlige partier og i efteråret laver en dyr finanslov med Enhedslisten, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge Venstres formand er det "dumt", at vente til 2015 med at give de små virksomheder længere kredittider, når der er brug for at styrke konkurrenceevnen nu.

Venstre har også en række andre ønsker til finansloven. Partiet kræver skatter lettet for fem milliarder kroner. Venstre vil blandt andet beskære ulandsbistanden med 2,5 milliarder kroner, påpeger han.

- Det er næppe realistisk. Det er jo Venstres ultimative ønske til finansloven 2014. Jeg har ikke nogen idé om, at vi kommer igennem med alle vore ønsker. Men skal vi lave en aftale, skal vi også lave kompromisser, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han erkender, at Vismændene tirsdag foreslog at lempe de aftalte skattelettelser med fem milliarder kroner for at sætte gang i økonomien. Det har økonomiminister Margrethe Vestager (R) afvist.

- Jeg har noteret, at Vismændene mener, at man kan fintune dansk økonomi og lempe lidt. Det skal jeg ikke afvise, at der kan være plads til. Jeg tror nu grundlæggende, at det er fornuftigt at styre dette sikkert, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce