- Man skal være meget jomfruelig i sin tilgang til politik, hvis ikke man er klar over, at en del af det er, at stille andre til regnskab for, hvad de har gjort. vi bruger det meste af pladsen til at forklare, hvad Venstres politik er, siger Kristian Jensen.

Venstres angrebsplan på politiske modstandere er lækket

Venstre har lavet en lang manual med angrebspunkter mod politiske modstandere. Nu er planen lækket til TV2. Venstre afviser, at partiets mappe med "de bedste angreb" på modstanderne, er ment som en angrebsmanual.

På trods af at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen har slået fast, at Venstre "ikke vil konkurrere om, hvem der kan tegne det sorteste billede af modstanderne", har V-toppen i al hemmelighed lavet en hel mappe med forslag til "angreb på andre partier".


Det skriver TV2.

Her er vejledning til "det bedste angreb på Socialdemokraterne", tre gode "angreb på SF" og en opfordring til at gentage budskabet om, at Enhedslisten ønsker en "revolution, der vil omstyrte samfundet".

TV 2 er kommet i besiddelse af partiets fortrolige "debatmappe" til det kommende Folketingsvalg, som blev udleveret til 300 medlemmer og V-kandidater på et kandidatmøde i weekenden.

Ifølge V-toppen skal angrebsmanualen "være med under armen til debatmøder, bruges derhjemme til forberedelse af arrangementer eller som inspiration til at skrive en tale, et indlæg til en avis eller en statusopdatering på de sociale medier".

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har ellers flere gange sagt, at Venstre i den kommende valgkamp vil koncentrere sig om egne budskaber og ikke modstandernes.

Samtidig har Løkke kritiseret statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at bruge for meget tid på at angribe Venstres politik i stedet for at fortælle om sin egen.

- Jeg vil ikke nedgøre regeringens resultater, men fremlægge vores bud på den politik, Danmark har brug for i de kommende år. Jeg vil ikke pege fingre ad politiske modstandere for at have skabt problemerne, men i stedet komme med forslag til, hvordan de skal løses, sagde Løkke eksempelvis fra Folketingets talerstol i juni.

Men på side efter side skæres det i Venstres angrebsmanual ud i pap, hvordan regeringen skal omtales "løftebrudsregeringen" og at et godt stød mod rød blok er udmeldinger som: "danske forbrugere, bilister, skilsmisseramte – alle må holde for, når regeringen og Enhedslisten skal finde flere penge. Hvad bliver mon det næste?”

V: Angrebs-manual har intet med angreb at gøre
Det er ikke en angrebsmanual.

Sådan lyder det fra Venstres næstformand Kristian Jensen efter, TV2 er kommet i besiddelse af en "debatmappe" fra partiet, der blandt andet gennemgår "de bedste angreb" på forskellige politiske modstandere. 

- Vi har ikke lavet en angrebsmanual. Vi har lavet en debatmappe, som primært gennemgår, hvad venstres politik er. Og så er der også enkelte punkter, der peger på, hvordan man kan tydeliggøre forskellen mellem Venstre og andre partier, siger han.

Venstreformanden ønsker ikke at udtale sig til Ritzau om debatoplægget med angrebspunkter. Men næstformand Kristian Jensen siger:

- Man skal være meget jomfruelig i sin tilgang til politik, hvis ikke man er klar over, at en del af det er, at stille andre til regnskab for, hvad de har gjort. vi bruger det meste af pladsen til at forklare, hvad Venstres politik er, siger han.

Kommentatorer: Det er helt udramatisk

Valgmanualen til Venstres folketingskandidater er helt udramatisk. Og den siger intet om Lars Løkke Rasmussen og Venstre-toppens linje i den kommende valgkamp, mener politisk kommentator Hans Engell.

- De her manualer er først og fremmest tiltænkt partiets græsrødder og de menige folketingskandidater. Det er ikke en manual, der laves for den øverste partiledelse, siger Hans Engell.

Han peger på, at man i valgkampen formentlig vil se én linje fra Lars Løkke Rasmussen og én anden fra de menige folketingskandidater i Venstre.

- Venstres folketingskandidater skal ikke sidde med foldede hænder og bede aftenbøn i en valgkamp. De skal gå i kødet på deres modstandere lige som Socialdemokraterne og DF'erne og alle andre skal. Det er det, den politiske kamp består i, siger Hans Engell.

Han mener derfor ikke, at der kan trækkes en linje fra Løkkes tidligere udtalelser om at undlade at tegne negative billeder af modstanderne og så valgmanualen.

- Der her er en fuldstændig naturlig del af en valgkamp. Det, Løkke mente, da han talte om, at man ikke skal gå ud i personkampagner, er ment på overordnet plan. 

- Det betyder ikke, at Venstres folketingskandidater ikke skal gå løs på socialdemokrater rundt omkring i landet. Og jeg vil væde på, at Socialdemokraterne og de øvrige partier laver tilsvarende valgbøger, siger Hans Engell.

Lækket af manualen kan opfattes som en fjendtlig handling over for Lars Løkke Rasmussen og V-toppen fra andre dele i partiet. 

Men manualen er sendt til så mange personer i Venstre, at det ikke giver mening at spekulere i, om det eksempelvis er modstandere fra formandsopgøret, der står bag, mener Engell.

Samme melding kommer fra politisk kommentator Jarl Cordua, som er vært på Radio24syv.

- Kristian Jensen og hans støtter er også interesseret i, at partiet kommer i regering, så der bliver adgang til ministerposter, siger Jarl Cordua, der betegner det som problematisk, hvis Venstre ikke lavede valgmanualer, der kunne forberede kandidaterne til den kommende valgkamp.

/ritzau/

 

Emneord: Folketingsvalg, Politisk ledelse, FV2015, Venstre
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 27.11.14 Keld Taaning
    Mener Politisk redaktør

    Hvor nuanceret kan en kommentar være, fra den konservative statsminister vi aldrig fik.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også