Venstres Eyvind Vesselbo stopper i politik

Politik

08/10/2013 12:16

Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo genopstiller ikke til folketingsvalget.

Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo stopper i politik. Han genopstiller ikke ved folketingsvalget næste gang og kandiderer heller ikke til Gentofte byråd ved kommunalvalget 19. november.

Det oplyser han til Ritzau.

- Når der er valg næste gang - det er måske om to år - så har jeg siddet i Folketinget i 14 år. Jeg har brug for at komme ud i den store verden og lave noget andet end politik.

- Derfor har besluttet, at jeg ikke stiller op, når der er folketingsvalg næste gang, siger Eyvind Vesselbo.

Fremover vil han hjælpe udsatte grupper - hjemløse, udsatte børn og psykisk syge. Han samarbejder med Lisbeth Zornig Andersen i "Huset Zornig", hvor han sidder i arbejdsgrupper.

- Det har inspireret mig. Det fortsætter jeg med indtil valget. Det er vigtigt at fastholde det fokus på udsatte grupper, så de bliver hjulpet. I store dele af samfundet har man mistet den sociale indignation, siger Eyvind Vesselbo.

Desuden vil han fortsætte sin forskning i udlændingepolitik. Han lavede i 90'erne Ishøj-rapporten om, at tyrkiske indvandrere i Ishøj blev langt flere med familiesammenføring.

- Jeg har lavet mange analyser af udlændingepolitikken de seneste 25 år. Der mangler en analyse af, hvad der er sket de sidste 10-15 år. Integrationen er ikke lykkedes så godt, som vi kunne ønske, siger Eyvind Vesselbo.

Ved valget i 2001 var han nær ikke kommet i Folketinget fra Aarhus. Først meddelte en lokalradio, at han var valgt, så fik han den modsatte melding. Så fandt optællerne hans 125 fejlplacerede personlige stemmer, så han kom ind.

Eyvind Vesselbo har været Venstres miljøordfører og senest socialordfører.

- Det er lykkedes at få sat udsatte grupper på dagsordenen, hvor Venstre ikke altid har markeret sig stærkest, siger Eyvind Vesselbo.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce